Læsetid: 3 min.

Vindfældernes verden

22. april 2000

STIKORD

DÉR LIGGER DE endnu på sommerhusets grund, træerne, der faldt omkuld i decembers natlige orkan, allerede i forrige århundrede.
Træer er tålmodige også i denne position, halvt splintrede, skrånende mod mere ranke fæller, strittende med grene i uvante retninger, pludselig mere egnede til klatreture for børn. Nogle af de ældste kan virke døde, dog måske besat af et andet mere uanseligt liv af stilfærdige organismer.
De yngre med frisk ved vil opretholde en særegen videre eksistens, når de skæres op, bliver planker, brædder, der f.eks. beklæder vægge og gulv som her i arbejdsværelsets trækasse. Det er næsten ikke indbildning, at man fornemmer, hvordan træet trækker vejret, i hvert fald har trukket det med indenfor, hvor det arbejder, knager en anelse, skubber sig til rette med tiden. Lige her er næsten intet, som ikke er af træmateriale, ja, der er ruden med synet ud mod træer, grønsvær, vand. Og computerens blå rude med de hvide bogstaver, der nu hober sig op og taler om træer.
De vindfælder, som nu ligger derude, er vel højst halvthundredårige, de andre, rodfæstede, skal blive ældre end mennesker flest. Fældet af vinden er de ellers og staves med d. Et af de lumske ord fra skoletidens staveprøver, hvor vi ikke havde noget imod at stave dem som 'vindfæller' med dobbelt-l, ud fra den antagelse, at de havde et naturligt fællesskab med vinden.
Historieundervisningen havde allerede belært en om, at man ikke sjældent fælder sine fæller.
DEN BERØMTESTE vindfældning i dansk litteratur er vel indledningen til Hans Egede Schacks roman Phantasterne (1857). Det gælder dér et tusindårigt egetræ, hvad vi ikke kan hamle op med her på grunden, ikke fysisk, men dog som tusind år gammelt litterært symbol.
Det fortælles, at "Himlen engang i en Novembernat aabnede sine Porte og lod en Storm udgaae, der knækkede Egnens Stolthed. Om Morgenen laa den henstrakt paa Marken, og Sognets træskoklædte Ungdom trampede nysgjerrig omkring i den store afbladede Trætop, som hidtil kun havde baaret de lette Fugle."
Carl Roos, der har skrevet en efterskrift til romanudgaven i Gyldendals Bibliotek, 1964, fortæller, at Schack fik ideen til romanen under en rejse i Sverige, og han fristes til at tro, at forfatteren oplevede hele handlingen visionært i det billede, der indleder bogen. Egen er drømmens fagre træ, hvis kranke skæbne blev værkets idé om fantasteriet, der må bøje sig for virkelighedens krav, udtrtykt i forvejen ved, at herremanden lader det faldne træ skære op og uddele som brændsel til sognets fattigfolk.

JEG SKAL heller ikke påstå, at der bliver andet end brugbart brændsel ud af de fyrretræer, som nu ligger i venteposition. Men fulde af symbolværdi er de. Træer er højtskattede af digterne, uundværligt brændstof, som de er for fantasien, som når Hr. Peder og H. Oluf de sidder over Bord, i balladen om "Ridderens Runeslag", hvor de snakked saa mangt et Skæmtens Ord, og det med omkvædet Op under den Lind der vaagner allerkæreste min. Men det blev en slem og blodig historie om at sætte Liden Kirsten på troskabsprøve trods den poetiske varslen. Så hellere Den gamle christelige Dagevise, hvor de Strømme de rinde saa frydelig/op under de grønne Linde, så frydeligt, at de også løb Grundtvig i pennen til Den signede Dag.

FRA ANTIKKEN véd vi, at træer er belivede af dryader, sådan at også H.C. Andersen, der beplantede eventyr efter eventyr med træer, måtte digte en historie om den længsel efter storbyen, der besatte dryaden, og som fik så dårligt et resultat. I byen er de udsat for planlæggernes ideer, der snart går ud på at fælde træer, snart at plante dem igen efter trafikkens forgodtbefindende. Altid under stor opmærksomhed og ængstelse hos byens folk og digtere, der helt dryadisk indforliver sig med dem. Harald Herdal havde blik for "Træet i Istedgade" og Grethe Risbjerg Thomsen i en hel digtsamling om Træerne i byen.
Ordet indforlive blev vel støbt af Peter Seeberg til en fortælling om en værkfører, der fik etableret et sådant forhold til træer, at han sikrede sig en varig eksistens i dem.
Det er blot at slå op i en digtsamling, så står der et træ. Lavet af træ, som bogen også er. De er gode at holde i, ligesom strømmen går i en, når man læner sig mod træets stamme, lægger hånden til eller som Frank Jæger i Morgenens trompet med digtet "Træet som du er":
jeg,
som lykkelig og angstløs
presser munden
mod bare ett af skovens
gode træer
og hvisker i dets bark: jeg
elsker livet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu