Undervisningsministeren kunne have indført atomkraften i Danmark med et pennestrøg, men så kridtede aktivisterne støvlerne
Den lange march
Der marcherer jeg under banneret ATOMKRAFT? NEJ TAK. I feltflasken på ryggen er der saftevand, benene bærer klistermærker, og den blå- og hvidstribede t-shirt er oversået med badges, der på dansk, svensk og katalansk bekendtgør: Nej tak til atomkraft.
Som om man havde noget valg, der kunne takkes enten ja eller nej til. Havde meldingen måske ikke allerede i 1974 lydt: "I kan diskutere lige så meget, I vil. I får atomkraft alligevel."
Det var ELSAM's direktør E.L. (jamen, det hed han) Jacobsen, der med disse ord demonstrerede elselskabernes arrogance under et møde med bekymrede borgere på Gylling Næs. Her, i et skønt naturområde mellem Odder og Horsens, var det planen, at Danmarks første atomkraftværk skulle ligge.
De mørke udsigter til trods traskede jeg denne augustdag i 1978 af sted sammen med 20.000 andre mennesker og forsøgte at holde ud mod træthed, ømme fødder, tørst og sult. Vi ville vise, at atomkraften var os så meget imod, at vi var villige til at gå os vabler til, synge og skråle os de 30 kilometer fra Gylling Næs til Århus.
Og vi var ikke alene. Syd for København var en anden karavane på vej fra Stevns til Christiansborg. Stevns var lige som Gylling Næs udset til byggeplads for et atomkraftværk. Og i Sverige marcherede svenske atomkraftmodstandere samme dag. Her gjaldt protesten de allerede eksisterende atomkraftværker i Barsebäck, Forsmark, Ringhals og Oskarshamn, som var blevet opført i begyndelsen og midten af 1970'erne.
På ski på landevejen
Atommarcherne i 1978 var den foreløbige kulmination på års kamp mod, at atomkraft blev indført i Danmark.
At atomkraften overhovedet blev overvejet, skyldtes oliekrisen i 1973, hvor oliesheikerne i Mellemøsten besluttede at bruge olien som politisk og økonomisk våben. De skruede ned for hanerne som for at bevise tesen om udbud og efterspørgsel. Færre olietønder nåede Vesten, og priserne galopperede i vejret.
Vi børn oplevede det især ved, at vi den vinter kunne løbe på ski på landevejene om søndagen. På de bilfrie søndage sparede man den kostbare benzin til hverdagene, hvor de voksne skulle på arbejde. Vi lærte også som noget nyt at slukke for lyset og skrue ned for varmen.
Det var i den atmosfære, at ELSAM's direktør E.L. Jacobsen via tv-avisen gik direkte ud i de 20 grader varme stuer med det glade budskab, at Danmark skulle have atomkraft for at komme ud af oliekrisen. Elværkerne var, fortalte han, allerede klar til så hurtigt som inden for 14 dage at afgive ordre på et 'nøglefærdigt' atomkraftværk, der ville kunne stå færdigt i 1980.
Ingen offentlig debat
Nogen offentlig debat havde der ikke været om emnet. Politikerne gjorde ikke noget større nummer ud af sagen, og kun et enkelt parti, Venstresocialisterne (VS), var imod atomkraft.
Blot få uger efter ELSAM's udspil fremlagde regeringen Hartling en atomanlægslov til førstebehandling i Folketinget. Loven ville give undervisningsministeren magt til, uden om Folketinget, at godkende elværkernes ansøgning om at indføre atomkraft. Det ville svare til, at Magrethe Vestager i dag kunne beslutte, at Danmark skulle indføre atomkraft.
Når det var undervisningsministeren, der sad med nøglen til at lukke op for atomkraftens indmarch i Danmark, skyldtes det, at Atomenergikommissionen hørte under undervisningsministeriet.
Alt tydede altså på en hurtig og rent administrativ afgørelse, der ville give grønt lys for bygning af atomkraftværker rundt om i landet.
Krav om udsættelse
Men så sker der noget uventet. Den 31. januar 1974 blæses der til kamp mod
atomkraft på dansk jord, da en gruppe modstandere stifter Organisationen til Oplysning om Atomkraft. Græsrodsbevægelsen, der i årene efter bliver kendt som OOA, kræver, at beslutningen bliver udskudt i mindst tre år, og at loven ændres, så det bliver Folketinget og ikke en enkelt minister, der skal tage stilling for eller imod atomkraft i Danmark. OOA mener, at der er brug for mere viden, så en beslutning for eller imod kan tages på kvalificeret grundlag.
Tilhængerne af atomkraft sidder imidlertid ikke med hænderne i skødet, og med elselskaberne i spidsen bliver Gylling Næs mellem Odder og Horsens udpeget til stedet for det første atomkraftværk på dansk grund. Det er derfor, jeg og 50.000 andre danskere slider skosåler den dag i 1978.
ATOM-ULYKKE står der på mit skilt. Eller mit og mit: En marchdeltager har strakt våben og plantet sit krydsfinerskilt i rabatten. Selv er han fortsat - sikkert tydeligt lettet over at slippe for vægten og vindens stadige pres mod skiltet. Jeg har taget stafetten og går sammenbidt frem mod målet og bliver en oplagt lækkerbisken for en samling fotografer, da jeg strider mig op ad den lange bakke mod Malling i spidsen for karavanen.
Folkelig appel
Atomkraftmarcherne var typiske eksempler på OOA's måde at arbejde på. Det var græsrodsarbejde med folkelig appeal. Der blev marcheret i protest, holdt demonstrationer, indspillet plader, trykt mærkater og uddelt oplysningsaviser i en grad, så danskerne uden tvivl var det folk i verden, der vidste bedst besked om atomkraft.
I dag kan det virke helt grotesk, at en så vigtig sag som atomkraften blev forsøgt hastet igennem uden mulighed for en folkelig debat ude i stuerne og inde i salen på Christiansborg. Og forargelsen over denne magtens arrogance var vigtigt brændstof for atomkraftmodstanderne.
OOA-folkene oprettede lokalgrupper over hele landet og gav sig ved siden af de udadvendte aktiviteter også i kast med et kritisk dokumentations- og analysearbejde.
Den 17. april 1974 ser man det første resultat af den folkelige mobilisering. Handelsminister Poul Nyboe Andersen (V) kommer kritikerne i møde og udtaler: "Der vil ikke blive bygget noget atomkraftværk i Danmark, uden at Folketinget først har taget beslutning."
En måned senere trækker regeringen atomanlægsloven tilbage fra udvalgsbehandlingen.
Men allerede året efter, i 1975, får Danmark - næsten - atomkraft, da Barsebäcks reaktor nr. et sættes i drift på den svenske side af Øresund. 20 kilometer i mågeflugt fra hjertet af København.
Ny anlægslov
Politisk set er atomkraften langt fra opgivet. I 1976 fremlægger regeringen en ny atomanlægslov, der fastslår, at det er op til Folketinget at afgøre, om landet skal have atomkraft. "Regeringen finder, at de miljø- og sikkerhedsmæssige spørgsmål er tilstrækkeligt belyst," siger den socialdemokratiske handelsminister Erling Jensen i den forbindelse.
Det er OOA ikke enig i, og trykker aviser i hundredetusindvis, som bliver uddelt af frivillige i hele landet.
Meningsmålingerne viser et flertal af modstandere mod atomkraft, og 170.000 mennesker skriver under på, at beslutningen bør udskydes. Stablen af underskrifter bliver afleveret til den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen.
Atomkraftmarcherne er næste skridt. Den første store atomkraftmarch er en fællesnordisk protest imod Barsebäckværket i 1977. Her deltager 20.000 danskere, svenskere og nordmænd. Og i 1978 kulminerer a-kraftmodstanden, da sammenlagt 50.000 marcherer fra Gylling Næs til Århus og fra Stevns til København.
Mine ømme fødder når lige at hele op, inden belønningen kommer et par dage efter marcherne: Regeringen, der består af Venstre og Socialdemokratiet, meddeler, at atomkraftbeslutningen endnu en gang er udskudt.
Året efter sker det, der ikke kunne ske. I USA sker der en delvis nedsmeltning af en
atomreaktor på Three Mile Island (Tremileøen) i staten Pennsylvania. På grund af tekniske og menneskelige fejl kommer reaktoren ud af kontrol, og der er fare for det såkaldte kinasyndrom, hvor reaktorkernen smelter ned igennem værket, så en radioaktiv dampsky skydes op i atmosfæren. Det lykkes at få reaktoren under kontrol, men der sker radioaktivt udslip til omgivelserne.
Tremile-ulykken sætter ekstra skub i nej-bevægelsen herhjemme. OOA samler 25.000 mennesker til demonstration i Århus og København. Lokalt afholder man høringer, debat- og filmaftener, gadeoptog og rock mod atomkraft-koncerter.
50.000 på slotspladsen
Den 18. april 1979, mens Folketinget har energipolitisk debat inde bag Christiansborgs mure, demonstrerer 40-50.000 mennesker udenfor på slotspladsen og i 14 byer landet over. En hærskare af aktivister uddeler 2,1 millioner pjecer Danmark uden atomkraft til samtlige husstande i landet.
Mere end ti år kommer OOA og en del af befolkningens kamp imod atomkraft i Danmark til at vare.
Uden denne modstand ville der utvivlsomt i dag ligge adskillige atomkraftværker spredt på Fyn, Sjælland og i Jylland. Elselskaberne havde en liste med ønskeplaceringer, der ud over Gylling Næs og Stevns omfattede Mullerup nord for Korsør, nær Rødby på Lolland, Roskilde Fjord, Bøsøre på Fyn, Aså/Sørå nord for Limfjorden, Ørby eller Jørl Hage ved Haderslev Fjord, Juelsminde og Glatved Strand nord for Grenå.
Først i 1985, 11 år efter E.L. Jacobsens bombesikre udtalelse om, at Danmark skulle have atomkraft, vedtog et flertal i Folketinget at opgive alle tanker om atomkraft. Det skete med 79 stemmer for (S, SF, RV og VS) og 67 imod (KF, V, CD, KrF og FP).
CITAT
Sagt om atomkraftmodstanderne
"... modstanden er jo led i en ganske almindelig 'religiøs' bølge sat i gang af barfodsgængere og andre biodynamikere, hjemmefødere og andre, som alene lader følelserne diktere."
Professor Morten Lange, formand for Energirådet. 1976.
"I denne her sag må vi selv skaffe os viden. Vi må læse, vi må spørge, vi må finde ud af, hvad det hele er for noget. Og vi må gi' vores viden videre til andre. Det er uvidenheden, der er allerfarligst nu."
Skuespiller Lone Lindorff. 1978.
"Intet kan rokke ved, at enhver dansk beslutning angående
atomkraft træffes på et kvalitativt højere oplysningsniveau nu end for ti år siden. Det er en folkedåd."
Forfatter Ebbe Kløvedal Reich. 1984.
