Læsetid: 4 min.

Verdens ende

11. april 2000

Roman om en mand ved sin yderste grænse

Ny bog
Coetzees Vanære er gennemsyret af et ubønhørligt depressivt klarsyn - "Hans glæde ved at leve er blevet udslukt. Som et blad på en strøm, som et mælkebøttefnug i en brise er han begyndt at svæve mod sit endeligt. Livsblodet forlader hans krop, og fortvivlelsen tager dets plads, fortvivlelse, der er som en gas, lugtløs, smagløs, uden næring. Man indånder den, ens lemmer slapper af, man holder op med at bekymre sig om noget, selv i det øjeblik, hvor stålet rører ens strube."
Men samtidig er romanen fortalt med en økonomi, præcision og energi, der er alt andet end depressiv. Det afgørende greb i Vanære - der i oktober 1999 vandt Booker-prisen (og blev præsenteret i Information 23.-24. okt. ) - er dens skarpe snit og paralleliseringen mellem fortællingens lag, som både supplerer og skurrer mod hinanden.

Alderens ydmygelse
Romanens første del fokuserer på en mands deroute og ydmygelsen ved at blive gammel.
David Lurie er 52, fraskilt og ansat på det lidet prestigiøse Cape Town Technical University, hvor han - "fordi det er godt for moralen" - får lov at forelæse om Wordsworth og Byron, men ellers må stå for glædesløse, erhvervsvenlige kurser i kommunikations-videnskab.
Hans privatliv er et morads af gammelmandsbegær, og da han forstødes af den prostituerede Soraya - der ugentligt har givet ham en vis resigneret forløsning - kaster han sig over en studine, kommer ud i en pinagtig sex-chikane-sag og mister sit job.
I anden del søger Lurie tilflugt fra skandalen hos sin datter Lucy, der driver en hundepension på en gård i den østlige Kapprovins. Her vælter efter-apartheid-tidens traumer ind over ham på et andet niveau - den afsides gård hjemsøges og plyndres af bøller, der mishandler Lurie, hælder ham over med sprit og sætter ild til, låser ham inde på et lokum og voldtager hans datter, mens han er magtesløs. Bøller, der klart nok er i ledtog med Lucys tidligere 'boy' Petrus, som nu under jordreformen er blevet hendes nabo og er ude efter hendes marker.
Bogens afslutningsdel skildrer Lurie rasende af afmægtig hævnlyst, mens datteren tackler krisen anderledes. Hun er blevet gravid af voldtægten, men vælger at føde barnet - at give efter og lade sig indrullere i den ny tid som Petrus' tredjehustru og lade ham forvalte hendes jord.
Til allersidst søger faderen at komme til rette med vanæren og den ekstreme ydmygelse ved at arbejde på en dyreklinik og bevare en rest af menneskelighed ved at lade aflivningen af hjemløse hunde foregå så humant som muligt.

Kompleksitet
Coetzees kobling imellem fortællingens niveauer og hans sansning af det sydafrikanske landskab er fabelagtig.
Hans skildring af mandlig seksualitet i krise og af en samfundsform i opløsning er både psykologisk og historisk præcis, og valget af et far-datter forhold som den prisme katastrofen ses igennem giver behandlingen af samspillet mellem magt og køn stor kompleksitet.
Hvor det kan være svært at være med, er i behandlingen af de døde hunde. Der er her tale om en art grundlæggende vitalisme hos den meget diskurs-bevidste Coetzee, der også har vist sig tidligere i forfatterskabet (græskarfrøene i Michael K's lomme
f. eks.), og som udfoldes videre i hans The Lives of Animals - også fra 1999. En næsten buddhistisk idé om respekt for det levende, umælende, før-sproglige som forudsætning for at kunne sætte sig ud over voldelighed og dominans.

Realisme og mytologi
Vanære fremstår meget 'realistisk' i forhold til tidligere Coetzee tekster - Vi venter på barbarerne, f. eks. - hvor påvisningen af bestemte virkelighedsbilleder som udtryk for historisk tilvejebragte mytologier var en central pointe. Men det giver ikke rigtigt mening at ville modstille 'mytologikritik' og 'realisme' i Coetzees tidlige og sene (læs: før og efter apartheid) forfatterskab. Brutale overfald langt ude på landet på de enorme hvide farme er noget, der i sydafrikansk presse og skrækbevidsthed i efter-apartheid-tiden har fået sin egen mytologiske status. Som jeg læser Vanære, er romanen bl. a. et seriøst forsøg på at bearbejde dette som erfaring og realitet.
Niels Brunses fordanskning er et kunstværk i sig selv. Der er ting, det er umuligt at oversætte - enhver sydafrikansk Coetzee-læser vil vide, hvad en cycad og en snoek er, mens ingen dansk vil forbinde noget med en 'koglepalme' og en 'havgedde'. Men herudover glemmer man undervejs at tænke over den transformation, der har fundet sted.
I gengivelsen af titlen Disgrace som Vanære mistes der dog en dimension af nådes-tab, som er central i den scene mod slutningen, hvor Lurie redegør for sin gudløshed og "vanæren som mit eksistensvilkår" over for skoleinspektør Isaacs - den forførte studines far. "Er det nok for Gud, tror De, at jeg lever i vanære uden tidsbegrænsning?"
Det er det klart nok ikke.

*J. M. Coetzee: Vanære. Oversat af Niels Brunse. 226 s., 249 kr. Hekla. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu