Læsetid: 2 min.

Trier har kurs mod Cannes

19. april 2000

Lars von Trier og dogmebror Kristian Levring skal repræsentere de danske farver ved årets filmfestival

I går blev det så offentliggjort: Lars von Triers 100 mio. kr. dyre film Dancer in the Dark om fattige europæiske immigranter i USA, er med i hovedkonkurrencen om guldpalmerne ved filmfestivalen i Cannes.
Sammen med Kristian Levrings Dogme 4: The King Is Alive, der er udtaget til sideserien Un Certain Regard, drager Triers stort anlagte musical, der har den islandske sangerinde Björk og franske Catherine Deneuve i hovedrollerne, til Frankrig i maj for at dyste om De Gyldne Palmer.
På et pressemøde tirsdag kunne de to instruktører og det stolte produktionsselskab bag begge film, Zentropa, overbringe det glade budskab.
"Jeg er glad for, at dogmevognen ruller videre," sagde Triers cigarrygende makker Peter Aalbæk Jensen om Levrings engelsksprogede dogmefilm, der er optaget i Namibias ørken med bl.a. den fremragende amerikanske skuespillerinde Jennifer Jason-Leigh i en hovedrolle.

En sikker vinder?
Producer Vibeke Windeløv var forståeligt nok i strålende humør over selskabets dobbeltdækker, mens det var ulige sværere at få en begejstret reaktion fra Lars von Trier, der for øjeblikket sidder og færdigmixer filmen.
"Det er ikke lige så sjovt som første gang, og den her film bliver nok solgt uden Cannes, men det er da dejligt alligevel. Og jeg har et godt forhold til Gilles Jacob," sagde Trier med henvisning til festivalens leder, som selv ringede for at forhøre sig, om Dancer in the Dark kunne nå at blive færdig til festivalen.

Favorit
Om Trier i år endelig vinder de guldpalmer, han har været så tæt på flere gange, og flere kommentatorer nu udnævner ham som favorit til, er op til festivalens jury, der bl.a. består af skuespillerne Kristin Scott Thomas og Jeremy Irons samt instruktørerne Jonathan Demme og Luc Besson, der også er juryens præ-sident.
Men som Trier formulerede det:
"Alle de gange, jeg har været sikker på at vinde, har jeg tabt - så mon ikke jeg bør være sikker på at tabe for at vinde."
Triers konkurrenter tæller bl.a. to svenskere, Liv Ullman med en filmatisering af et Bergman-manuskript og Roy Andersson, de amerikanske filmbrødre Joel og Ethan Coen med O Brother, Where Art Thou?, en gendigtning af Homers Odysséen, den engelske festivalveteran Ken Loach, den iranske minimalist Samira Makhmalbaf, der høstede danske anmelderroser for sin debutfilm Æblet, og Hong Kong-instruktøren Wong Kar-Wai (manden bag bl.a. Chungking Express).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her