Læsetid: 10 min.

En træt gammel mand

22. april 2000

Pave Johannes Paul II er gammel og sygdomssvækket og vil gerne trække sig tilbage - men den stærke konservative fløj i Vatikanet tør ikke tillade det af frygt for at miste grebet om verdens største religiøse trosretning

Da Fanden blev gammel, gik han i kloster. Pave Johannes Paul II skal efter sigende nære samme ønske. Han er træt, svækket af sygdom - men bliver holdt på stolen af de mest konservative kræfter i Vatikanet.
Træder paven tilbage, kan det - frygter de - skabe splittelse i kirken mellem den konservative linie og de fornyere, der vil trække den katolske kirke ind i den globaliserede verden. Og en sådan splittelse vil uværgeligt føre til tab af magt og prestige.
Men Johannes Paul selv vil gerne hjem. Sådan lyder forklaringen fra bl.a. den italienske forfatter og journalist Vittorio Messori, der har interviewet Paven ved flere lejligheder. Han fortalte i januar i år det store italienske dagblad La Stampa, at Pavens højeste ønske er at abdicere og trække sig tilbage til et kloster i sit fødeland Polen.
"Efter hvad jeg ved, har Paven i nogen tid gennemlevet et drama. Han spørger sig selv, hvad der er bedst for Kirken: At han fortsat bærer sit kors, eller at han - til Kirkens bedste - giver afkald på sit embede. Det er uden for al tvivl, at hvis han kunne vælge frit, så ville han helst ende sine dage i Polen."
"Fristelsen til at trække sig tilbage til et kloster og ende sine dage dér er umenneskeligt stærk," siger Messori.
Han er bl.a. forfatter og redaktør af bestselleren Varcare la soglia della Speranza (At krydse Håbets tærskel, 1994), en interviewbog med Pave Johannes Paul II med tanker og refleksioner over en lang række teologiske og eksistensielle spørgsmål.

Formelt er der intet til hinder for, at Paven beslutter sig for at træde tilbage. Men dels er der ikke tradition for, at den katolske kirkes overhovede træder tilbage efter eget ønske, dels er der stærke interesser i Kurien, der udgør hvad man kan kalde Vatikanets og den katolske kirkes regering, som helst ser, at den alderdoms- og sygdomssvækkede pave fortsætter så længe som muligt.
Sidst en pave trådte tilbage af egen fri vilje, var i 1294, da Pave Celestinus V i erkendelse af, at han ikke kunne klare det besværlige embede, besluttede at træde tilbage efter mindre end ét år som pave. Ellers er der tre grunde, som kan tvinge en pave til at træde tilbage: kætteri, skisma (dvs. splittelse i kirken) og mental svækkelse.
Ikke desto mindre er det et paradoks, at paver kan blive siddende i embedet til deres dødsdag.
Den katolske kirkes magtfulde overhovede er nemlig formelt biskop af Rom, og ifølge kirkens regler kan en biskop gå på pension, når han fylder 70, og skal forlade sit embede, når han fylder 75. Pave Johannes Paul II fylder 80 år den 20. maj, men fra Vatikanets top har ingen så meget som antydet, at han burde træde tilbage. Det har til gengæld flere teologer og biskopper, som i tidens løb har været uenige med Pavens konservative linie - der især har ramt tilhængere af befrielsesteologien og præster, som har engageret sig politisk på venstrefløjen. En af dem er den brasilianske teolog Leonardo Boff, en af befrielsesteologiens vigtigste arkitekter. Den 62-årige Boff, der blev udsat for en årelang hekseproces under ledelse af den magtfulde og stærkt konservative kardinal Joseph Ratzinger.
I et interview med det mexicanske ugemagasin Proceso siger Boff, der blev frataget retten til at være udøvende præst, at "Paven kan træde tilbage, vi venter allesammen, at han gør det, og det ville være godt."
Det samme mener den populære og omstridte Pedro Casaldáliga, biskop af São Félix i den brasilianske delstat Matto Grosso. Casaldáliga er kendt som en af de stærkeste forsvarere af befrielsesteologien. Han er gået aktivt i brechen for de jordløse, der har organiseret store jordbesættelser i Brasilien.
"Fysisk er han en udslidt kæmpe, åndeligt ligner han nærmere en bedstefar, og det er mærkeligt, at han trods sit fysiske sammenbrud er mentalt klar og har bevaret sit gode humør," sagde Casaldáliga sidste år til det spanske magasin Artículo 20.
"Ærlig talt synes jeg, at Paven, ligesom man venter det af os biskopper, burde træde tilbage når han fylder 70 år."

Boff peger imidlertid på, at Pavens tilbagetræden kan indebære en risiko for en åben splittelse i den katolske kirke, som i forvejen er dybt splittet.
"Der er en risiko for, at mere wojtylanske (efter Pavens borgerlige navn Karol Wojtyla, red.) katolikker, som er mere konservative, fortsat vil betragte den tilbagetrådte pave som den legitime pave og ikke vil anerkende den nye pave, hvorved der skabes en splittelse i Kirken, som derved ville få to hoveder. Dette er en mulighed. Der er indicier, som siger os, at hvis der skulle blive valgt en pave med en anden linie, mere åben, fra den globaliserede verden, kunne de konservative mobilisere hele grupper, som ville slutte op om den tilbagetrådte pave i hans kloster i Polen. Det var derfor, Pave Paul VI ikke trådte tilbage, og Johannes Paul II muligvis heller ikke vil træde tilbage."
Ingen grupper eller fraktioner i den katolske kirke ønsker en situation, der kan føre til en splittelse af verdens største og mest magtfulde trossamfund, som med sine omkring én milliard tilhængere er en global politisk, kulturel og økonomisk magtfaktor.
Samtidig er kirkens overvejende stærkt konservative top interesseret i at vinde tid for at kunne bringe oplagte konservative kandidater til at efterfølge Johannes Paul II i position. Det sker ved dels at opmuntre Paven til at fastholde sine intense rejseaktiviteter - Johannes Paul II er historiens mest berejste pave - dels ved at sørge for, at han fysisk og mentalt ikke falder så meget af på den, at han kan erklæres uegnet til sin post.
Problemet er, at Paven lider af Parkinsons syge, og at sygdommen ifølge læger, der har været tæt på ham, er stærkt fremskreden.
Den fremtrædende spanske neurolog Santiago Jiménez Roldán, der har tætte forbindelser til den lægegruppe som tilser Paven - og som bliver brugt som konsulent - mener, at Paven har lidt af Parkinsons syge i seks år, og at sygdommen skrider hurtigere frem end for gennemsnittet.
Ifølge Jiménez Roldán er det kun et spørgsmål om tid, før Paven vil være ude af stand til at bevæge sig ved egen hjælp og udtrykke sig klart og sammenhængende. Han mener, at sygdommen er på vej ind i sin sidste fase.
Tv-billederne fra Pavens seneste rejser til Indien, Israel og Palæstina viser en tydeligt svækket mand, der har problemer med balancen. Der er tale om en skygge af den engang fysisk stærke og udholdende pave, der gjorde det til sit kendetegn at besøge så mange folkeslag som muligt.
Billeder af en fysisk og mentalt svækket pave kan også være problematiske for kirkens position i en verden i hastig forandring, hvor en traditionel religiøs institution som den katolske kirke i forvejen er trængt af både nyreligiøse sekter, andre traditionelle religioner - og af dalende interesse for det religiøse.
Endnu har de stærke, meget konservative kardinaler i det katolske hierarkis top greb om magten i de katolske institutioner. Men det er et greb, der er ved at slækkes i takt med, at Johannes Paul II svækkes. Nye måder at tænke på og større åbenhed er igen ved at vinde indpas i dele af den katolske kirke, især i Asien og Afrika, og i nogen grad i Latinamerika, der rummer næsten halvdelen af verdens katolikker.

Men det er stadig de gamle mørkets og reaktionens mænd, der styrer de centrale dele af Vatikanet og kirken. Kardinal Joseph Ratzinger er den øverste ansvarlige for at sikre (den rette) tro inden for kirken. Det betyder, at han kan gennemføre undersøgelser og processer mod præster, biskopper, teologer og andre i den katolske kirke, hvis han og hans kontor mener, at de afviger fra, hvad der bør være den rette teologiske og trosmæssige linie.
Det fik befrielsesteologer som brasilianeren Leonardo Boff og peruaneren Gustavo Gutiérrez og den kritisk tyske teolog Hans Küng at mærke i 80'erne og 90'erne. Set med konservative øjne var det i høj grad Ratzingers fortjeneste, at de progressive tendenser i den katolske kirke blev standset.
Andre konservative kardinaler på centrale poster er Vatikanets magtfulde 'stats- og udenrigsminister', det vil sige egentlige daglige, politiske leder, italieneren Angelo Sodano, og chileneren Jorge Medina Esteves, som har ansvaret for, hvordan gudstjenester og sakramenter skal forvaltes. Medina blev berygtet for sin åbenlyst hadefulde holdning til befrielsesteologien. Den 3. august 1990, da det nyindførte demokrati efter næsten 17 års militærdiktatur under general Pinochet i Chile stadig var ved at finde sine ben, udtalte han:
"Demokrati betyder ikke automatisk, at Gud ønsker, at det bliver gennemført."
En af de mest magtfulde konservative kardinaler er colombianeren Alfonso López Trujillo, der er ansvarlig for det pavelige råd for familiepolitik.
Den italienske kardinal Pio Laghi, som er ansvarlig for det område, der kaldes katolsk uddannelse, er kendt som en varm tilhænger af de latinamerikanske militærdiktaturer. Han var pavelig nuntius (ambassadør) i Argentina under det seneste militærdiktatur (1976-83), som han støttede åbenlyst, selv efter at dets blodige overgreb blev kendt. I modsætning til de argentinske biskopper, der for nogle år siden offentligt stod frem og bad om tilgivelse for deres støtte til militærdiktaturet, har Laghi ladet forstå, at der intet er at fortryde.

Disse konservative kardinaler arbejder hektisk på at finde en egnet kandidat til at efterfølge Pave Johannes Paul II. Det er næppe sandsynligt, at det bliver én af de stærke kardinaler (selv om det selvfølgelig ikke kan udelukkes), fordi der også er tale om en hårfin magtbalance mellem dem. Det sandsynligste er, at de prøver at finde en kardinal, som er på linie med dem, og som de mener, de kan styre.
Nervøsiteten er voksende hos den konservative fløj, fordi stadig flere katolikker ytrer sig kritisk om Paven og Vatikanet.
Det gælder ikke kun biskopper og teologer, der i forvejen var kendt som kritiske, men også mere moderate folk som formanden for de tyske biskopper, Karl Lehmann, der den 10. januar brød et uudtalt tabu i Vatikanet og til den tyske radiostation Deutschlandsfunk med henvisning til "den tydelige Parkinsons syge" udtalte, at han var sikker på, at Paven vil træde tilbage, hvis han finder, at han ikke længere er i stand til at udføre sit arbejde forsvarligt. Problemet er ifølge Karl Lehmann:
"Men hvis Paven skulle træffe denne beslutning, så ved jeg ikke, om hans omgivelser og de, som råder ham, vil være enige."
Normalt er den katolske kirke i Tyskland ikke særlig kritisk eller åbenmundet i kontroversielle sager vedrørende kirkens indre anliggender. At en moderat biskop som Karl Lehmann offentligt peger på problemer med Pavens mulige tilbagetræden og hans omgivelsers - det vil sige den overvejende konservative Kurie - negative reaktion, mere end antyder, at der er ved at være lagt op til en åbenlys konflikt i den katolske kirke, når Johannes Paul II dør eller mod forventning træder tilbage.
En konflikt, som ikke kun handler om personer, men først og fremmest om kontrollen over Vatikanet, om politisk magt og om holdninger.
"Den polske paves autoritære styre gør, at man må frygte, at han selv og hans tilhængere vil gøre alt, hvad der er dem muligt for at finde den rette kandidat blandt deres egne - igen en, som er tæt på Opus Dei - ved at manipulere valgprocessen trods alle de legale forholdsregler der er taget," skrev den tyske teolog Hans Küng i et brev, som blev offentliggjort i italienske medier i starten af februar.

Deres problem bliver imidlertid at sikre sig tilslutning fra alle kardinalerne. Den katolske kirke er ikke længere et så fast sammentømret hierarki som for godt 21 år siden, da polske Karol Wojtyla overraskende blev valgt som den første ikke-italienske pave i flere hundrede år.
Dels er kirken især vokset uden for Europa, hvilket afspejler sig i, at der i dag er flere biskopper og kardinaler nogensinde af anden herkomst og hudfarve end hvid europæisk. Dels i at de gamle, konservative holdninger, som fastholdes af Vatikanets magtelite og dens støtter - især den økonomisk og politisk magtfulde lægdmandsorganisation Opus Dei - mister tilslutning i det meste af den katolske kirke.
Det afspejler sig for eksempel med al ønskelig tydelighed i Spanien, der gennem århundreder blev betragtet som det katolske land par excellence. Da diktatoren Francisco Franco døde i 1975 var rundt regnet 80 procent af alle spaniere aktive udøvere af katolicismen. I dag er det kun omkring 30 procent, og de tilhører fortrinsvis de ældre generationer.
Det samme billede tegner sig overalt. Den katolske kirke har ikke længere den samme magt over sind og hjerter. Og de steder, hvor den vinder frem, er det bl.a. takket være mere progressive præster, som er åbne over for de sociale og økonomiske problemer, folk har som følge af globalisering og nyliberalisme, og som ikke er blege for at tage parti.
Det sker ikke mindst i Afrika og Asien, hvor den katolske kirke ikke er så bundet af århundredegamle konventioner og sammenfletning med etablerede magtstrukturer.
Så hvem ved. Måske vil den katolske kirke blive splittet uanset, om Paven selv træder tilbage eller dør. Medmindre hele den gamle magtelite følger Paven i kloster, så nye koste kan komme til.
Og det gør den næppe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu