Samtidsinteresse klæder Marianne Fredriksson umådeligt
Ny bog
"Det er som i eventyrene det her. Nu har mennesket langt om længe besejret den frygtelige drage." Sådan udbryder en af personerne i Marianne Fredrikssons nye roman, Trækfugle, ved nyheden om Augusto Pinochets fængsling i London i efteråret 1998. Romanen slutter i dette punkt, i den følelse af glæde og eufori, men også uvished, der opstod, da den forhenværende diktator blev arresteret. I dag ved læseren, at Sankt Georg alias den engelske indenrigsminister Jack Straw ikke gav dragen dødsstødet, men sendte den tilbage til Chile i et Boeing 707-fly.
Marianne Fredrikssons sidste to romaner på dansk handlede om skæbner fra Bibelen; med Trækfugle har hun bevæget sig ind i den pulserende nutid. Hvilket klæder hende umådeligt. Pinochets blodige styre er makrohistorien, som giver næring til romanens mikrohistorie: en historie om to midaldrende kvinders venskab. Kvinderne, svenskeren Inge og eksilchileneren Mira, møder hinanden på en planteskole i slutningen af 80'erne. Deres interesse for alt levende - især børn, blomster, buske og knolde af enhver art - får dem til at falde i snak, og snart har de snakket sig ind på livet af hinanden. De er fælles om alder og ægteskabelig status - fraskilte - men bortset herfra har de så forskellige sind, at den alvidende fortæller med et næsten mytologisk ordvalg kalder dem henholdsvis 'vinterkvinden' og 'solkvinden'.
Selverkendelse
Inge er en blodfattig, godhjertet skolelærer, der ernærer sig af at skrive fagbøger. Mira arbejder i en børnehave og er fuld af stolthed og længsel. Det etniske tilhørsforhold udløser således en hulkende forudsigelig fordeling af temperamenter: Svensk fornuft møder latinsk følelsesfuldhed.
Om natten fører Mira lange samtaler med Gud, og en dag dukker et citat fra Bibelen op i hendes hoved: "Sandheden skal gøre dig fri."
Denne sætning er en overskrift for kvindernes venskab, idet Inge og Mira holder spejle op for hinanden og tvinger hinanden til smertelig, men i sidste ende velgørende selverkendelse. Der skal rippes op i de gamle sår, før de kan falde til ro. For Inge handler det om at lære at håndtere følelserne over for den ustabile og seksuelt afsporede eksmand Jan, som er på flugt fra politiet, og over for forældrene, som "tog menneskeværdet fra hinanden."
For Mira gælder det om at ophøre med at fortrænge sin grusomme fortid. Inden flugten til Sverige blev den ene af hendes tre sønner skudt ned på gaden i Santiago, og hendes datter voldtaget af soldater. Senere 'forsvandt' pigen. Men under et natligt drømmesyn går det op for Mira, at datteren ikke er død, og hun sætter sig for at finde hende igen. Her træder Inge beredvilligt til. Det forholder sig nemlig så heldigt, at den ene af Inges blonde døtre er kæreste med en stenrig og smækforkælet chilener, hvis mor har forbindelse til en organisation, der opsporer de forsvundne.
Rækkehusliv
Er det mon tilfældigt, at Inge kan hjælpe Mira? Eller er det, som det flere gange nævnes i romanen, forsynet, Guds finger, som styrer, som leder mennesket mod de rette indsigter? Hos Marianne Fredriksson behøver man ikke gruble længe over svarene på disse spørgsmål. Uagtet ondskab og lidelse er der i hendes bøger altid en god vilje fra oven til stede i verden.
Trækfugle er ingen subtil tekst, men med dens tårer, latterudbrud og dybe venskaber på tværs af kulturer vil man ikke et sekund tøve med at kalde den sympatisk.
Marianne Fredrikssons transparente prosa, karakteriseret ved brugen af meget generelle adjektiver - ansigtet er 'fint', øjnene 'venlige', hænderne 'bløde' - passer godt til det hverdagsunivers, hun etablerer. Selvom der sker store forandringer med personerne undervejs, ses disse på et bagtæppe af almindelighed: af arbejdet i Inges drivhus, af de rødrandede inspektioner i spejlet om morgenen, af de voldsomme mængder af mad og drikke, som indtages. Te, kaffe, boller, ost, stege, rødvin og whisky, der får munden på gled og erindringsbillederne til at pible, senere buldre frem. Marianne Fredriksson er mere interessant og vedkommende, når hun skriver lavmælt om sin svenske samtid, om livet i et rækkehus, om en flygtnings vanskeligheder, end når hun kaster sig ud i diverse bibelske fiktioner, hvor personerne, der strider sig tørstende gennem den brændende sol, ender som karikaturer.
En trækfugl vender altid tilbage til sit udgangspunkt. Den vender hjem. Marianne Fredriksson indledte sin forfattervirksomhed i 1980 med Evas Bog, der handlede om Eva og Adams liv efter fordrivelsen fra Paradis. Hvis Marianne Fredriksson var en trækfugl, kunne man sige: Vend ikke tilbage! Bliv endelig, bliv ved samtidsromanen!
*Marianne Fredriksson: Trækfugle. Oversat af Ina Nielsen. 188 s., 198 kr. Fremad
