Læsetid: 5 min.

Virkelighed på samlebånd

14. april 2000

I nutiden bruger popikoner og Robinson-deltagere Andy Warhol som rollemodel, og hans tilgang til kunsten har sat varige spor

Popismer
Når Louisiana i dag slår dørene op for udstillingen "Andy Warhol og hans verden", får vi mulighed for (endnu) et gensyn med denne popkunstner og ved selvsyn at konstatere, om han nu også er så poppet, glat og overfladisk, som myten siger. Eller om der også er noget andet, der stikker frem...

Myten Warhol
Andy Warhol var naturligvis en af 60'ernes væsentlige figurer, ikke blot inden for kunsten, men i kulturbilledet generelt.
Warhol var et ikon - ikke ulig de populærkulturelle ikoner han selv yndede at fremstille - med sin sølv-paryk, sin kunstfabrik, sit vege væsen og sine one-liners. "Jeg elsker plastik", "jeg vil gerne være en maskine" og "I fremtiden vil alle være berømte i 15 minutter", lød nogle af de mest kendte af Warhols såkaldte 'popismer'; korte, overfladiske og måske endog åndløse statements. Og dog. Især den sidste af tre nævnte har vist ikke blot at være en joke, men helt bogstaveligt at være profetisk.
Med andre ord er Warhol en kunstner, hvis ideer og virke har vundet udbredelse og indflydelse langt uden for kunstens eget felt. Warhols ideer om masseproduktion og cirkulation af billeder og hans strategier for selvpro-movering og medieopmærksomhed bruges selvfølgelig flittigt af reklamebranchen, men vel efterhånden også af enkeltindivider med et brændende ønske om at være berømte - om ikke andet så for 15 minutter!
Således er Warhols arv til eftertiden ikke blot som rollemodel for nutidige popkunstnere som Jeff Koons, Damien Hirst eller Mariko Mori, men også for deltagerne i Robinson eller et hvilken som helst talkshow.
Og dette var netop Warhols pointe; at udvide kunstens felt til massekulturen. Det er væsentligt at huske, at Warhol kom fra en baggrund som reklametegner, dvs. kommerciel kunstner, en baggrund han aldrig forlod efter sin indtræden i den 'fine' kunst i 1962, hverken motivisk eller strategisk. I første omgang malede Warhol motiver fra reklamer, tegneserier og logoer som ikoniske tegn for den amerikanske kultur, og siden hen begyndte han ligefrem at masseproducere sine billeder via silketryksteknikken og oprettelsen af The Factory, dvs, omdannelsen af hans atelier til en billedfabrik. Herfra væltede billederne nu ud i nye serier, dels af berømtheder (Elvis, Marilyn, Marlon o.s.v.), og dels af ulykker (selvmord, trafikuheld, raceoptøjer o.s.v.). Det var massemediernes billeder, som blev stædigt re-cirkuleret i lige dele udtømning af deres betydninger og ophøjelse af dem som identitets-spejlende ikoner.

Opgør med romantik
Oprettelsen af The Factory havde naturligvis også nogle kunstpolitiske- og filosofiske implikationer, som ikke gik datidens kunstdebat forbi.
Med oprettelsen af en fabriksproduktion fjernede Warhol sig endegyldigt fra myten om den romantiske, ensomme kunstner, der heroisk kæmper med materialet og maleriet for at tiltvinge det orden og form, og dermed helt konkret lægge sin krop og sjæl ned i værket.
I stedet skabte Warhol en distanceret, entreprenør-agtig kunstnerfigur: Kunstneren som producent. En rollemodel, som stadig anvendes af mange kunstnere, og som stadig står i ideologisk modsætning til den romantiske kunstnerfigur, som jo også stadig dyrkes med uformindsket kraft.
Modsat den ekspressive, romantiske kunstnertypes malerier udsprang Warhols billeder ikke af nogle indre nødvendigheder, men derimod af en ydre, massekulturel påvirkning. Identiteten skal med andre ord ifølge Warhol søges uden for jeg'et, i billederne, objekterne og kulturen omkring os, og ikke i nogen eksistentialistisk forstand som en kerne inde i os selv. Således markerer Warhol også overgangen fra det moderne til det postmoderne.
Men Warhols opgør med denne romantiske kunstnerfigur er ikke kun af (kunst)filosofisk karakter, men i lige så høj grad af identitetspolitisk karakter. Warhol synes at sige, at vi alle kan omdanne og opfinde os selv i nye, glamourøse billeder.
Med sølvparyk eller anden make-up kan vi alle sammen blive stjerner - uanset baggrund. Når en albino-lignende bøsse og arbejderdreng fra Pittsburgh som Andrew Warhola kan blive til kunststjernen Andy Warhol, kan vi vel alle? Det synes i hvert fald at være ånden, som herskede på The Factory i 60'erne.

Seksuelle undertoner
Endelig havde Warhols opgør med den romantiske kunstnermyte et helt specifikt seksualpolitisk anliggende. Den ekspressive kunstnertype måske bedst eksemplificeret med macho-manden fra Wyoming, Jackson Pollack (kunstens svar på
John Wayne), var naturligvis karakteriseret ved sin mandlighed. Et billede skulle have nosser, hed det.
I stedet kom Warhol med sine campede berømtheder, sin ikke-kropslige silke-tryksteknik og ikke mindst sin baggrund som reklametegner - altsammen ting, som signalerede Warhols identitet som bøsse.
Når man ser Warhols billeder og film på Louisiana i dag, bør ingen være i tvivl om de seksuelle referencer, ikke blot direkte i Querelle-illustrationerne (efter Fassbinders film) og i film som Kiss, Blow-Job og My Hustler.
Det sker vel også i de tilsyneladende tilforladelige blomsterbilleder, der kan ses som såvel døds-symboler som seksualiserede anus-åbninger. Warhols ærinde var i højeste grad at bringe disse referencer ind i mainstream kulturen og kunsten. Bl.a derfor var The Factory da også hjemsted for marginaliserede grupper, eller blot alle dem, som ikke kunne repræsenteres i mainstream-kulturen. Her bliver Warhol faktisk politisk, ikke nødvendigvis intenderet, men gennem de grænsesætninger, hans motiver udsættes for: Hvorfor beskrives The Fac-tory altid som et sted for afvigere? Hvorfor nedtones de seksuelle referencer og præ-ferencer i Warhols værker stort set altid i præsentationerne af og teksterne om ham?
Når man ser udstillingen på Louisiana er der ingen tvivl om, at bøssekulturen er til stede alle steder i hans værker. Skal man kritisere noget på den ellers vellykkede præsentation af værkerne, må det være, at katalog-skribenterne (igen) synes at gå behændigt uden om denne tematik, som om det var noget, der helst ikke må tales om. Men det gør værkerne altså. Til gengæld skal Louisiana roses for opsætningen af velvalgte værker med Warhol-tapet, lydspor o.s.v., og ikke mindst for det fornemme filmprogram, som nok nødvendiggør adskillige besøg i løbet af sommeren.
Man kan så iagttage Warhol som en mulig rollemodel for en åbenbart stadig påkrævet identitetspolitik, hvor det ikke-repræsenterede og tilsyneladende urepræsenterbare kan fremstilles via populærkulturen, via tegnene omkring os, betydningsladende i såvel seksuel som politisk forstand.

*"Andy Warhol og hans verden", Louisiana, Humlebæk, alle dage 10-17, ons. 10-22, til 30. juli.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her