25 år efter at det kommunistiske styre samlede Vietnam, er der ikke kimen til en opposition. Landets få systemkritikere overvåges tæt af myndighederne
Ytringsfrihed
HO CHI MINH-BYEN - Huset gemmer sig i bunden af et lille, omhyggeligt overvåget stræde lidt væk fra det mylder af knallerter, der til stadighed fylder gaderne i Ho Chi Minh-byen, det tidligere Saigon. Uden på sidder en anløben plade med indskriften: Dr. Nguyen Dan Que, lægekonsultation.
Men det er længe siden, lægen har praktiseret. Den lille mand med de livlige øjne, der åbner gitterlågen med raske bevægelser, har tilbragt størstedelen af de sidste 20 år i det kommunistiske regimes genopdragelseslejre.
Nguyen Dan Que er en af landets mest aktive systemkritikere. Som det eneste vietnamesiske medlem af Amnesty International er han to gange blevet dømt for "forsøg på at omstyrte regeringen". Først i september 1998 blev han løsladt efter pres fra det internationale samfund.
Men rebellen er langtfra tæmmet. Over en kop kinesisk te i dagligstuen, som er udsmykket med træsnit og lakarbejder besat med perlemor, fortæller den 58-årige mand med det nærmest sky væsen om sin modstand mod et regime, der er "inkompetent og korrupt, ude af stand til at møde de udfordringer, Vietnam står over for i dag."
"Dag og nat følger fire medlemmer af det hemmelige politi alle mine bevægelser. Men jeg overgiver mig aldrig, jeg fortsætter mit arbejde trods alle vanskeligheder," fastslår han med en håndbevægelse over mod nabohuset.
Ledelsen er snu
Hans 'arbejde' består i højt og tydeligt at fortælle, at frihed i Vietnam kun eksisterer på papiret, og at de kommunistiske ledere ikke tolererer folk af en anden mening - kort sagt i at kritisere det, han kalder "den reaktionære klike i politbureauet".
Med sine politisk-filosofiske teorier virker Nguyen Dan Que ved første blik harmløs. Men det skal man ikke lade sig narre af: Han er en af den halve snes systemkritikere, der overvåges tættest af myndighederne.
Et kvart århundrede efter at styret samlede "det vietnamesiske ågs to kurve" under ét, har ingen organiseret opposition set dagens lys - ikke engang kimen til en politisk bevægelse som den, der findes i Kina.
"De vietnamesiske ledere er meget snu. De forstår at tilpasse sig. For tiden lader de, som om de fører en åben politik. De arresterer ikke systemkritikerne, men nøjes med at isolere dem," forklarer Thai Dinh, der er ekspert i vietnamesisk politik.
De agenter fra det frygtede sikkerhedspoliti, der opholder sig omkring regimemodstandernes huse, afskrækker andre fra at besøge dem.
"Mine venner er bange for at komme her. De vil ikke gøre sig bemærket over for de politifolk, der snuser rundt i kirken," siger præsten Chan Tin, en dynamisk 80-årig oppositionel, der ser ud til at være 20 år yngre.
Brutale metoder
Regimets kritikere bliver til stadighed udspioneret og forhindret i at mødes. For to år siden forsøgte Nguyen Dan Que forgæves at oprette en lokal menneskeretsorganisation sammen med tidligere medfanger. Selv elektronisk post filtreres ved hjælp af et afsøgningssystem, der sørger for, at meddelelser med ordet 'menneskerettigheder' standses.
Metoderne kan ind imellem være brutale. I januar 1998 blev Chan Tin og en anden systemkritiker, Nguyen Ngoc Lan, udsat for et overfald, da de i bil ville køre til en vens begravelse. Tre politibetjente, der befandt sig på 'ulykkesstedet', fortrak ikke en mine, selv om den 70-årige Nguyen Ngoc Lan blev alvorligt kvæstet.
Denne form for intimidering fremkalder en diffus frygt, som afholder selv de mest skeptiske over for regimet fra åbent at formulere deres kritik.
"Man kan tale om alt - sociale forhold, økonomi, kunst. Men politik er tabu. Væggene har ører," siger en journalist, mens han fra sin taburet skæver til kvinden, der sælger nudelsuppe.
De hundredetusinder af turister i Ho Chi Minh-byen og Hanoi bemærker næppe den spændte atmosfære, som formentlig kun berører et beskedent antal mennesker.
"De fleste vietnamesere er tilfredse med det nuværende regime. De glæder sig over de økonomiske forbedringer. Ifølge vores kongfuzianske tradition var kongen enevældig, himlens søn. Vietnameserne er vant til diktatur," indrømmer Chan Tin.
Den nye generation
De bondeopstande, der periodisk har rystet landområderne i de senere år, har ikke haft som mål at indføre demokrati: De er en spontan reaktion mod beslaglæggelse af jord og lokale embedsmænds skamløse korruption.
Ingen i Ho Chi Minh-byen ønsker eller tror på en revolution. Man forestiller sig snarere en langsom reform af systemet indefra.
"De børn af partifunktionærer, der studerer i Europa eller USA, ser noget andet end et kommunistisk regime. De vender hjem med en anden måde at tænke på. Her kan man ikke tænke; der er snævne rammer for alt," siger Chan Tin.
I private samtaler erkender nogle kommunistiske ledere behovet for politiske reformer, især hvad angår ytringsfriheden, men de indrømmer, at de er fanger af systemet eller bare ønsker at bevare familiens levefod.
"Ingen i Vietnam, selv ikke (ministerpræsident) Phan Van Khai, tror længere på kommunismen, men de bruger den til at skaffe sig magt og rigdom," siger en iagttager.
Der er intet, kommunistpartiets ledere frygter mere end afvigende meninger i deres egen kreds. Derfor farer de hårdt frem mod gamle kammerater, der er gået over til oppositionen, som f.eks. den tidligere kulturminister, general Tran Do.
De har et ord for den stilstand, der har fået de økonomiske reformer til at gå i stå: fredelig evolution. "Men det er umuligt at standse historien med administrative reformer," mener Chan Tin.
©2000 Libération & Information.
Oversat af Birgit Ibsen.
