Læsetid: 5 min.

Videnskabets væggetøj

7. april 2000

Qlummen
Med Jytte Andersen som ligestillingsminister, Birte Weiss som forskningsminister og Margrethe Vestager på undervisningsministerposten er der udsigt til, at ligestilling opprioriteres og integreres i undervisning, ved højere læreanstalter og i samfundet overordnet. Vi vil se frem til et nyt årtusinde med formel og reel ligestilling, med respekt for og lyst til at tilgodese kønnenes ligheder og forskelligheder."
Skrev Vera Eckhardt i Information i september 1999. Birte Weiss og akademikerne har for nylig indgået aftale om ny stillingsstruktur på universiteterne. Vil den mon leve op til de optimistiske toner, Vera Eckhardt luftede i det forrige årtusinde?
Forleden mødte jeg en kvinde, der netop er blevet ph.d.
"Nå, hvor er du så nu?" spurgte jeg nysgerrigt.
"Jeg sidder derhjemme."
Den nye term for at være røget ud af systemet, midlertidigt naturligvis, håber man, mens man forsøger sig med ansøgninger, netværksopbygninger, institut-tilknytninger. Man skal høre til et sted, for at man kan få penge til et nyt forskningsprojekt. Men hvem skulle dog ansætte én i en institution, hvor der ikke er nogen stilling, til et projekt der endnu ikke er godkendt, og hvortil der ikke er nogen penge?
Jo, det kræver mindst én person, som tror på én og det planlagte forskningsprojekt, som er villig til at skrive under på en anbefaling, som måske oven i købet løber ens projektbeskrivelse igennem med løs pen. Den pågældende støtteperson må nødvendigvis have en fast stilling og et afgørende ord på en anerkendt forskningsinstitution med en ekstra arbejdsplads. Desuden kræves som regel også en gruppe af forskere omkring et fællesprojekt, men det ordner denne mentor.
Med en fordeling ved landets universiteter på 7 procent kvindelige professorer og resten mænd, er det måske ikke så underligt, at de fleste unge rekrutter også er af hankøn? Om ikke andet, så fordi den mandlige professor alt andet lige foretrækker forskning om kursudvikling i den monetære union, transportberegninger for Challenger-fly eller våbenproduktion under treårskrigen, frem for ny viden om børns leg, døves kommunikationsstrategier eller sygeplejerskernes faghistoriske udvikling.
Denne køns-nepotisme er, som sociologen Heine Andersen har påpeget, skyld i, at vi har for lidt forskning i emner, der handler om menneskelige vilkår.
Desuden er den kvinders første forhindring i kapløbet om de få bøjler i Videnskabet.

Den anden forhindring handler om Køn med stort K som i Kvinde. Det er en gammel, banal, men ikke desto mindre sand sandhed, at kvinder som vil gøre karriere, bør udfylde to kønsroller på én gang, én som mand og én som kvinde.
Sidste år blev den danske fysiker Lene Hau verdenskendt ved at forsinke lysets hastighed. Dansk tv portrætterede den unge kvinde som en, der aldrig har leget med dukker, men derimod spillede fodbold med drengene og stadig elsker hård konkurrence. Konklusionen behøvede ikke skæres ud i pap; vi forstår, at Lene Hau bryder igennem som internationalt anerkendt forsker, fordi hun tænker som en mand.
Senere spørges Lene selv: "Mange kvinder i din alder ville tænke over, om de mon skulle have børn eller ej. Hvordan har du det med det?"
Hvem ville nogensinde finde på at stille en mandlig forsker det samme spørgsmål?! Det ville være pinligt, for spørgsmålet fungerer jo kun som en mulighed for, at Lene kan jonglere lidt med sin tvekønnethed - eller tænke over, om hun er en normal kvinde.
De helt normale, kvindelige kvinder ender ikke i top-forskerstillinger. Det tager nemlig tid at være mand og kvinde på én gang. Som Siri Haavie, ung kvindelig forskeraspirant, skrev til Information sommeren 99:
"Inden for mit eget akademiske miljø har jeg få kvindelige forbilleder, der ser ud til at mestre kombinationen vellykket akademiker og mor. Ganske mange er barnløse eller fraskilte. Mange ser temmelig udslidte ud."

Birthe Weiss har nu bebudet, at der skal opslås 300 nye professorater i Videnskabet. Får vi mon så den ligestilling, som Vera Eckhardt forventer? Min kvindelige bekendt, den ny-udklækkede ph.d., er sidst i 30'erne, ligesom Lene Hau. Min bekendt er 'en normal kvinde', der har fået børn, og så tager det nogle år ekstra at gennemgå forskningsforløbet; hun bliver ældre end sine medstuderende.
Hun er nu indtrådt i arbejdsløshedsstatistikken sammen med de andre 30-39-årige; blandt akademikere en aldersgruppe med mange ledige. Men hun er dog heldigere end dem, der blev færdige med deres uddannelse, før ph.d.-reformen trådte i kraft, og som derfor ikke har denne adgangsbillet, som ph.d.-graden er blevet, til en hvilken som helst stilling i Videnskabet. Derfor vil de ældre akademikere heller ikke kunne konkurrere med de mange yngre ph.d.'er om de nyopslåede professorater.
Det gør nu heller ikke noget. For med de nye stillinger er der ønske om at få "særligt talentfulde, gerne yngre medarbejdere med et stort fagligt potentiale" ind i Videnskabet.
"Talentfulde" og "yngre" er sjovt nok begreber, der hænger uløseligt sammen. "Ældre talentfulde" er ord, der lyder paradoksale sammen. Men hvorfor? I Videnskabet foretrækkes åbenbart nyhedsværdi frem for mængde og kompleksitet. I gamle hoveder kan viden ophobes og derfor nuanceres, men det værdsætter vi ikke. Tværtimod problematiseres det for øjeblikket, at vi har et professor-ælde; at den samlede professorstand i Danmark har en gennemsnitsalder på ca. 50 år! Jamen, hvad er problemet egentlig?
Blot det moderne fænomen, at vi tror, at ungdom objektivt set er bedre end alderdom, at unge er klogere end gamle. Derfor kan ordet 'alderdom' bruges som negativ metafor, f.eks. i en overskrift fra Politiken: "Dansk forskning trues af alderdom."
Alderdom er en trussel i Videnskabet.

Videnskabet er fyldt med såkaldt objektive kriterier for kvalitet. Men der er to undtagelser, hvor neutral dømmekraft er sat ud af funktion.
Køn er den ene undtagelse. Kønnet opfattes som et kriterium, der ikke har nogen objektiv betydning. Men kønsdiskriminering foregår som et dækket, subjektivt udvælgelseskriterium af personlig, faglig og strukturel karakter.
Alder er den anden undtagelse. Alder opfattes som et objektivt kriterium for vurdering af kvalitet.
Der er ingen grund til at foretage en skjult skelnen mellem forskere i forskellige aldre. Aldersdiskriminering kan foregå helt åbenlyst.
Hvis forskerstillinger øremærkes til et bestemt køn, lyder der ramaskrig.
Når forskerstillinger øremærkes til en bestemt aldersgruppe, smiler man og nikker.
Trænger vi ikke til lidt udluftning i Videnskabet?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu