Læsetid: 3 min.

Ægthedens triumf

15. maj 2000

Poppensionisterne Jørgen og Noller Olsen fra Virum sang globaliseringen midt imod

Melodi Grand Prix
FREDERIKSBERG - Egentlig skulle denne artikel have været indledt med nogle minder om dengang, jeg tilhørte en selvbestaltet loge af medie- og pladeselskabspampere, der hvert år mødtes for, under selskabelige former, at håne Melodi Grand Prix.
Det foregik ved, under transmissionen, at tildænge det sagesløse tv-apparat med overkogt, selvklæbende spaghetti, og så skulle artiklen have været suppleret med historien om vor kollegiale krig med en kreds af sande grand prix-entusiaster, der samledes et andet sted i byen iført pænt tøj og national begejstring; en krig, der kulminerede det år, hvor vi pr. taxi tilsendte dem en pose med kødsovs og de replicerede ved, også pr. taxi, at sende os en elegant isblå long drink, komplet med cocktailbær og det hele - det eneste problem var bare, at chaufføren ikke kunne finde adressen ...

De gamle dyder
Allerede under det nationale grand prix for et par
måneder siden anede jeg imidlertid, hvor det bar hen. Den aften i Cirkusbygningen kom Melodi Grand Prix nemlig hjem igen.
Da sagde Danmarks Radios udskældte, lukningstruede underholdningsafdeling tak for sidst til ledelsen med et show, der ubesværet genindførte gamle dyder som uforlorne, medlevende værter, uplanlagt publikumsbegejstring og sange, der ikke kun var lejligheds-stunts, men netop sange, man ikke kunne lade være at synge med på - selve poppens mening.
I det lys var det ingen overraskelse, at Jørgen og Noller Olsen fra Virum lørdag aften for øjnene af 15.000 alt andet end stilige svenskere og en lille milliard tv-seere fra Als til Australien vandt The Eurovision Song Contest efter at have ført konkurrencen i Globen i Stockholm fra start til mål med deres egen "Smuk Som Et Stjerneskud," i dagens internationale anledning omdøbt til "Fly On The Wings Of Love" - iøvrigt aftenens eneste skønhedsplet, for hvor ville det dog have været lurmærket, hvis de havde sunget på dansk netop denne aften ...

Spektakulært selvmål
Da poppens moderland, England, som så mange andre, havde afleveret sine douze
points, havde jeg forlængst fundet den indre klaphat frem, nede på gaden tudede bilerne i sommervarmen som var vi i Rom efter et Lazio-Roma-lokalopgør, tv-kommentator - og grand prix-veteran - Keld Heick havde opgivet enhver journalistisk distance og brølede om kap med sig selv, og jeg sendte en medlidende tanke til kollegaen på Aktuelt, der i lørdags ætsende veloplagt over en hel side udråbte Brødrene Olsen til "de glade tabere". Hvorfor?
Jo, fordi danskerne, ifølge arbejderbevægelsens avis, "har valgt en umulig sang med hjertet, der beviser, at vi hverken lader os styre af ambitiøs beregning eller trang til at ligne de andre i Europa." Ret smart set, bortset fra at Brødrene Olsen altså netop vandt på at ikke at ligne de andre. På den anden side: Skal man lave et selvmål, kan scoringen lige så godt være spektakulær ...

Gråsprængt modenhed
Midt i lørdagens globaliserede ungdommelighed gik Olsen & Olsen på scenen og lignede det, de er: To midaldrende mænd, der har prøvet idolræset og som ved, at selverkendelse og afklaring er det bedste værn mod det blændværk, der er en lumsk del af poppens forførende væsen.
Værre blev det ikke af, at deres gråsprængte modenhed må have talt til det midaldrende seersegment, der traditionelt fylder mest, når Melodi Grand Prix-seertallene skal gøres op - Jørgen Olsen er jo ren Sean Connery i vintage Virum-aftapning.
Selve sangen er standard-Olsen. Det vil sige tidløs elskværdig soft-rock med universel appeal, udført afvæbnende afslappet og milevidt fra grand prix-fællesnævneren, som iøvrigt ikke længere er så entydig som den gøres til af de kritikere, der aldrig ser showet.
De ikke længere helt nye østeuropæiske nationer har faktisk de senere år tilført genren nogle nationale kendetegn, som sætter de vestlige landes standardløsninger i gennemskueligt relief. F.eks. vil jeg til hver en tid foretrække årets helt originale bidrag fra Cypern, Sverige (!), Tyrkiet og Rumænien samt Frankrigs rai-inspiredede bidrag fremfor de klamme norske Spice Girls-kloninger, Østrigs tamme Tamla-Motown-efterligning for slet ikke at tale om Ruslands anorektiske designerpop.
I går blev Jørgen og Noller så heltemodtaget i Tivoli på bedste Bjarne Riis-vis. Man kan sikkert sige meget om dem , men de er aldrig blevet testet for andet end noget positivt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her