Læsetid: 4 min.

Vitalt og minimalt

5. april 2000

Charlottenborgs Forårsudstilling strutter af liv og eksperimenterelyst, men der er ikke sorteret tilstrækkeligt mellem revl og krat

Udstilling
Til Charlottenborgs Forårsudstilling går man sjældent forgæves. Det er en mønstring af ung talent, en slags pride parade for de ubeskrevne blade. Mange er de da også, som sidder rundt omkring i landet og græder salte tårer over at være blevet afvist, for det er hårdt for den unge kunstner in spe at gå glip af landets bedste udstillingsvindue. I år blev der indsendt knap 4.500 værker, som den talstærke censurkomité skulle tage stilling til. 'Kun' 116 kunstnere med 243 værker opnåede at blive eksponeret i de lyse sale på Kgs. Nytorv. De 77 er debutanter.
Indtrykket er i første omgang vitalt, men der er også mange, mange gentagelser, og som gæst ville man ønske, at censurkomiteen havde strammet op og satset på færre kunstnere, de rigtige talenter, som til gengæld blev fyldigere repræsenteret.
Indtrykket er polyfont og broget, men alt i alt meget let. Her er det først og fremmest den visuelle leg med udtrykket, der dominerer. Der er ingen store fortællinger eller dybe tilkendegivelser om livets fortrædeligheder. Og politisk kunst? Den er der næsten ingen eksempler på. Til gengæld boltrer de unge kunstnere sig i trashede materialer og stærke farver.
Der leges og eksperimenteres med gulvobjekter, der er ingen ende på fantasien mht. materialerne, og nogen gange bliver det for trashet, som når batterier i Nettoplasticposer og papkasser præsenteres som kunstværker på gulvet.
Maleriet står stærkere end i mange år. Det synes at følge flere spor, maleriet, men det er neopop, neo-geo, en form for digitalt udtryk, neo-ekspressionisme og pop-minimalisme, der dominerer. Det lyser formeligt ud fra væggene med farvestærke udsagn.
Stærkt står debutanten Ann Sophie Stærk, både hvad angår hendes pop-malerier, og hvad angår hendes evne til at finde visuelt fængende motiver i farve-fotografierne fra bl.a. Østen.

S/M-fantasier
Der er en enkelt Knud Odde-epigon, nemlig Alba S. Enström, der maler S/M-fantasier i form af fikserede, hofteholderbærende kvinder i 50'er stil, serveret på spisebordet. Og der er kvindelige kunstnere som Karin Palm, Dorte Lausten, Susanne Gregersen, Hansina Iversen og Marianne Schrøder, der lægger sig tæt op af tidens kvindelige neo-geo-kunst, i særlig grad den, som forbillederne Bodil Nielsen, Milena Bonifacini og Malene Landgreen excellerer i med deres disciplinerede maleri, der rendyrker farven på den snehvide flade. Det er epigon-maleri, der ikke desto mindre vidner om, at de unge kunstnere er på vejen kunst, for nu at citere Per Bak Jensen, men at de altså endnu ikke har fundet deres egen gangart.
I trappeopgangen hænger tre store tegninger, udført som et tæt grenværk med rød, grøn og blå kuglepen. Tre dyrefigurer træder næsten umærkeligt frem af stregernes anelsesfulde netværk og danner en slags spøgelses-motiv. Det er talentfuldt, og det er Lisbeth Thingholm, der har skabt disse megastore tegninger.
En fotokunstner, der har noget på hjerte, er Eric R. Fajardo R., der har fotograferet hytter i den tredje verden og sammenstiller dem med danske kolonihaver. Det er visuelt fint og samtidig en politisk raffineret kommentar til verdens uhyrlige ressourcefordeling, omend vi kender lektien. Mere gådefuldt er fotokunstneren Anne Bjerge Hansen, der har fotograferet 2 x 2 rygvendte svømmepiger med en poetisk anderledes optik.

Suk og støn
Der er mindre medie-kunst end i de senere år, forekommer det. Men debutanten Rikke Benborg bidrager med to spændende video-værker. Som en anden Christian Marclay sampler hun filmstumper med Elisabeth Taylors og Richard Burtons støn og suk fra filmen Who's Afraid of Virginia Woolf. Støn ud over hele Charlottenborg breder sig og en erotisk overophedet stemning rammer publikum. I hendes andet værk lader hun et rådyr dele sig i to. Den ene halvdel står tilbage, den anden halvdel flygter. Det er en sanseforførende og skizofren måde at fremstille dyrets indre splittelse på.
En enkelt kunstner skiller sig tydeligt ud fra mængden: Det er Espen Brandt-Møller, der har skabt fabelagtige rumstreger ved hjælp af ultra-tynde jernstænger, der tegner luftige billeder i rummet. Det er Jan Groths streg, der her realiseres i tre dimensioner. Han har også - som en slags hilsen til hans ældre kollega Willy Ørskov velsagtens - med dennes kendte, oppustelige, pneumatiske skulpturer i gummi in mente - skabt skulptur-'puder' af jern.
Der er selvsagt mange, mange flere kunstnere, som vi ikke har plads til at nævne her, men fremhæves bør også en hel lille hær af lerfigurer, Claylions, skabt af Michael Hoelt Fischer og Jadob Hunosøe. Det er klart, at uden Antony Gormley ingen Claylions, alligevel har de en uomtvistelig personlighed, de små monstre.
Alt i alt er der meget at komme efter på Charlottenborgs første forårsudstilling i det nye årtusind. Og så siger man farvel til veteranen Anne Margrethe Grosell, der døde dagen før sin 90 års fødselsdag sidste år. Det er en smuk mindeophængning, der hylder en kunstner, som dyrkede naturen i sit følsomme og indtrængende formsprog meget langt fra de visuelt larmende udtryk fra nutiden, som hænger i de store sale.
Censurkomiteen kunne som nævnt godt have filtreret talentmassen med en mere fintmasket si. Alligevel giver udstillingen indtryk af et multifokalt kunstnerisk rum. Den dokumenterer med al ønskelig tydelighed, at der arbejdes på livet løs med stoffet kunst.

*Charlottenborgs Forårsudstilling. Dgl. 10-17, To. 10-19. Til 24. apr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her