Læsetid: 4 min.

Uden at se sig tilbage

28. april 2000

Lou Reed beviste i Berlin onsdag aften, at alder ikke længere spiller nogen rolle inden for rocken

Koncert
Så hvad var der af overraskelser til Lou Reed-koncerten i Columibia Halle nær Tempelhof i Berlin onsdag aften? Tja, det er jo ikke længere nogen overraskelse, at koncerten startede til tiden med militaristisk præcision, eller at seancen varede langt over to timer. Det var heller ikke specielt overraskende, at såvel solist som backingband var i afslappet topform, eller at lyden var excellent fra start til slut. Ej heller kunne det vel chokere nogen, at Lou Reed ikke mælede et ord mellem numrene, omend han til allerallersidst i forløbet mumlede noget, der måske kunne tolkes som "Danke Schön." Så den største - og måske eneste - overraskelse var ved selvsyn at konstatere, at Reed er begyndt at ryge igen. At dømme ud fra aftenens koncert var det vist også på tide.
Med mindre selvfølgelig at man vil begynde at overraskes over, at en 55-årig tilsyneladende fremstår mere tændt og vedkommende end de fleste testosteron-struttende nybegynderbands med en gennemsnitsalder på under halvdelen af Reeds.

Primitivt geni
Aftenens fokus lå fra starten på dette års album, det stærke og personlige Ecstasy, hvor Reed tackler såvel personlige som almene problemstillinger med fornyet energi og bid. Godt halvdelen af de små tyve numre, der blev diverteret med, stammede fra denne rige kilde - og flere af dem overgik ubesværet pladeversionerne. Derudover trak Reed primært på sine fire foregående albums, og kun i de to ekstranumre kiggede han sig for alvor tilbage. Og at det mest var en formsag, vidnede den rutineprægede aflevering af signatursangen "Sweet Jane" om - men så må det i samme åndedrag nævnes, at en anden gammel kending, "Vicious", koncertens allersidste sang, var omarrangeret til en slags dronende soulbluesballade, der kun havde teksten til fælles med forlægget.
At Lou Reed musikalsk set er et af rockens store primitive genier er hævet over enhver tvivl - få formår som ham fortsat at vride nyt materiale ud af de allersimpleste byggeklodser: Tre, måske fire, højst fem akkorder, en 'litterær' tilgang til tekstskrivningen, en distinkt anti-stemme og det klassiske line-up, to el-guitarer, el-bas og trommer. Ved at satse maksimalt på disse basale virkemidler lykkes det igen og igen Reed at frembringe mindeværdige kompositioner, der ikke minder meget om de klassiske singer-songwriter-positioner, men snarere fremstår som unikke lydskulpturer, alle variationer over den samme model.
Med sit nuværende band er det lykkes ham at forfine formen til noget nær det perfekte; tricket er at erstatte det musikalsk komplekse med en mesterlig udnyttelse af dynamik. En metode, som skamrides lidt ind i mellem - såvel "Mystic Child" som "Mad" kunne snildt have varet halvt så længe som tilfældet var - på samme måde som Reeds forkærlighed for sustain-drevne soli måske ikke er lige charmerende hver gang. Men det er småting sammenlignet med et usvigeligt stærkt helhedsindtryk med ensemblespil og tekst i centrum.

Høj standard siden 1989
Selv om Reeds karriere periodevis har været præget af rådvildhed og metaltræthed, har han holdt en høj standard siden albummet New York i 1989. De i alt fem albums, det er blevet til siden, hører alle til i den bedre ende af hans produktion, og det giver god mening at betragte dem som det sted, hvor karrieren for alvor revitaliseredes; Lou Reed har lært at skære ind til benet, og han udviser absolut ingen berøringsangst over for hverken det personlige eller sin samtid. Hvad enten det er kærlighed, alder, social skævvridning, kønsroller, længsel, det politiske cirkus eller det psykiske overdrev, der skildres, sker det med kirurgisk præcision og med et minimum af store armbevægelser.
Koncerten bølgede mellem hårrejsende elektriske udladninger - domineret af begavet samspil mellem Reed og den trofaste Mike Rathkes gnistrende guitarer, med vægten lagt på det rytmiske, sine steder ikke helt ulig Keith Richards og Ron Wood på en god aften - og subtile og vellykkede ballader, der hver især betegnede et lille højdepunkt.
Numre som "Turnning Time Around", "Rock Minuet", "Ecstasy", "That Shot" og "Tatters" viste alle Reed fra hans mest forfinede og udtryksfulde side, med en uforlignelig evne til at veksle mellem det stille og det stormfulde, mens elektriciteten svirrede gennem luften på primale udladninger som "Paranoia In The Key Of E", "Modern Dance" og "Ecstasy", og det hele gik op i en højere hvidglødende enhed på "Set The Twilight Reeling" og "The Blue Mask".
Ensemblets solistiske viste sig at være Fernando Saunders, der alternerede mellem el-bas, gulvbas og elektrisk cello. Han har været med Reed i snart tyve år, og han er blevet bedre og bedre til at underlægge sig solisten uden helt at slippe sin jazzbaggrund. Under, over og rundt om det hele lå indpiskeren Tony "Thunder" Smith, en gudsbenådet trommeslager, som i dén grad levede op til sit tilnavn!
Kort sagt - en sublim aften i selskab med en af rockens aldrende mestre, som ikke udviser tegn på svækket kreativitet eller musikalsk vilje, som nægter at slække på kvalitetskontrol og selvdisciplin, og i det hele taget fortsat er en inspiration på en scene.

*Lou Reed m/ band, Columbia Halle, Berlin, onsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her