Krigskorrespondenternes helt, Ryszard Kapuscinski skriver om menneskene bag fronten
Reportager
"Mange krige i Afrika finder sted uden vidner, i det skjulte, på utilgængelige steder, i stilhed, uden verdens viden, eller simpelthen glemt af verden."
Engang for 40-50 år siden besluttede Ryszard Kapuscinski sig for at være vidne. Som alle krigskorrespondenters forbillede har han overværet et to-cifret antal statskup.
Han har som pengeløs, polsk korrespondent levet sig igennem det meste af Den Tredje Verden siden 1957.
Han er blevet en legende på grund af sin frygtløshed og sin sensitivitet, der blandt mange andre har udmøntet sig i skildringer af den etiopiske kejser Haile Selassies storhed og fald (Kejseren), af shahen i Iran (Shahernes Shah) og statskup og revolutioner gennem Afrika og Sydamerika (Fodboldkrigen).
Undervejs mellem fronterne har han mødt alle menneskene, for han har omhyggeligt rejst uden om de officielle ruter og det nemme lufthavnsliv. Det er disse mennesker, han skriver om i Ibenholt - Afrikanske rejser.
Op i køen
Det, der gør Kapuscinski speciel, er hans åbenhed. Han har altid rejst uden det skjold af dollars, selv den mest forhærdede europæiske rejsende griber til, når det brænder på.
Efter selv at have betalt mig til en hospitalsseng, drop og engangssprøjter under en dysenteri i det nordlige Moçambique, hvor alle andre delte sygdomme, smerter og bakterier på gangen udenfor, kan jeg med en vis indlevelse bøje mig i støvet for en mand, der stiller sig op i køen til ambulatoriet med sin tuberkulose, omgivet af måben og geléagtigt svag efter en netop overstået hjernemalaria, fordi en hjemsendelse til Polen ville betyde en nedlæggelse af hans nyoprettede, afrikanske korrespondentstilling.
I den etiopiske by Lalibela sulter folk ihjel ved siden af verdens ottende vidunder: Kirkerne, der er hugget ind i klippevæggene i de enorme bjerges indre. Der dør reporteren næsten med selv:
"'Dø i hobetal' betyder, at et menneske dør alene. Bare med den forskel, at på samme tid dør også et andet menneske, ligeledes alene. Og lige så alene - endnu flere andre."
Ikke godnatlæsning
Det, der gør Kapuscinski fantastisk, er hans perspektiv: Hans malaria er blot et eksempel på Afrikas malaria; hans feber er en dør ind til de andre.
Ibenholt er ikke sjov læsning. Omend den er spændende, som historien om korrespondenternes kamp for at komme ind i det kuppede Zanzibar - og den mislykkede, natlige flugt derfra i en motorbåd en uge senere, da der genlyder rygter om andre kup i Kenya, Tanganyika og Uganda - og reporterne er gidsler på den anarkistiske ø.
Og den er lærerig, som en forbilledlig forklaring af den hundredårige konflikt mellem hutuer og tutsier i Rwanda, om Frankrigs fatale indgreb, om Endlösungs-ideologier i et land, som verden ikke vil betræde. Men det er ikke godnatlæsning.
Overlevelse på trods
Da jeg nåede til kapitlet om de 'warlords', små partisan-hærførere, der i Afrikas fattigste lande lever af at snuppe nødhjælpen og sælge den videre, kunne jeg næsten ikke komme videre.
For det Afrika, Kapuscinski beskriver, er næsten uden håb. Ganske vist møder han hele tiden mennesker, der lever på trods. Der sælger tre tomater så de har råd til den fjerde, tager deres ejendele under armen og går væk, når gangsterne angriber.
Men han møder også et kontinent, som er splittet og paranoidt, monstrøst og farligt.
Som var det, også før de europæiske erobrere slagtede, hvad der var af struktur og samfund. Og som nu ikke kan komme sig igen - men alligevel overlever og overlever.
Afrika viser en, hvor lille man er. Tro mig, dine frustrationer bliver betydningsløse - her er forskellen. Og den sætter Kapuscinski ord på - et halsbrækkende projekt, der fortjener lige så meget respekt som hans skyttegravs-dumdristighed:
"Sådanne krisesituationer ser på afstand langt værre og farligere ud, end de viser sig at være på nært hold. Vores fantasi sluger grådigt og begærligt det mindste tegn på sensation, det svageste signal på fare eller den letteste lugt af krudt, for i samme nu at forstørre disse tegn op til monstrøse, overvældende dimensioner."
Jo tak - vi tror dig på dit ord.
Runa Kildegaard Klukowska har i modsætning til Jan Stage, der tidligere har oversat Ryszard Kapuscinski, kunnet oversætte direkte fra den polske original. Ikke desto mindre er sproget visse steder lidt for arkaisk-støvet - ikke helt genskrevet til den danske syntaks - der er lidt for mange 'idet', 'alt i mens' og 'for så vidt'.
Derudover er det en fornøjelse - og betydeligt mere levende end for eksempel fjernsynsreportager - at læse den nøgterne, intense stil.
*Ryszard Kapuscinski : Ibenholt - Afrikanske rejser. 317 s. 285 kr. Tiderne Skifter
