Professor Erik Steffensens bog om professor Poul Gernes (1925-1996) er et klogt portræt af en på alle måder stor og generøs kunstner
Kunstbog
En monografi er et værkorienteret portræt af en kunstner. Det handler mindre om kunstnerens liv end om de spor i form af værker, som kunstneren har sat sig. Og det er sådan en, der nu for første gang foreligger om Poul Gernes. Han har som få kunstnere sat sit præg på institutioner og bygninger. Elever på Ordrup Gymnasium har siden slutningen af 80'erne nydt godt af hans og hans elevers poetiske rumudsmykninger, der hævede gennemsnittet med ét karakterpoint, ligesom mangen en patient, indlagt på Amtssygehuset i Herlev er vågnet op til hans blomsterormanenter med invididuelle variationer og små indlagte trøstepræmier. Og så er der den omdiskuterede bygning ved Vesterport St., nærmere bestemt Paladsbiografen, hvis kraftige signalværdi har bragt sindene i kog, lige siden den opstod som hindbærlagkage af det snavsethvide flødeskum i 1989. For nu at nævne nogle af hans mest kendte udsmykninger.
Men Gernes var meget andet end det, viser Steffensen i bogen, som er en visuel og verbal rejse gennem Gernes' polyfone værk, der karakteriseres som "en pendlen mellem det traditionelle konkrete simpelt udførte kunstværk og den kunstnerisk formgivne brugsgenstand."
Poul Gernes ønskede at gøre sin kunst til alles eje. Den skulle ikke blot have et dekorativt sigte, men også højne folks moral. Gernes er rundet af den ekspressive, farve- og ornamenteksperimenterende tradition, hidrørende fra Henri Matisse på den ene side og af de moderne mediers tid på den anden. Og så i meget høj grad af tidsånden, bør man tilføje, eftersom Gernes indoptog hele den Tvindske kollektiv-tankegang som
ideologisk grundlag.
Gernes var en del af avantgarden. Som medstifter af Eks-skolen tog han kritisk afstand fra det traditionelle værkbegreb og fra hele kunstinstitutionen. "I det monumentale og udsmykningen fandt Poul Gernes at ønsket om liv, skønhed, funktion og kunstnerisk værdi kunne forenes," skriver Erik Steffensen i bogen.
Flagellant og kunsttyr
I bogen er optrykt Gernes' flagellantagtige manifest fra 1971, der pålægger den enkelte et liv uden nydelse og en evig kamp mod egocentriciteten i fællesskabets navn.
Det er den værste læsning i lang tid for Deres anmelder. Her er hele venstrefløjens tvangskollektiviseringstankegang fra de betonmarxistiske 70'ere nedfældet på få linjer. Gernes lod så afgjort samfundets behov tilfredsstille før sine egne, og resultatet blev jo overraskende lyriske og poetiske. Der var ikke nogen vaklen. Han vidste, hvad han skulle, fra han stod op, til han gik i seng. Målet var langt større end ham selv.
I udsmykningen blev kunsten installeret permanent og i large scale - og til alles bedste. Steffensen påpeger i øvrigt i bogen, at selv om kollektivtankegangen gennemsyrede Gernes' kunstneriske praksis og tænkning, og selv om han og hans elever arbejdede i og indgik i en slags broderskab, så var og blev det professoren selv, som udstak de kunstneriske rammer. Denne ambivalens bliver dog ikke ført til dørs af Steffensen, ligeså lidt som han kommenterer den højst utraditionelle rekruttering af elever til Skolen for Mur-og Rumkunst på Akademiet. Akademiets egne elever, der måtte ønske optagelse, blev ganske enkelt afvist af Gernes, fordi de var for selvstændige og uregerlige. Eller for 'egocentriske'. I stedet annoncerede han efter elever udefra, der indordnede sig.
Poul Gernes kom fra en familie af små skotøjsfabrikanter. Hans fars perfektionisme - hans sko var nærmest brugskunst, kan man forstå - blev hos Gernes omsat på en sådan måde, at også hans kunst fik en brugsfunktion.
Kunsten lå imidlertid ikke familien fjernt. Hans farfar var en habil landskabsmaler, ligesom hans faster var akademiuddannet og udstillede på Charlottenborg, skriver Steffensen. Hun ansporede Gernes til at gå videre med kunsten, men først uddannede han sig som litograf. Her lærte han om farver som ingen andre, så han kunne levere, hvad en kritiker for nylig karakteriserede som "viagra for sjælen." Skydeskiver, i stærke spektralfarver, med stor signalværdi, store vægudsmykninger, der strutter af farver og vitalitet.
Steffensens bog, bestående af korte, overskuelige kapitler og en mængde fascinerende illustrationer, lader 1964, hvor Gernes forlader kunsten et år og tager på rejse i folkevognsrugbrød gennem Europa og Nordafrika, være et vendepunkt for Gernes. Herefter handler det om de monumentale opgaver, som udsmykninger, film, arkitektur og skulptur.
Eks-skolen nærer ham i ekstrem grad og tillader ham at begynde forfra efter sin lange ungdom med de konkrete kunstnere, generationsfæller som Gunnar
Aagaard Andersen, i hvis tegnestue han arbejdede i en årrække i 50'erne. "Gernes havde på ti år gennemløbet en udvikling fra geometrisk orienteret skabsmaler til viril kunsttyr, der kunne levere varen størst, hurtigst og i mangfoldige versioner," skriver Steffensen (f.1961), der selv er professor ved Kunstakademiets Grafiske Skole og har en lang række publikationer bag sig. Han er altid værd at læse, også i de små pixi-bøger. Han ejer den sjældne gave at kunne gå frisk og ukonventionelt til værkerne og fravriste dem betydning og give dem liv i sproget. Og hans indsigt i den kunstneriske skabelsesproces giver ham en uhøjtidelig tilgang til kollegaen. Det er med andre ord alletiders monografi om Gernes, hvis enorme og spredte værk omsider er blevet indfanget og gjort tilgængelig også for det læsende folk.
*Erik Steffensen: Poul Gernes. Monografi. 284 s., i s/h og farve. 690 kr., indb. Borgens Forlag
