Læsetid: 4 min.

Det vilde nord

15. april 2000

Canadiske landskabsmalere gav deres unge nation bevidsthed om naturens storhed og menneskenes lidenhed

Udstilling
Det er en eksplosion af farver, storladne sites, panoramiske udsigtspunkter fra bjerge og bakkedrag, vandfald, knækkede træer, forfald og blomstring, der brager ud fra væggene i Kunstforeningen. Det er vovet og frisk canadisk landskabsmaleri, skabt dengang modernismen stadig var moderne. Men en stor oplevelse for alle, der er afhængige af stoffet kunst, og i særdeleshed af malerier.
I 1912 blev der vist en udstilling med skandinavisk malerkunst i Buffalo, USA, i staten New York, ikke så langt fra den canadiske grænse. Den gjorde dybt indtryk på bl.a. syv canadiske malere, der så den. Første verdenskrig skulle dog lige overstås, før de kunne tage det for den canadiske
kunsthistorie epokegørende skridt at danne en fælles platform. De kaldte sig The Group of Seven, og navnene var J.E.H. MacDonald, Tom Thomson, Fred Varley, A.Y. Jackson, Lawren Harris, Arthur Lismer, Frank Johnston og Franklin Carmichael. Tre af dem var udvandret fra England, de øvrige var andengenerationscanadiere. Deres bestræbelse var - på land, til vands og i luften - at fortolke deres lands storslåede natur i et symbolistisk-ekspressivt formsprog, som var tidssvarende.

Willumsens yngel
Der går en lige linje til deres skandinaviske kolleger Willumsen, Hammershøi, Christian Krogh, Prins Eugen, Anders Zorn, Edvard Munch og Harald Giersing, som de havde set på udstillingen. Dét gør udstillingen særligt interessant for os skandinaver. Men det er Willumsens nærvær, der er mest synligt på udstillingen.
Det Vilde Landskab, som udstillingen hedder, er - efter en tur i Mexico - på Skandinaviens-turné. Udstillingens tilrettelægger, Charles Hill fra National Gallery of Canada i Ottawa, understreger, at disse kunstnere var pionerer inden for deres lands kunsthistorie. Landet var konservativt, det var indtil 1926 et kolonistyre under Storbritannien, der var ingen kunststøtte og stort set ingen kunstskoler eller mæcener endsige samlinger. Der var ingen kunstnerisk forbindelse til landets oprindelige befolkning, indianere og inuitter, ligesom de fleste malere intet kendte til europæisk kunst, bortset fra elendige reproduktioner. De syv startede altså ud from scratch.
Udstillingen er en af disse gode øjenåbnere, der viser os nogle begavede, men ukendte kunstnere og en motivkreds, der emmer af patos og storhed. Vi er way out in the wilderness, som canadierne selv udtrykker det. Hvor der optræder mennesker - og det gør der yderst sjældent i dette ødeland, skildret i jordfarver og med forkærlighed for efteråret med denne årstids karakteristisk knaldende rød-gul-orange palet - så går de i ét med den store natur, der omslutter og opsluger dem, ligesom bebyggelser underordnes træer og klipper som del af naturen.
Enhver, som har rejst i dette store, tyndtbefolkede land, der lider af et lillebror-kompleks i forhold til naboen i syd, har hørt suset fra de store fyrretræer og er blevet ramt af skyggerne fra de høje bjerge. Det er Sverige og Norge i megaformat. Skovene er uende-lige, floderne brede som fjorde og skovsøerne dybe og spejlblanke. Det formelig myldrer med sorte bjørne visse steder - de kan være ubehageligt nærgående - og man har ofte held til at se en elg, en
moose, der stikker sit store, vanskabte hoved med den kæmpemæssige mule frem mellem buske og træer eller bævere og chipmonks. Med andre ord: Menneskenes spor er befriende fraværende.

En national profil
Kunstnerne ville afsværge sig det britiske hegemoni. Man var træt af et andenhåndsliv, hvis forbillede var Europa. Alle kulturværdier hidrørte fra det kontinent, man for længst havde forladt, men hvad var det specifikt canadiske? Det var vanskeligt at definere, da et land jo er et produkt af en lang historisk erfaring, et diskursivt fællesskab og et arbejde med jorden, der rækker generationer tilbage. Og så er canada jo også tvedelt i en fransk og en engelsk region, hvilket ikke gør det nemmere. Men hvad skulle man så gøre? Man tog ud i kano for at besigtige det store land på tæt hold. Som Jóhannes S. Kjarval i Island, satte man lup og kikkert til den panoramiske natur.
Nogle af kunstnerne er mere stiliserende i deres skildringer end andre. Enkelte er teosofisk interesseret og skaber naturmystiske visioner af overordentlig klarhed og i kølige farver.
Det gør Lawren S. Harris, der maler i Rocky Mountains og skildrer lyset fra oven. Andre arbejder pastos, nærmest ridser motiver ind i den fede maling, mens andre igen arbejder med mindre tydelig pensel'skrift' og har forkærlighed for de dekorative med afsæt i japanske træsnit. Nogle vover pelsen med hensyn til det koloristiske og benytter Munchske og Willumsenske syrede farveflader, der vrinsker og hviner, mens andre igen arbejder mere dæmpet med jordfarverne. Her og der ser man et symbolistisk, patetisk anslag à la Arnold Böcklin med træer, der er svangre med død og tavshed.
Det er stort, smukt og gribende. Intet mindre, og en udmærket lejlighed til at stifte bekendtskab med et nordisk landskabsmaleri, undfanget på den anden side af Dammen.

*Det Vilde Landskab. Canadian Treasures - the Group of Seven. Kunstforneingen, Gl. Strand 48. Ti.-sø. 11-17. Til 12. jun. Åbner i dag. Lillehammer Kunstmuseum, 29. jul.-23. september, Göteborg Kunstmuseum 14. okt.-3. dec.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her