Læsetid: 4 min.

Ved fuld bevidsthed

13. april 2000

George Berkeleys 300 år gamle øretæver til ideen om en virkelighed uden for bevidstheden pirrer stadig

Filosofi
En forudsætning for at være en betydelig tænker er at sige sin samtid imod. Den irske filosof George Berkeley er et godt eksempel:
Det var kun en snes år efter Newtons Principia, mens verden endnu begejstres over den nye naturvidenskab og dens 'objektive' erkendelsesideal. Intet synes mere sikkert, end at den virkelige virkelighed er en størrelse hinsides sansningen, der - evig, uskabt, og fuld af sære matematiske 'kræfter' - kan mere end blot gå Gud i bedene.
Men så vendte Berkeley den moderne filosofis våben mod den selv og viste, at den i sin konsekvens indebærer, at den virkelige virkelighed netop er den sansede.
I enfoldige filosofihistorier kan man læse, at Berkeley var 'idealist' - måske endda 'subjektiv' idealist - og fornægtede al anden virkelighed end sin egen bevidsthed. En genudgivelse på dansk af Principperne for den menneskelige erkendelse fra 1710 gør det nu atter muligt for enhver at overbevise sig om, hvor forkert dette er.
Berkeleys angreb på Descartes' og Newtons metafysik retter sig mod to kardinalpunkter: for det første forestillingen om "abstrakte ideer", for det andet forestillingen om en absolut objektivitet hinsides enhver sansning.
De to punkter hænger i øvrigt sammen; for som Berkeley skriver: Hvilken abstraktion kan være større end den at ville hævde eksistensen af et 'noget' løsrevet fra enhver opfattelse af det?

Der er intet 'udenfor'
Men de abstrakte ideer er en misforståelse, ifølge Berkeley, af de tegn, som videnskaben bruger:
At geometrien kan tale om en trekant i almindelighed, betyder, at den kan føre et argument, der f.eks. ser bort fra, om trekanten er retvinklet eller ej; men det betyder ikke, at geometeren har en forestilling om en trekant, der på én gang er retvinklet og ikke-retvinklet, eller ingen af delene.
Som en Husserl 200 år før tiden, opfordrer Berkeley til, at vi i filosofien går tilbage til de forestillinger, vi faktisk har, og betragter dem "blottede og nøgne", så vidt muligt uden om den konventionelle sprogbrugs plovfurer.
Og herunder da frem for alt fordommen om en virkelighed 'uden for' bevidstheden. Hvad mennesket - det være sig med eller uden videnskab - har erfaring for, er at visse forestillinger kan ændres af bevidsthedens egen vilje, mens visse andre (de fleste, vil de fleste sige) ikke kan. De første kalder vi da 'indre' eller 'uvirkelige' (fantasier og drømme), de sidste 'ydre' eller 'virkelige'.

En lyd er en lyd
Meget vel, siger Berkeley; men det må ikke forlede os til at tro, at de sidste findes 'uden for' bevidstheden: Jeg har en idé om rødhed knyttet til æblet; men denne idé er ikke - som empiristerne troede - et 'aftryk' af noget 'uden for' bevidstheden. Æblet består derfor heller ikke 'i virkeligheden' af en abstrakt, farveløs 'substans', der i anden omgang 'har' den farve som sanses. Æblet er rødt, simpelthen. Og denne sansede virkelighed er virkeligheden.
Dermed hiver Berkeley tæppet væk under den moderne objektivisme, der tror at have adgang til noget hinsides sansningen. Noget sådant findes ikke.
Man kan forestille sig en lyd, der ikke høres, men ikke en lyd, der 'i virkeligheden' er noget andet end den lyd, der høres.
Med særligt henblik på Descartes præciserer Berkeley, at dette også gælder de såkaldte "primære" sansekvaliteter, dvs. de som kan behandles matematisk (rumlig udstrækning etc.), og som Descartes derfor anså for 'mere' objektive end f.eks. farve og smag.

En narrehue på spil
Heller ikke disse kan tænkes givet 'uden for' bevidstheden, hvis da ikke filosofien skal falde tilbage i - ja, en idealisme, der tror at kunne konstruere en 'mere' virkelig virkelighed 'bag ved' den sansede.
For en vis aktuel tendens på danske universiteter, der tror for første gang at have opdaget, at 'virkeligheden findes', er Berkeley blot én i filosofihistoriens lange kavalkade af galninge, som skulle have hævdet det modsatte.
Vi udlover hermed en gratis narrehue til enhver, der kan finde ét sted i denne bog, hvor Berkeley siger, at virkeligheden ikke eksisterer!
Det drejer sig om noget ganske andet, nemlig om hvorledes virkeligheden findes, eller filosofisk udtrykt: om virkelighedens væsen.

Uopdyrket felt
Når Berkeley siger, at der ikke findes virkelighed uden for bevidstheden, mener han dermed naturligvis ikke, at der ikke findes noget uden for hans eget hoved!
Ingen filosof har været 'solipsist' i denne tåbelige forstand: Først i vor fremskredne tid har vi omsider fået rigtige solipsister - nemlig den type, der er i stand til at overskue 2.500 års vestlig tænkning, ikke forstå noget af den, og derpå i fuld alvor erklære: "Ingen før Mig har fattet noget!"
Oversætteren har forsynet Berkeleys afhandling med et traditionelt filosofihistorisk forord, der nævner de umiddelbare historiske forudsætninger, og det er selvfølgelig udmærket. Men, det man gerne ville vide mere om, er, hvorfor netop Berkeley tænker og skriver, som han gør. Hvori består f.eks nærmere den 'irske forbindelse' mellem Berkeleys virkelighed-for-bevidstheden, for en sjæl, der "altid tænker", og en anden irers, James Joyces, stream of consciousness?
Her ligger et - i hvert fald herhjemme - uopdyrket forskningsfelt, der påkalder sig væsentligt større interesse end de fagfilosofiske pindehuggerier om 'objektiviteten', som filosofien - som Berkeley så rigtigt påpeger - må lægge bag sig én gang for alle, hvis den igen skal kunne være sig selv bekendt.

nGeorge Berkeley: Principperne for den menneskelige erkendelse. Oversættelse og indledning ved Harald v. Hielmcrone. 120 s. 175 kr. Det lille Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her