Analyse
Læsetid: 4 min.

Tyske socialister i krise

19. april 2000

De tyske reformkommunister er i krise. Under et stormfuldt landsmøde meddelte både partiformanden og partiets stemmemagnet, at de trækker sig tilbage. Nu forestår en magtkamp mellem reformister, marxister og DDR-nostalgikere

Det skulle have været de østtyske reformkommunisters endegyldige indmarch i Vesten, da de besluttede at afholde deres landsmøde i den vesttyske - og katolske - by Münster; beviset på en lang, velgennemført march fra rollen som fortidens DDR-dæmon til fællestysk socialistparti.
Efter DDR's sammenbrud i 1989, lykkedes det SED (Det Socialistiske Enhedsparti) at springe med over i demokratiet som PDS (Partiet for Demokratisk Socialisme). Og siden da gik det hurtigt fremad. Som følge af de gamle partier - SPD's og CDU's - fallit i Østtyskland kombineret med spydspidsen Gregor Gysis oratoriske begavelse svang partiet sig selvsikkert over spærregrænsen på fem procent ved forbundsdagsvalget i 1998. Indtil da havde PDS kun kunnet redde sig gennem på grund af en valgteknisk undtagelsesbestemmelse.
Den næste ambition var at få reel indflydelse.
Inden forbundsdagsvalget i 2002 skal PDS være regeringsegnet, forkyndte Gregor Gysi, der fra 1990 til 93 var partiformand og siden har været gruppeformand i Forbundsdagen.
Efter landsmødet i Münster for knap to uger siden er den drøm skudt langt ud i fremtiden - hvis den ikke må opgives helt.

For at blive et regeringsegnet parti måtte PDS gøre op med en række af sine gamle dogmer, påpegede Gregor Gysi. Blandt dem var den afvisende holdning til FN's fredsbevarende aktioner. Hidtil har partiet afvist enhver militærintervention, men hvis PDS skulle have plads i en socialdemokratisk ledet regering måtte denne stopklods fjernes.
I god tid før landsmødet skrev han en appel til de ca. 100.000 partimedlemmer, hvori han opfordrede dem til endelig at se kendsgerningerne i øjnene og forberede sig på et samarbejde med SPD.
"Vi står foran valget mellem at bekende os til realiteterne i Tyskland og Europa, eller at ideologisere og skabe vor egen indbildte verden, som gør os til et fremmedelement," skrev han.
Hvis ikke hans linje vandt, truede han med at træde tilbage.
Forslaget om at støtte FN-indsatser faldt, og Gregor Gysi gjorde alvor af truslen. Til efteråret vil han ikke søge genvalg til posten som gruppeformand og 2002 forlader han politik. De evige slagsmål i partiet kan den 52-årige sagtens undvære, i stedet vil han koncentrere sig om sin advokatgerning og familielivet.
Også partiets formand, Lothar Bisky, valgte at meddele sin snarlige afgang under landsmødet. Dermed har partiet ikke alene mistet sine to vigtigste profiler, der er også åbnet for en diskussion om, hvad PDS for fremtiden skal stå for.

Modstanden mod Gregor Gysis reform-fløj kom fra flere lejre. I offentligheden har især to højtråbende kommunistiske sekter konstant udfordret ham - i Øst var det Kommunistisk Platform med bl.a.
Sarah Wagenknecht, i Vest Marxistisk Forum med bla. Sylvia-Yvonne Kaufmann, der beskyldte reformfløjen for tilpasning og magtbegær. De krævede en ren marxistisk linje.
"Et mindretal i PDS misbruger deres rettigheder til at tyrannisere og dominere flertallets ønsker," kommenterede Gregor Gysi, der ikke mener, at de to sekters medlemmer har forstået deres Karl Marx.
Men den egentlige, passive modstand kommer fra partiets egen basis. Af de 100.000 partimedlemmer kommer omkring 90 procent oprindeligt fra SED.
De har med stigende skepsis set, hvordan Gregor Gysi lagde afstand til DDR-tiden, men de tolererede ham, fordi han kunne vinde stemmer. Så længe det gik godt, så SED-fløjen ingen grund til at stille sig i vejen for ham, men efter det fantastiske valgresultat i 1998 har de ment, at partiet nu kunne tillade sig at sætte ham på plads.
I Münster lykkedes det - på trods af indbyrdes uenigheder - de tre grupper at gøre fælles sag, men at reaktionen ville være så hård fra Gregor Gysis side, kom bag på dem.
Sylvia-Yvonne Kaufmann var ganske forstenet, da hun fik beskeden:
"Tro mig, det handler ikke om personer," sagde hun.
Indtil da regnede Marxistisk Forum med, at Gregor Gysi ville lade det blive ved truslen. "Han elsker politik for meget til at gå," forsikrede man hinanden.

Efter landsmødet i Münster vågner PDS op til de barske realiteter: Den øverste ledelse går, og stemmemagneten er væk . Værst er det dog, at det politiske koncept også er brudt sammen. Ingen kan sige, hvor stærkt reform-fløjen står, hvor dybe de nye demokratiske værdier er - det skal en magtkamp først afgøre, og under denne proces kan partiet kun miste troværdighed og risikere at ende som marginaliseret og ubetydelig.
Koalitionen mellem DDR-nostalgikerne og de marxistiske sekter vil ikke holde. Marxistisk Forum har f.eks. kun hånlatter tilovers for SED-folkenes påstand om, at de ved, hvordan socialisme skal indrettes.
I det vestlige Tyskland får krisen i PDS ikke den store betydning.
Selv om partiet hævder at være fællestysk, har det ikke klaret spærregrænsen i nogen vestlig valgkreds. Og af de 100.000 medlemmer bor blot 2.000 i Vest - det svarer til medlemstallet i Rostocks PDS-afdeling.
I det tidligere DDR, hvor partiet står yderst stærkt, har en ny modstander meldt sig: CDU's nye partiformand Angela Merkel er vokset op i Østtyskland og kan ende med at overtage Gregor Gysis rolle som østtysk identifikationsfigur.
Og for de reformkommunister, der ønsker en tilnærmelse til socialdemokraterne, tilbyder SPD den ægte vare. Ifølge generalsekretær Franz Müntefering vil SPD målrettet forsøge at kapre PDS-vælgere.
"Partikongressen understregede, at partiets forsøg på at blive et demokratisk og regeringsdueligt parti er mislykkedes," bedømte han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her