Analyse
Læsetid: 5 min.

Afkortet fransk præsident

17. maj 2000

Omsider ser det ud til, at Frankrig vil nedskære præsidentperioden fra syv til fem år - og dermed sige farvel til en udlevet bonapartistisk tradition

En politisk søslange, der er dukket op med mellemrum i de sidste 30 år i Frankrig, ser nu omsider ud til kunne hales i land: Republikkens præsident, der hidtil er blevet valgt for syv år ad gangen, skal i stedet vælges for en periode på fem år.
Det nye er, at præsident
Jacques Chirac og premierminister Lionel Jospin, der repræsenterer henholdsvis højre og venstre, tilsyneladende er enige om at ønske reformen gennemført - og at ikke mindre end tre fjerdedele af de franske vælgere ifølge meningsmålingerne er af samme opfattelse.
Da præsidenten ikke er en formel topfigur, men en direkte folkevalgt leder med politiske beføjelser, er der masser af substans i spørgsmålet om præsidentperiodens længde, og sagen er røget højt op på den politiske dagsorden, efter at ekspræsident Valéry Giscard d'Estaing forleden fremsatte et formelt forslag om at gennemføre reformen.
Det egentlige vendepunkt ligger i, at Chirac efter alle solemærker at dømme har skiftet standpunkt og går ind for reformen. Hans socialistiske modstandere, der har ønsket reformen i årevis, betragter præsidentens kovending som en taktisk manøvre, typisk for Chirac, og debatten har således fra begyndelsen fået et stærkt polemisk islæt, der har gode chancer for at slå igennem lige til det sidste.
Ikke desto mindre tyder alt på, at Chirac og Jospin vil udløse reformprocessen i skøn samdrægtighed ved at fremsætte et "konstitutionelt lovforslag". I overensstemmelse med reglerne for sådanne tilfælde vil lovforslaget blive "fremsat af premierministeren på præsidentens vegne".
En forfatningsændring kan gennemføres af parlamentet, men kan også lægges ud til folkeafstemning, hvilket sandsynligvis vil ske i det foreliggende tilfælde. Det politiske tovtrækkeri mellem Chirac og Jospin vil dreje sig om kalenderen for reformen. Præsidenten ønsker en folkeafstemning så tæt på præsidentvalget i 2002 som muligt, for at spørgsmålet om hans nuværende mandat ikke skal inddrages i debatten - han kunne anses for moralsk forpligtet til at træde tilbage og udskrive præsidentvalg, hvis reformen blev vedtaget nu, kort efter at han har rundet de fem år på præsidentposten. Chirac har også brug for en udskydelse, for at de franske vælgere kan få tid til at 'fordøje' hans omvendelse til reformen.
Jospin ønsker derimod reformen gennemført hurtigst muligt, og han er herre over parlamentets dagsorden. Jospin, der slog til lyd for reformen under præsidentvalgkampen i 1995, har hidtil som regeringschef siden 1997 ikke taget noget initiativ i denne sag af den simple grund, at reformen ikke kan gennemføres uden præsidentens samtykke, og det var klart for alle og enhver, at Chirac var modstander af den.
Så sent som den 14. juli 1999 - Bastilledagen, den nationale festdag, hvor præsidenten altid udtaler sig om nogle principielle spørgsmål - sagde Chirac, at en afkortning af præsidentperioden til fem år "ville være en fejltagelse, og jeg vil derfor ikke godkende den".

I dag lader man skinne igennem i præsidentens omgivelser, at Chirac går ind for reformen. Hvad er det, der har overbevist ham? Spørgsmålet er måske forkert formuleret, al den stund Chirac er mere kendt for at handle ud fra taktiske hensyn end overbevisning. At 75 procent af vælgerne ifølge nye meningsmålinger går ind for reformen, er naturligvis et stærkt argument. Bag dette resultat kan man mere end skimte, at franskmændene efterhånden er godt trætte af et politisk system, der i næsten grotesk grad er centreret om og overskygget af præsidenten - at de ønsker dette 'præsidentokrati' beskåret.
Chirac har altså sine grunde. For en siddende præsident er den vigtigste af alle sager at blive genvalgt, og Chirac kan ikke et øjeblik være i tvivl om, at han har betydeligt større chancer for at blive genvalgt for fem år end for syv år i 2002. Det år fylder han 70...
Der tales mere og mere om, at en folkevalgt præsident med politisk magt, der kan blive siddende i syv, 14 eller 21 år i træk, ikke hører hjemme i et moderne demokrati. Det er et lån fra de bonapartistiske kejserriger, hvilket allerede blev bemærket, da general de Gaulle indførte den Femte Republik i 1958 - med en politisk dominerende præsident, valgt for syv år og - efter en forfatningsændring i 1962 - direkte folkevalgt. De Gaulles formål var at styrke den udøvende magt på bekostning af parlamentet, og det lykkedes faktisk at tilføre Frankrig en tiltrængt stabilisering efter den Tredie og den Fjerde Republik, hvor den rendyrkede parlamentarisme førte til hyppige regeringskriser og mangel på handlekraft.
Forfatningen af 1958 betød dengang en 'effektivisering' af Frankrig, men selv om forfatningen siden er blevet underkastet et dusin mindre ændringer, opfattes den i dag som noget støvet og ikke nødvendigvis tidssvarende. Afkortningen af præsidentperioden til fem år - sansynligvis ledsaget af en begrænsing til to perioder, altså højst ti år - er langt den vigtigste ændring siden 1962, og den tjener først og fremmest til at hindre, at republikken i en alt for lang periode bliver en enkelt persons eller en bestemt politisk families ejendom. Kun François Mitterrand har fuldført 14 år - det længste regime siden Napoléon III (1852-70) - og den sidste halvdel af hans andet mandat efterlod et katastrofalt indtryk.

Der har længe været tvivl om berettigelsen af den syvårige præsidentperiode, og så tidligt som i 1973, mens Georges Pompidou var præsident, blev et lovforslag om afkortning til fem år vedtaget af både Nationalforsamlingen og Senatet, men det kom aldrig til afstemning ved et fællesmøde af de to kamre, fordi der ikke var udsigt til det flertal på tre femtedele, der er nødvendigt ved forfatningsændringer. Siden 1986 har man oplevet flere perioder med præsident og regering fra hver sin lejr - den såkaldte cohabitation, et problematisk og uforudset resultat af de Gaulles forfatning. I 1997 tog man hul på en fem år lang cohabitation, der langsomt, men sikkert udvikler sig til en løbende valgkamp mellem den udøvende magts to hoveder. Hvis præsidenten ligesom parlamentet vælges for fem år, mindskes sandsynligheden for denne upraktiske situation, og det indgår i argumenterne for reformen.
Når spørgsmålet debatteres, finder man især modstanderne af reformen blandt den gamle garde af gaullister, forvalterne af arven fra de Gaulle: At pille ved et så centralt punkt i hans forfatning er helligbrøde, forræderi mod den store nationalhelt. Chirac, der er gaullist og regner sig for de
Gaulles arvtager, har da også hidtil fundet sit naturlige ståsted på denne side i debatten. Men nu finder han livsvigtige grunde til at mene det modsatte. Chirac drømmer tilsyneladende om at lægge navn til en yderst populær reform ved en folkeafstemning, der skal ligge tættest muligt på præsidentvalget 2002 og hjælpe ham til genvalg. Men Jospin, der hele tiden har været tilhænger af reformen, vil gøre alt for at fremtræde som dens ophavsmand.
Under alle omstændigheder synes tiden nu inde. Den syvårige præsident er en trepattet ko, som franskmændene ikke længere vil købe.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her