I Bøgelunde på Sydsjælland bor Vagn med sin kone. Han føler sig magtesløs over den danske tolerance og blødsødenhed
Pias danskere
Fra sit vindue har han udsigt til et sofastykke.
Brune forårsmarker og spædt grønne buske. Campingvognen, som han og konen har købt til de årlige ferier i stedet for lystbåden er parkeret på den anden side af hækken. I horisonten glimter en smal stribe kyst i solens stråler.
Huset er hvidt og ligger i udkanten af Bøgelunde, som man kører igennem på vej fra Skælskør til Næstved. Foran garagen holder en rød japaner. Nypudset og velkørt som græsplænen. Indenfor, hvor Vagn Lauerfeldt stolt viser rundt, har familien selv bygget om, så huset er blevet lige, så det passer dem.
Stilheden i den store stue står godt til sofastykket.
Det eneste, der forstyrrer roen, er faktisk Vagn selv.
"Jeg ved godt, at jeg taler meget," siger han og ler buldrende. "I må selv sørge for at holde ham til emnerne," får Vagns kone Kirsten skudt ind, da vi har sat os i stuen til kaffe og hjemmebagte boller med smør.
Man er magtesløs
"Vi har det sgu' så godt, lillemor og jeg. Siden jeg gik på efterløn, har vi haft tre dejlige år sammen. Men der er altså noget ravruskende galt i Danmark i dag," siger Vagn.
Og han er fyldt med eksempler. Ethvert spørgsmål besvarer han med et nyt.
Hvorfor indretter man narkofrie afdelinger i fængsler. Det er vel meningen, at alle afdelinger skal være narkofrie? Hvorfor lave noget så blødsødent som fartnedsættende bump på vejene, så buschaufførerne får ødelagt ryggen? I stedet skulle kørekortet tages allerede efter første fartbøde.
Og hvorfor skal ens gamle mor vente 22 måneder på et høreapparat. Man har da aldrig hørt om, at det tog så lang tid, før en flygtning kunne blive kørt fra grænsen og op til Sandholmlejren.
Nej, verden i dag hænger ikke logisk sammen for Vagn.
Derfor har han meldt sig ind i Dansk Folkeparti. Den dag Pia Kjærsgaard blev overfaldet på Nørrebro i København gjorde udslaget. Hun siger det, mange folk tænker, mener Vagn Lauerfeldt. "Et helt liv har vi været godt tilpas, har plejet vores og forsøgt at overholde reglerne. Men man er så magtesløs. Alt bliver tolereret," siger han, og et øjeblik synker den store krop sammen i lænestolen.
For to år siden var Vagn Lauerfeldt med til at starte en lokalforening i Skælskør. I dag har den 26 medlemmer.
Tørklæder overalt
Vagn Lauerfeldt har arbejdet mange år som tekniker i flyvevåbnet og boede flere steder i Københavnsområdet. For nogle år siden vendte han tilbage til sin fødeegn. Det er Vagns verden. Her er han født og opvokset. Hans morfar var el-installatør i den lille by, og Vangs far var bundgarnsfisker i Bisserup, et lille idyllisk fiskerleje ved fjorden.
"Det er en dejlig egn. Her er så smukt", siger Vagn.
I halvfjerdserne kom der en snes vietnamesiske bådflygtninge til Skælskør. Flere af de unge flygtninge kom i lære eller tog en uddannelse på egnen. En del bor her stadig. Det nedlagte sygehus blev en kort overgang brugt som flygtningecenter. Men flygtninge og indvandrere har ikke givet anledning til de store gnidninger, husker den tidligere borgmester Johannes Lyshjelm.
Den eneste kvinde med tørklæde i området er hende, de har ansat på kommunekontoret. Så hvorfor er Vagn så bekymret?
"Jeg synes ikke, det er Danmark mere. Islam og muhammedanere, det hører jo ikke hjemme i Danmark. Og de er også blevet flere. Tag ind til Bilka i Slagelse. Der er tørklæder overalt. Men det har ikke noget med race at gøre," siger Vagn.
"Du kan lige så godt sige, at det er på grund af religionen," bryder Kirsten ind. "Selv om du ikke er medlem af folkekirken. Jeg går imod dem, fordi de går imod vores religion."
Men egentlig føler Vagn og Kirsten ikke, at det er deres egen tilværelse, der er under pres fra en fremmed kultur.
"De bliver jo ikke et flertal i vores tid, så de pludselig kan bestemme, at vi alle skal vende hovedet mod Mekka seks gange i døgnet," siger Vagn.
Men børnene og børnebørnene, de skal have mulighed for en tilværelse, der bygger på danske værdier og traditioner.
- Er jeres børn bekymrede for, at muslimerne skal overtage Danmark?
"Nej, nok ikke så meget som os. De giver ihvertfald ikke udtryk for det," siger Kirsten.
Vagn beskriver sig selv som et impulsivt og udadvendt menneske. Han er bestemt ikke en af dem, der sidder og venter på, at livet går forbi. Han synes, det er dejligt med fremmede mennesker og er ivrig walkietalkie-mand med kontakt til en ingeniør i Johannesburg og lastbilchauffører i USA. Men de, der kommer til Danmark, skal være og leve dansk.
- Dansk Folkeparti mener ikke, at vi skal bruge penge på integration. Hvorfor ikke, hvis det hjælper folk til at finde en plads i den danske kultur?
"Jeg er modstander af det, når folk ikke vil være danske. De skal leve på vores måde og flytte ud blandt danskere. Ikke lære at tale serbokroatisk og urdo. Jeg synes, man bruger flere penge på dem end almindelige danskere. Som nu det med min mors høreapparat."
Vagn rejser sig resolut og henter Danidas årsberetning: "Og se her, der er jo næsten ikke et land, der ikke får noget," tordner han.
"Jeg tror ikke, de flygtninge, der kommer til Danmark, er i nød. Dengang vi havde behov for at flygte her i Danmark, så flygtede vi til Sverige og England. Vi har ikke hørt om nogen, der flygtede om på den anden side af jorden.
I dag kommer de helt nede fra Sri Lanka, og så kan de rejse hjem to år efter på ferie."
Vagn siger, at han da godt er klar over, at Dansk Folkeparti ikke kan klare alle problemerne. Men Kjærsgaard og Thulesen Dahl forstår at snakke og præsentere sig.
Vagn har aldrig tidligere beskæftiget sig aktivt med politik og har givet sin stemme til lidt af hvert. Retsforbundet, Fremskridtspartiet og CD. Men nu har Vagn fået en kanal til omverdenen, hvor magtesløsheden kan få luft:
"Alle dem, der bare sætter deres kryds, de viser ikke noget som helst. Som medlemmer af Dansk Folkeparti viser vi, at vi sympatiserer. Jo flere medlemmer, der kommer, jo bedre, for så er der flere, der tør stå frem."
Pludselig lytter de
Vagn føler, at den stigende tilslutning til Dansk Folkepartis har betydet, at politikerne inde på Christiansborg pludselig er begyndt at lytte til folk af hans slags.
"Der er ganske få, der holder landet i gang, og det er os, der laver ting, som kan sælges til udlandet," siger Vagn. I modsætning til dem, der har poster i alle mulige råd og udnævn. De er jo ikke valgt af folket, påpeger han.
"I Etisk Råd sidder nogle bedrevidende overklasseløg og udtaler sig om ting, der vedrører danskerne uden at spørge almindelige mennesker."
Det er det samme med det multikulturelle samfund.
"Hvis de bare havde spurgt os. Lavet en folkeafstemning: Vil I have et multikulturelt samfund." Vagn tøver.
"Jeg skulle måske også være revnende ligeglade med de muslimer. Men jeg ser altså rødt, når jeg får øje på et tørklæde," siger han.
*De foregående artikler i serien blev bragt den 14. og 15. april. Serien fortsætter.
