Læsetid: 5 min.

Zimbabwe-burgeren

13. april 2000

Præsident Mugabe klamrer sig med alle midler til sin næsten enevældige magt i Zimbabwe. Men forandringens vinde blæser kraftigt, og de nuværende tendenser til kaos kan på længere sigt blive afløst af fremgang

Ser man på et landkort over Zimbabwe, kan jorden firkantet sagt sammenlignes med en burger. I midten ligger bøffen i form af den næringsrige jord. Udenom er brødet, hvor jorden er tør og udpint. Bøffen sidder omkring 4.000 hvide farmere på, mens cirka en million sorte småbønder må hutle sig igennem på det tørre brød.
Set med danske, retfærdigheds-øjne skriger jordfordelingen i Zimbabwe til himlen. Det gør den i og for sig også i Zimbabwe, hvis man hører til blandt de sorte bønder. Men den sorte, politiske magtelite har hidtil ikke for alvor været interesseret i at lade de sorte undersåtter få en retfærdig bid af bøffen.
De igangværende besættelser af omkring 1.000 farme ejet af hvide er ikke andet end et højdepunkt i farmbesættelserne, der har stået på lige siden Zimbabwes uafhængighed fra Storbritannien i 1980.
Fakta er, at der har været adskillige velgennemarbejdede og fornuftige forslag til landbrugsreformer siden uafhængigheden. Men præsident Robert Mugabe og hans de facto etparti-system har ikke gjort alvor af reformerne. De store farme er effektivt drevet af dygtige landmænd som eksempelvis danskeren Wolle Kirk, de udgør en meget vigtig del af Zimbabwes økonomiske rygrad og eksport, og de er garant for den livsvigtige fødevaresikkerhed.
Et andet og måske endnu vigtigere argument for Mugabe til at holde fingrene væk fra jordfordelingen er, at han og hans partiapparat i form af ZANU-PF har adgang til via lovgivning at fordele noget af den gode landbrugsjord. Mugabe har således delt noget af bøffen ud til partikammerater, højtstående militærfolk og andre, som bakker ham op.

Får de sorte besættere via gadens parlament rådighed over storfarmene vil det på kort sigt være en økonomisk katastrofe for Zimbabwe.
Besætterne kalder sig krigsveteraner, selv om nogle af dem er for unge til at have kunnet været aktiv under uafhængighedskrigen, og de er som hovedregel dårligt uddannede og ved meget lidt om drift af storfarme. Regeringen har forsømt at sørge for en god uddannelse af sorte landmænd. Enkelte storfarme er i dag drevet af sorte, men de færreste har succes med deres landbrug. Politisk er en voldelig overtagelse af jorden uden kompensation til de hvide farmere særdeles sprængfarligt.
Dels vil udlandet reagere kraftigt med at lukke for både bistand og investeringer, dels kan det afføde kaos i et land, der trods de nuværende farmbesættelser stadig er relativt stabilt.
Efter alt at dømme ønsker Mugabe balladen. I hvert fald har han givet verbal opbakning til farmbesætterne, og der går sejlivede rygter om, at statsejede biler bruges til at transportere villige demonstranter ud til farmene. Uden det endnu er blevet bekræftet, skal tidligere Danida-biler også være brugt til transport af bøller.
Mugabe kan bruge besættelserne til at sikre sig opbakning på landet, samtidig med at han kan påstå, at han ikke har andel i dem. Han forsøger på denne måde at gøre kampen om jorden i Zimbabwe til et spørgsmål om sorte kontra hvide, og han har tidligere haft held med at spille dette racekort. Det på trods af at sorte og hvide, trods de hvides store magt over økonomien, lever forholdsvis fredeligt sammen.
I dag skal Højesteret tage stilling til, om politiet skal tvinges til at fjerne besætterne fra omkring 1.000 farme. Rigsadvokat Patrick Chinamasa har sagt, at besættelserne er "en etnisk og politisk ladet krudttønde, der kan eksplodere når som helst."

Spørgsmålet er nu, hvor meget held Mugabe får med at yppe kiv. I forgårs blev Parlamentet opløst, og han lader valgdatoen svæve i det uvisse. Dermed har han kastet landet ud i et politisk tomrum. Bevægelsen for Demokratisk Forandring (MDC) har med fagforeningslederen Morgan Tsvangirai i spidsen så stor en opbakning især i bybefolkningen, at Mugabe trods diverse beskidte tricks får svært ved at standse MDC's fremgang.
Ved afstemningen om en ny forfatning i februar led Mugabe et sviende nederlag med sine forslag til forfatningsændring, fordi valget blev gjort til et spørgsmål om for eller imod Mugabe. MDC har med andre ord en god mulighed for at sætte sig på måske endda flertallet af de 150 pladser i parlamentet. I dag sidder ZANU-PF på 147 af pladserne.
Ifølge forfatningen skal Mugabe udskrive valg inden fire måneder efter parlamentes opløsning. I februar valgte Mugabe at acceptere sit nederlag, og derfor kan man håbe, at han inden for de næste fire måneder vælger at følge demokratiets spilleregler. Hans accept af farmbesættelser, overgreb på MDC-folk, journalister og menneskerettighedsfortalere vidner dog ikke om nogen speciel lyst til at følge juridiske spilleregler.
Demokratiet kan med andre ord blive bragt i fare. Det er i Zimbabwe i dag som i så mange andre afrikanske lande et skindemokrati, fordi en korrumperet magtelite hidtil har forstået at manipulere den uuddannede befolkning til at stemme på det altdominerende parti. Men et skindemokrati er trods alt bedre end alternativerne i form af diktatur eller kaos.

Den karismatiske Morgan Tsvangirai har bebudet, at han, såfremt han får flertal i parlamentet, vil forsøge at få gang i landbrugsreformerne og økonomien. Arbejdsløsheden og inflationen er over 50 procent, og Zimbabwe risikerer efter en del års vækst i bruttonationalproduktet stagnation i år. Landet betaler ikke af på sin udlandsgæld, og derfor er der ikke valuta til at købe benzin, hvilket har resulteret i lange køer ved benzinstationerne. Tsvangirai har over for Aktuelt meget på kornet beskrevet den kaotiske situation på følgende måde:
"Vi har benzinkrise, vi har valutakrise, vi har krigen i Congo, der dræner en masse ressourcer ud af landet. Vi har ledelseskrise, vi har korruption, vi har arbejdsløshedskrise, og vi har aids-krise."
Zimbabwe har ellers før i tiden stået som et stabilt land med en vis fremgang i et Afrika, der med adskillige krige f.eks. i Den Demokratiske Republik Congo og tilbageslag for demokratiet i de senere år, er kommet ind i en nedadgående spiral. Kaos i Zimbabwe vil derfor bidrage til den onde cirkel på kontinentet med økonomisk og demokratisk underskud. Modsat kan en valgsejr til MDC bringe en vis fornyelse, såfremt Tsvangirai ikke kommer til at lide af kleptomani, som sin forgænger og mange andre afrikanske ledere.
Jord-burgeren vil det tage lang tid at ændre på fordelingen af, hvis det skal foregå retfærdigt og fornuftigt. Men afrikanerne er et tålmodigt folkefærd. I Zimbabwe har jordspørgsmålet været et af de mest afgørende i 110 år ifølge den hvide sundhedsminister, Timothy Stamps. I Sydafrika, hvor fordelingen af jord er endnu mere skæv end i Zimbabwe, har de sorte endnu ikke mistet tålmodigheden med en ekstrem langsom landbrugsreform. Om besindigheden får lov at sejre i Zimbabwe afhænger nu af Mugabe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu