Læsetid: 4 min.

Advokater kritiserer politiets arbejdstempo

25. maj 2000

Langvarig varetægtsfængsling af udlændinge skyldes langsommelige forespørgsler hos Interpol og sager, der hviler under strafafsoning, mener forsvarsadvokater

Sagsbehandling
Rashid Ismaini er klar til at løse det problem, de danske myndigheder har med ham - nemlig hans tilstedeværelse i Danmark.
"Bare giv mig chancen, så skal jeg nok flytte mig," siger han på udmærket engelsk, da Information interviewer ham i Vestre Fængsels besøgsafdeling.
"Jeg vil hjælpe med alt: Jeg kan rejse ud selv, eller jeg kan blive her i landet. Men jeg vil ikke rejse ud til mit eget land."
I Algeriet har Rashid Ismaini problemer med myndighederne, siger han - også selv om Direktoratet for Udlændinge ikke troede på ham, da han i 1994 fik afslag på asyl.
"Hvis jeg gik med til at rejse til Algeriet, ville det være det samme som at bede om at få en pistol, så jeg kunne skyde mig selv," siger han.
Rashid Ismaini kom til Danmark som asylansøger i 1993. I 1997 blev han idømt fire års fængsel for røveri og udvisning for bestandig. 13. juni 1999 blev han prøveløsladt og straks overført til varetægtsfængsling.
Politiets resumerapporter i hans sag viser, at bestræbelserne på at få fastlagt Rashid Ismainis identitet stod stille under strafafsoningen fra 1997-99. Hans advokat, Mette Lauritzen, kritiserer politiets langsommelighed:
"Sagen kommer først frem på bordet som en aktiv sag, når en løsladelse truer," siger advokaten.

Granatchok
Hendes kollega, Merethe Stagetorn, var advokat for en anden algerier, som i 1997 af Højesteret blev løsladt efter en samlet varetægtsfængsling efter prøveløsladelsen på et år og fire måneder. Hun har jævnligt udenlandske klienter, der fængsles efter strafafsoningen, og har gjort samme iagttagelse som Mette Lauritzen:
"Selv om problemet med at få personen ud af landet typisk har været kendt allerede fra domfældelsen, kommer det tilsyneladende som et granatchok ved prøveløsladelsen. Reelt er det sådan, at Den Centrale Politiafdeling ikke foretager sig noget i sagen inden prøveløsladelsen," siger Merethe Stagetorn.
Men kriminalinspektør Jørgen Tagge, chef for Den Centrale Politiafdeling (DCP) under Rigspolitiet, afviser, at politiet generelt forholder sig passivt, mens en udvisningsdømt afsoner sin straf:
"Der er ikke nogen logisk grund til, at vi ikke skal fortsætte udsendelsesbestræbelserne, mens han afsoner," siger Jørgen Tagge.
Merethe Stagetorn har også iagttaget, at DCP i mange sager først får rettet Interpol-forespørgsler til de forskellige lande, hvor den udviste kan være kendt, lidt efter lidt:
"Hver gang tager det et par måneder at få svar fra et land. Man burde én gang for alle finde ud af, hvilke lande man vil spørge - og spørge dem alle på én gang," siger Merethe Stagetorn.
Jørgen Tagge afviser, at det forholder sig sådan, at DCP spørger landene ét efter ét for hele tiden at have grundlag for forlænget varetægtsfængsling med henvisning til, at DCP afventer svar fra et bestemt land.
"Vi har ingen interesse i at holde folk så længe som muligt," siger Jørgen Tagge.
"Vi retter ofte i første omgang vores bestræbelser mod det land, hvor vi anser det for overvejende sandsynligt, at den pågældende er kendt. Men i andre situationer spørger vi flere lande på én gang," siger DCP-chefen.

Absurd
Mette Lauritzen kalder det "absurd", at politiet bruger Rashid Ismainis forsøg i 1994, 1995 og 1996 på at rejse ulovligt ud af landet som argument for at holde ham fængslet:
"Man vil have, han skal skride. Når han skrider, bliver han sendt retur. Og nu bruges det som et argument for at holde ham fængslet, at han vil stikke af ulovligt," siger Mette Lauritzen.
Jørgen Tagge, "synes ikke, det er en rigtig indgangsvinkel":
"Hvis man i alle lande løslod folk i håb om, at de ville udrejse illegalt, ville det være årsag til, at uidentificerede udlændinge cirkulerede rundt i for eksempel hele EU uden nogen som helst kontrol".
Mette Lauritzen kritiserer politiet og domstolene for at bruge den langvarige varetægtsfængsling som pression for at få udvisningsdømte til selv at rejse ud til deres eget land. Merethe Stagetorn er enig:
"Ind imellem er der sikkert nogle, der bliver møre, og oplyser, hvilken landsby de kommer fra, så de kan identificeres. Inden for strafferetsplejen er den form for pression ulovlig, men ifølge udlændingeloven skal en udlænding medvirke til sagens opklaring. Juridisk er det formentlig tilladeligt at bruge varetægtsfængslingen til at presse folk," vurderer Merethe Stagetorn.
Under alle omstændigheder synes pressionen ikke at virke særlig effektivt på Rashid Ismaini. På en måde har han det godt i Vestre Fængsel. Jobbet som gangmand giver ham 460 kroner pr. uge, hvilket er mere end de 416,50 kroner, man får i lommepenge hver 14. dag, når man bor på et af Røde Kors' asylcentre.
"Det er bedre her end udenfor. Men tre år og syv måneder i fængsel er nok. Nu vil jeg ud. Jeg vil være i Danmark, lære sproget og have et job," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her