Læsetid: 3 min.

Der skal to gangstativer til en tango

4. april 2000

Bandoneon-virtuosen Per Arne Glorvigen special guest star hos Collegium Musicum. Den argentinske komponist Astor Piazzolla stod på programmet

Koncert
Collegium Musicum er byens bedste skrabsammenorkester. Dirigenten Michael Schønwandt har håndplukket orkestermusikere og afholder en række koncerter med tilhørende koncertintroduktion ved den nordiske toastmaster, Jens Østergaard. Både koncert og introduktion trækker mange publikummer til Tivolis Koncertsal - langt de fleste i Østergaards egen generation.
Søndag aften var den norske bandoneon-spiller Per Arne Glorvigen indforskrevet som solist i Astor Piazzollas Koncert for bandoneon og orkester. En bandoneon er en slags argentinsk trækharmonika, som er uundværlig i mange sammenhænge, f.eks. nyder tangoen vældig gavn af at blive krydret med lidt bandoneon. Astor Piazzolla har æren for moderniseringen af den klassiske tango. Ved siden af at have komponeret ca. 300 tangoer og musik til 50 film, arbejdede komponisten med det store orkesterapparat.

De korte er de bedste
Norske Glorvigen og Collegium Musicum spillede for så vidt udmærket. Problemet ligger i koncertsalen som sted, og det ligger i den musikalske form: Piazzolla puster tangoen op til orkesterformat, og det kan den i dette tilfælde ikke bære. Blandt andet fordi han som komponist ikke kan fylde formen ud. Det betyder, at strygerne bruges som simpel orkestersovs med lange udholdte akkorder i baggrunden, mens bandoneon-spilleren høvler løs. Det kan til nød gå som filmmusik, men som koncertsalsmusik går det ikke.
I den langsomme andensats er der ansatser til noget radikalt andet: Piazzolla attakkerer tonaliteten ved at lade flere forskellige lag overlejre hinanden, således at det harmoniske grundlag skrider. Men det bliver ikke rigtig til andet end antydninger.
Prøv for eksperimentets skyld at lytte til Gidon Kremer og Per Arne Glorvigen på cd'en Hommage à Piazzolla (Nonesuch 7559-79407-2), hvor de to musikere har selskab af bl.a. bassisten Alois Posch, cembalisten Elisabeth Chojnacka og pianisten Vadim Sakharov. De korte satser på denne cd er helstøbte former, der rummer det hele på ingen tid. Ingen grund til at koge mere suppe på den pølsepind.
Det samme kunne siges om numrene på cd'en Mi Buenos Aires Querido (Teldec 0630-13474-2), hvor Barenboim og venner spiller Piazzolla-hits som Adiós Nonino og Tzigane tango. Hér viser Piazzolla sig som miniaturens mester.
Koncertsals-tangoen er impotent. 'Sikker tango' er et contradictio in adjecto. Neruda siger præcist om Piazzollas musik, at den er udsprunget af "menneskers brøstfældige forvirring (...) slidt ned af arbejdshænders syre, imprægneret med sved og røg, duftende af liljer og urin, stænket til med vores gørens mangfoldighed, lovlig eller ulovlig... (Den er) uren som gammelt tøj, som en krop med sine madrester og sin skam, med rynker, iagttagelser, gibbernakker, søvnløshed, profetier, kærligheds- og haderklæringer, dumheder, chok, idyller, politiske overbevisninger, benægtelser, tvivl, bekræftelser..."

Godt program på papiret
Den argentinske musik var på Collegium Musicums koncert smagfuldt sat sammen med Manuel de Fallas El amor brujo. Scène gitane de l'Andalousie (1915). Værket blev oprindelig skrevet som balletmusik, men sidenhen udarbejdet til orkester. Også her er der tale om drama med kærlighed, elskov og magtbegær.
Komponisten anvender sangstemme, som i dette tilfælde blev varetaget af mezzosopranen Helene Gjerris, der kunne gennemføre partiet fordi hun engang har været alt. For dybt lå det sandeligen, så dybt at Gjerris knapt kunne høres på 18. række midtfor, hvilket sangerinden kan takke både komponist og orkester for. Et lidt utaknemmeligt parti at synge, fordi sangstemmen er lidt stedmoderligt behandlet fra komponistens side, som et anhang til orkesterstemmen.
I salsprogrammet står der at læse, at Gjerris "har haft engagementer med Athelas Sinfonietta, II. akt af Per Nørgaards Nuits des Hommes på Den Anden Opera..."
Det er vist en underdrivelse. Gjerris har sunget den ene hovedrolle i hele Nuit des Hommes (som værket retteligen hedder) på Albertslund Musikteater. I øvrigt kunne toastmaster Østergaard måske skrive sig bag øret, at det er adskillige årtier siden Nørgård besluttede at stave sit navn sådan.
På koncerten spillede man også Debussys Children's Corner for orkester. Det lyder bedre for klaver alene. Ravels Pavane pour une infante défunte fra 1910 er et duftstykke, så herligt parfumeret, at man betingelsesløst må elske det.
For så vidt en rigtig god værksammensætning med fokus på utæmmet sanselighed og erotik. På papiret, altså, ud fra devisen: Der skal to gangstativer til en tango.

*Collegium Musicum under Michael Schønwandt i Tivoli, søndag. Værker af Debussy, Piazzolla, Ravel og de Falla. Solister: Helene Gjerris og Per Arne Glorvigen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her