Læsetid: 3 min.

Voldsomt løber Stillebækken...

29. april 2000

Radio og tv

To sir, with love er en engelsk film fra 1967. Årets tilbud på DR en påskeeftermiddag. Filmen handler om en klasse uregerlige afgangselever i en kommuneskole i Londons East End. De siger "blimey" hele tiden, og deres forældre sælger bananer på torvet. "Vi er den frieste generation nogen sinde, hvad skulle kunne gå galt for os," siger en af pigerne. Ikke så lidt, mener klassens nye lærer, Sidney Poitier, og så lærer han dem at være voksne.
1967 var den famøse "summer of love". Beatles udsendte Sgt. Pepper, og Hair havde premiere langt uden for Broadway. Andy Warhol kunne have set To sir, with love.
Han nævner den som en af de film, han kunne have set en dag i New York, hvor han i stedet slæbte speedgutterne fra fabrikken til premiere på et teaterstykke med Candy Darling.
Oppe på Louisiana hænger hans svævende sølvpuder. Man må ikke puffe til dem,
"Det er da ellers sjovt," sagde jeg.
"Ja, det er der nogen, der synes," svarede kustoden muggent.
Intet tyder på at år 2000 bliver en ny "summer of love", men man har da lov at frygte.

Deadline fejrede påsken ved at lade Niels Jørgen Cappelørn udbrede sig præsteligt om den tro på det evige liv, der gør, at man ikke nødvendigvis behøver proppe sig med Ginseng for at forlænge dets dennesidige del ud i det efter hans opfattelse meningsløse.
Desværre betød det tyve minutters afbræk i Claude Lelouch's fantastiske version af Les Miserable med Jean-Paul Belmondo i hovedrollen.
Her fik de onde ellers, hvad de fortjente, de gode fik hinanden og vi fik dug på indersiden af tv-brillerne. Jeg har kun en indvending, og det er, at de to uskyldige schäferhunde absolut skulle æde den forgiftede suppe, som den onde bondemand tabte på gulvet, da hans onde bondekone plaffede ham ned med jagtgeværet.
Selvfølgelig var der ikke meget at hente i hverken Poitier eller Belmondo for dem, der virkelig tørster efter vold.
Det var der til gengæld som altid i Edderkoppen, der endelig løste gåden om det mystiske dobbeltmord på Peter Bangsvej. Det var Lars Bom, der lod som om han tæskede Preben Harris og Ghita Nørby ihjel med en jernstang, fordi han troede, de vidste, hvor Per Goldschmidts guld var blevet af.
Peter Steen tog gift, da han blev afsløret af den helt vildt romantiserede journalist på Social-Demokraten, så med mindre det forbavsende skulle vise sig at være den Børge Outze-lignende chefredaktør for nævnte organ, er der næppe andre tilbage end Flemming Enevold, direktør for Oxford House, når den endelige skurkeskabelon skal udfyldes.
Danmark er ved at være for lille til alle de serier.
Nu troede vi for eksempel lige, at Peter Steen havde fundet den stille lykke i TV2's Morten Korch-føljeton, hvor han var den stilfærdigt fordrukne værkfører på Stillemøllen og blev gift med madmor på teglværksgården, eller var det den anden, og så viser det sig, at han flippede ud og blev korrupt politichef i verdens mest voldelige storby dengang, København.
Og manuskripterne!
Thomas Bo Larsen ladt helt i stikkent fordi han bare skal spille sindssyg, og det er han jo så god til. Hvorfor siger de egentlig ja til alt det lort?

Oppe på Louisiana viser de for tiden en række af Andy Warhols film i forkortede udgaver. Til den lille million seere, der nu snart kommer ud af Edderkoppens voldsspind med stakket ånde og hjerteflimmer kan man anbefale Empire.
Det er simpelt hen Empire State Building i 40 minutter af de oprindelige otte timer.
Det var den første lydfilm, Andy Warhol lavede, og der er ikke en lyd i filmen. Den er ikke stum længere, den er tavs.
Det er et godt manuskript.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu