Læsetid: 5 min.

'En venskabspagt forseglet i blod'

27. april 2000

EU omfavner nu Putin i realpolitikkens navn. Men det er en fejl at tro, at det er realisme at acceptere opbygningen af en terrormagt i Rusland, siger den franske filosof André Glucksmann

BRUXELLES - "Der er ikke én politisk leder i EU, der har klarsyn nok til at se, at Putin er ved at lade jerntæppet falde igen. Når en stærk mand i Kreml beslutter, at alt er tilladt på hans territorium, skærer han igen Europa i to. Denne gang er det blot lidt længere mod øst," konstaterer den franske filosof André Glucksmann med den rolige harme, der er blevet hans kendemærke. Han har gennem det sidste årti stædigt protesteret mod Vestens passivitet over for både Milosevic' blodige udskejelser i Eks-Jugoslavien, og mod Ruslands krig i Tjetjenien. Sammen med en gruppe europæiske intellektuelle har Glucksmann netop underskrevet manifestet En rædsel hjemsøger Europa, der er optrykt på forsiden af dagens avis.
I en samtale med Information uddyber Glucksmann sin bekymring over den skæbnesvangre skole, han mener, EU danner ved at lade krigen i Tjetjenien passere efter lidt kritik, og en håndfuld bløde sanktioner.
- Hvad håber De at kunne opnå med et manifest nu. Er katastrofen ikke allerede sket?
"Det er sandt, at det er meget sent, men det, der skete i Grosnij, fortsætter nu i Tjetjeniens sydlige byer, der bliver bombarderet dag og nat. Det foregår efter samme princip. Man undgår kampe mand til mand ved at tæppebombe. Jo længere krigen varer, jo mere får den karakter af en udryddelseskrig. Derfor er det aldrig for sent at reagere. Hvis en underskrift kan redde blot ét barn, så er det nok. I øvrigt er det ikke det første manifest mod krigen. Det nye er de øjeblikkelige reaktioner fra intellektuelle fra Polen til Italien på både venstre og højrefløjen, der alle deler følelsen af indignation og skam."
- EU-landene fordømte på Helsinki-topmødet i december Ruslands overdrevne brug af magt, og har gentaget kritikken flere gange siden. Men samtidig rejser en EU-delegation ledet af den udenrigspolitiske repræsentant Javier Solana til Moskva for at etablere langsigtede relationer til Putin. Hvordan hænger det sammen?
"Man ser ikke farene ved Putin. Det, EU nu laver med Moskva er en venskabspagt forseglet i blod. Det er en surreel realisme mellem de store, hvor man ofrer de små efter devisen: I gør, hvad I vil i Kosovo, mens vi tager os af Tjetjenien. Det er en pagt, der siger, at de små kan dræbes efter behag, mens de store kommer til en forståelse. Konkret er faren først og fremmest for tjetjenerne. Massakrerne overgår det, Milosevic har begået under krigene i Jugoslavien. Når man sammenligner Grosnij med både Vukovar og Sarajevo, har ingen af dem lidt den skæbne. Det er første gang en hovedstad i den europæiske sfære er blevet raseret og fejet bort siden Warszawa blev det i 1944. Det er svært at forstå, hvorfor Putin nu fejres, mens Milosevic er stævnet for krigsforbryderdomstolen i Haag. Den politiske elite i Vesten modsiger sig selv, og underminerer det moralske standpunkt, den indtog for et år siden ved at forsvare Kosovo. Vi kan ikke andet end konkludere, at det ikke var så moralsk endda".
- Hvilke farer ser De ved denne realpolitik?
"Problemet er, at den politiske elites realisme er ekstremt urealistisk. Det er en fejl at tro, at det er realisme at acceptere opbygningen af en terrormagt i Rusland. Putin har ikke skjult, at hans metode i Tjetjenien kan bruges på alle andre, han ikke bryder sig om. Putin tøver ikke med at vinde et valg ved at udrydde et folk. Det er en trussel mod det russiske folk og hele Europa. Om fem eller ti år, næste gang Putin ikke har løst Ruslands krise, bliver det Georgien eller Armenien, der skal agere syndebuk. Jeg har talt med balterne. De er meget nervøse."
"I et globalt perspektiv er det også en fejl at tro, det er realistisk for freden på denne planet at proklamere, at Milosevic' eneste fejl var, at han ikke havde atomvåben. Man tilskynder alle smådiktaturer til hurtigst muligt, at anskaffe sig masseødelæggelsesvåben - kemiske, bakteriologiske eller nukleare."
"Man skal huske, at der er mange folk på jorden, der ønsker frihed, selv hvis det koster dem livet. Det gælder ikke kun for tjetjenerne. En erfaring om at man blot ofrer de små lande, skaber en situation, hvor de små slet ikke kan have tillid til de store eller til FN. Det kan få både israelerne, palæstinenserne og taiwanesere til at føle sig helt isoleret, så de ender med at tage beslutninger, der kan være katastrofale, fordi de ikke længere kan regne med en global balance, der trækker den modsatte vej."
- Der har faktisk været både protester og sanktioner mod Rusland. De har talt om en international tavshed, er det berettiget?
"Protesterne er så spage, at det svarer til en hyklerisk accept. Når man tre dage før det russiske valg viser sig i operaen med Putin, som Tony Blair gjorde, så siger man til Russerne: Vi har intet at indvende mod Putin. Og den skandaløse modtagelse af Putin hos den engelske dronning er en slags ridderslag, der virker stærkere end alle EU's fremhviskede protester. Det samme gælder Bill Clinton. Når han siger, at Putin er en mand, man kan gøre forretninger med, så hvidvasker han Putin.
- Hvordan kunne EU have protesteret stærkere?
"Det er ikke så svært. Vi kan nægte at betale for krigen i Tjetjenien, for vi giver Rusland kreditter, og omlægger forfaldne lån. Det er det samme som at finansiere krigen, der er meget dyr for Rusland, der sidder i gæld til halsen. I øvrigt har diplomatiet mange måder at vise utilfredshed på. Man kalder ambassadører tilbage, suspenderer eller smider russerne ud af de organer, der beskytter menneskerettighederne, som OSCE, Europarådet, hvilket da også er sket."

Putins manerer
- Hvordan bør det internationale samfund forsøge at komme videre nu?
"Det er ikke muligt at erstatte Putin med et demokratisk mirakel. Men det er muligt at tæmme ham. Man kan vælge mellem en Putin, der har frie hænder, fordi Vesten ikke reagerer. Eller en Putin, som man opdrager med økonomiske midler, og afkræver respekt for Helsinki og Genève-deklarationen, som Rusland har sat sin underskrift på. Vi er absolut nødt til at lære Putin gode manerer. Jo hurtigere, man gør det, desto nemmere bliver det. Havde man stoppet Milosevic i 1991, ville det have kostet langt færre civile liv, og mindre militære anstrengelser fra Vestens side," siger André Glucksmann.

FAKTA
André Glucksmann
Den franske filosof og forfatter André Glucksmann er født i 1937 af østrigsk-jødiske forældre. Faderen dør i 1940, moderen går ind i modstandskampen. Selv bliver Glucksmann kommunist som 13-årig, men melder sig ud af partiet efter opstanden i Ungarn i 1956. Han deltager i ungdomsoprøret, men skiller sig ud ved sin kritik af sovjetkommunismen, hvis Gulag-lejre han i 1975 sammenligner med nazisternes dødslejre. Glucksmanns humanisme og anti-autoritære engagement har bragt ham til at forsvare vietnamesiske bådflygtninge, sovjetiske, tjekkiske og polske dissidenter. I 90'erne markerede han sig med protest mod Milosevic, og Ruslands krig i Tjetjenien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her