Læsetid: 2 min.

VERDENSMUSIK

25. april 2000

På sporet af det 'gamle' Cuba
*De gamle cubanere er for alvor over os. Fra koncerttribuner og højttalere strømmer i rigelige mængder blide, vuggende toner fra den cubanske 'son'. Ikke at forveksle med den hårdtpumpede Miami-baserede 'salsa' eller nye frække stilarter fra det caribiske ø-rige. Forvirret? The Rough Guide to Cuban Son kunne være stedet at starte. Pladen præsenterer med sine 17 skæringer og godt 70 minutter en bred vifte af den gamle cubanske stils fornemste fortolkere: fra Beny Moré, Ñico Saquito og evigtunge Orchesta Aragón til vore dages Sierra Maestra og ¡Cubanismo!. Ledsaget af fyldige noter og diskografi. Og kaster man skiven i et cd-romdrev får man i tilgift rigelige mængder information fra Rough Guide bogudgivelser om musikken og landet samt en god håndfuld Cuba-links.
The Rough Guide to Cuban Son. World Music Network. (Import: Amigo).

Gammelt guld fra garvede rødder
*At den cubanske 'son' har vundet gehør i vores ende af verden kan vi blandt andet takke Vieja Trova Santiaguera for. Kvintetten blev dannet i 1993 af en flok garvede rødder med en lang og glorværdig fortid bag sig. Og længe før Ry Cooder og Nick Gold m.fl. satte sig for at bringe den 'gamle' cubanske musik ud til et stort begejstret verdenspublikum, turnerede de fem gamle drenge i Vieja Trova Santiaguera flittigt. I mellemtiden er en af kvintettens ældste faldet fra og erstattet af en 'ung mand' på 69, hvilket bringer gruppens gennemsnitsalder ned på 75! At de fem gamle trubadurer stadig kan deres kram, vidner gruppens femte album om på sin egen charmerende facon. På torsdag spiller de i København.
Vieja Trova Santiaguera: Domino. Virgin Records.

Omara fylder rummet
*På internationale udgivelser med cubansk musik, som ovennævnte, fylder de cubanske kvindestemmer ikke overvældende. Det rådes der bod på med den seneste Buena Vista Social Club-skive. Her får stjerneprojektets eneste kvinde, den garvede diva, Omara Portuondo, lov til at fylde rummet: De mandlige stjerner er trådt et skridt tilbage og medvirker som passende neddæmpet backing. Omara er en erfaren solist med en lang karriere bag sig og flere plader - også i eget navn. Men med denne plade er hun sikret et velfortjent publikum i det meste af verden. En sjældent smuk plade, hvor de stille intense ballader veksler elegant med 'store' bigband-arrangementer, som dog aldrig tager så meget overhånd, at damens umiskendelige 'filin' drukner i horn.
Buena Vista Social Club Presents Omara Portuondo.
Produceret af Nick Gold og Jerry Boys. World Curcuit/ MNW.

Et vovet kulturmøde
*Knælende bag såvel indiske som vestlige trommer i rigelige mængder har den indiske trommeekvilibrist Trilok Gurtu kastet sig ud i et vovet kulturmøde. Han har sat en lille perlerække af det afrikanske kontinents ypperste kvindestemmer stævne i et musikalsk rum, hvis vægge er bygget op omkring hans egne heftige, jazzede, 'indiske' kompositioner. En fræk og udfordrende fusion mellem Oumou Sangaré, Angelique Kidjo og Sabine Kabongos forførende vokaler og Gurtus sine steder drømmeagtige leg med lyd i et ubestemmeligt musikalsk grænseland af den anden verden. Se det er verdensmusik!
Trilok Gurtu: African Fantasy. ESC Records. (Import: Voices of Wonder).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her