Læsetid: 3 min.

Ved fiktionens rødder

11. april 2000

Der venter Peter Adolphsens nye små historier en glorværdig fremtid. Hans tekster forener tankens klarhed med humorens lethed, og hvad der nok er vigtigst: de overrasker konstant

Ny bog
Vi plejer jo at hævde - når vi vil lovprise Litteraturen - at et rigtig godt digt kan rumme større udfordringer til læserne end en hel murstensroman. Det samme må velsagtens gælde for en fermt konstrueret ultrakort filosofisk fortælling: den kan ved nærmere granskning vise sig af større lødighed end det meste af en gennemsnitlig boghøst.
Udstrækning og indflydelse nægter at følges ad. Tænk f.eks. på et 'lille' lyrisk forfatterskab som Inger Chistensens, eller på dén kolossale effekt, som Peter Seebergs sene prosa skulle få, trods sit begrænsede omfang.

Kan læses igen og igen
Blandt sidstnævntes mange yngre disciple har Peter Adolphsen (f. 1972) med kun to bind ultrakort prosa frembragt et vægtigt forfatterskab. Debutbogen Små historier fra 1996 har allerede vist sig forbavsende slidstærk. Hans næste stak, der udsendes nu, tør man nok spå en lignende lykkelig fremtid.
Der er nemlig det ved Adolphsen, at han kan læses igen og igen uden at miste sin virkning. Det første bind små historier holdt til at blive læst op, og til at blive analyseret, ja de blev endnu bedre derved. Størsteparten af dem tålte sågar sammenligning med læremestrene, nemlig, foruden Seeberg, Højholt, Kafka og Borges.
Om sin debutbog har Peter Adolphsen efter sigende udtalt, at han ikke opfatter den som en novellesamling, men snarere som en totalroman. Ambitionen gik nemlig ud på at afprøve og vise en mangfoldighed af sideordnede episke muligheder og dermed på encyklopædisk vis fremstille det uspecifikt menneskelige i en form, der opfattet tekst for tekst var æstetisk fuldendt og maksimalt stram.

Elegance og præcision
Også i Små historier 2 udfolder forfatteren en flot, bred vifte af litterære former. Der er fabler og eventyr, afhandlinger og rapporter, krønike og pastiche. Der ses parodier og aforismer, erindringsstykker og fremtidsvisioner, historier for børn samt readymades, f.eks. en ordliste (taget fra bogen Nye ord i dansk 1955-75) over moderne fænomener, der begynder med h.
Uanset hvilken form han vælger, virker Adolphsen altid i form, derved at han vejer ordene med milligrammatisk præcision og føjer sine sætninger med underfundig elegance. Hans tekster forener tankens klarhed med humorens lethed, og hvad der nok er vigtigst: de overrasker konstant. Selv når han er pjanket, er han samtidig viis, og man kan aldrig forudse, hvad der venter bag næste punktum.
Med mesterstykker som Seebergpastichen "Kaffe", afhandlingen om "Den perfekte tekst" og konceptet "Rytterstatuen. Opskrift på en skulptur" demonstrerer han sin originalitet og kandiderer kraftigt til en titel som Seriøseste Grinebider eller Højest Fnisende Filosof.
Man tør spå disse historier en glorværdig fremtid som stof til selskabelig underholdning, men også som genstande for mange højpandede specialer, umiddelbart charmerende og indbydende som de jo er, midt i al deres meta-litterære intellektualitet.

Rusmidlet der forsvandt
En af de længere tekster handler om et nu uddødt hallucinogen, som for 1000 år siden blev opdaget i Nordafrika. Det drejede sig om en lille ørkenplante, hvis pælerod rummede psykoaktivt stof med omtrent samme virkning som psilocybin-svampe, dog med den ikke uvæsentlige forskel, at hallucinationerne opstod i form af tanker og følelser og kun i mindre grad som visuelle, taktile eller auditive oplevelser.
Roden havde imidlertid den alvorlige bivirkning, at man efter regelmæssig indtagelse fik hvide pletter på hornhinden og til sidst blev aldeles blind. Et totalforbud blev udstedt, lagrene brændt og alle tilbageværende planter revet op - ved roden.
Adolphsen tilføjer, at den hallucinerende virkning på arabisk betegnedes ved en glose, der på dansk betyder 'koncentration' eller 'samling', altså det modsatte af trip, der jo dækker en transport fra ét sted til et andet. Herfra er skridtet følgelig kort til ubeskedent at foreslå planten opkaldt efter en yngre danske forfatter, der netop går radikalt til værks, dvs. starter ved selveste fiktionskunstens rødder.
Jo, Peter Adolphsen formår at henrykke sin læser og samle al vor opmærksomhed. Han gør sin læsere klogere på digtningens muligheder, han evner for en tid at få én til at stirre sig blind på et punkt, hvor følelse og tanke står koncentreret. Bagefter løfter man blikket og konstaterer lettet, at man ikke har tabt sit syn, men tværtimod har fået det skærpet.

*Peter Adolphsen: Små historier 2. 85 s., 168 kr. Samleren. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu