Læsetid: 5 min.

'Jeg vil aktivere et nærvær'

3. maj 2000

Lone Høyer Hansen er aktuel med en sprudlende Asbæk-udstilling. 'Som kvindelig kunstner gælder det om at få sig en god kone', siger hun

Interview
Lone Høyer Hansens rumobjekter indbyder betragteren til åben dialog. Der udgår en særlig, feminin poesi fra hendes skulpturer. Det er en tretrinsopbygget udstilling i Asbæk, en installation i etaper eller kapitler. Hun bygger gradvis op, føjer til og folder endelig ud i en eksplosion af former og farver i det tredje og bageste rum. Hendes sans for iscenesættelse fornægter sig ikke, og man er heller ikke i tvivl om, at man befinder sig midt i et feminint univers, der sender på mange, samtidige frekvenser. Der er kunst til både vægge og gulve, værker der står alene i rummet, transparente ruminddelere, der skiller rummet i florlette enheder, forunderlige legemer og immaterielle stoffer som lys, der synes at løfte rummet ind i en anden dimension. Og så er der blomster, blomster og atter blomster. Altså fritstående billeder af blomster, forstås, for Høyer Hansen arbejder i tre dimensioner.
Information møder Lone Høyer Hansen i hendes atelier i St. Kongensgade, som hun deler med sin mand, den amerikansk fødte komponist Dan Marmorstein. Her myldrer det med skulpturer under opbygning, ligesom man aner fragmenter af kendte værker, hvis dele er skilt fra hinanden og nu ligger som faldne soldater, delvis formummet under plastic og papkasser: Vi befinder os med andre ord midt i et stort kunstnerisk laboratorium, hvor tanker samler sig og får krop, i denne formernes svangregang.
- Hvorfor er du egentlig blevet kunstner?
"Det stod ikke skrevet i mine stjerner, at jeg skulle blive kunstner, og der var ingen kunstnere i min familie. Men jeg følte en generel utilpassethed ved tingenes tilstand. Min far var fiskegrosserer på Gl. Strand, hvor gallerierne lå dengang i halvtredserne, så jeg er vokset op med gode, danske malere på væggene. Som 15-årig så jeg på en rejse til Amsterdam et maleri af Frans Hals, som gav mig den første kunstoplevelse. Da opdagede jeg, at der var en struktur og en bestemt måde at organisere et billedes elementer på. Jeg så, at et maleri ikke bare var et maleri, men at det havde et 'grid', et system, en struktur, og netop denne erkendelse har sådan set drevet mig siden: Jeg interesserer mig for dén orden, man må etablere for at gøre værket tilgængeligt. Man bygger verden op - eller en lille del af den - påny i værkets fortættede form."

Total iscenesættelse
- Du har forladt den autonome 'krop' - den fritstående og selvstændige skulptur, som du excellerede i de første 10-15 år af dit virke - til fordel for installationen. Hvorfor har du taget dette skridt?
"Ja, jeg inkorporerer for tiden værket i en installation, hvor rummet har en afgørende betydning for helhedsoplevelsen. Det gør jeg for at skabe en slags total iscenesættelse. Elementerne indgår altid i nye konstellationer, hvorved man accentuerer værket forskelligt, alt efter hvor det optræder. Jeg arbejder med tre ting samtidig: Lyset, rummet og tilskueren. Jeg indtager rummet, jeg inddeler det i flader, således at betragteren hele tiden må skifte point of view, og værket tager sig også forskelligt ud, alt efter betragterens placering, højde m.v. Jeg genererer muligheder i én uendelighed. Jeg er interesseret i at aktivere et nærvær, at få betragteren til at se omgivelserne. For mig er det sansende og erkendende nærvær det væsentligste. Og det opnår jeg for tiden bedst via installationer. Dermed ikke være sagt, at jeg aldrig vil skabe genuine, autonome skulpturer igen."
- Du gik på Akademiet i en tid, hvor skulpturen nød fremme, og hvor man dyrkede de postmoderne, franske filosoffer. Jeg har indtryk af, at du har stået lidt på sidelinjen i forhold til denne teoretiseren?
"Ja, men jeg læste disse teoretikere. Det var man nødt til, hvis man skulle forholde sig til, hvad der foregik. Men jeg var fra begyndelsen skeptisk. Jeg var 30 år, da jeg blev optaget, og jeg vidste, hvad jeg ville. Disse teorier forholder sig altid til andre videnskaber, som antropologi, fysik, lingvistik m.v., ikke til selve billedmediet som billedmedie, konstaterede jeg, ligesom jeg tog afstand fra de dommedagsvisioner, som navnlig Jean Baudrillard lancerede. Strukturalisterne interesserer mig til gengæld meget, især Roland Barthes. Hans evne til at få matematik, poesi, sprog og begreber til at mødes er efter min mening det højeste, man er nået inden for filosofien. Willy Ørskov kom i øvrigt også med et fremragende bud på en analysemodel i bogen Aflæsning af objekter (fra 1966, red.), som langt overskred de postmoderne teorier, fordi han forholdt sig direkte til værket."

Kvinderne forfordeles
- En af dine mandlige kolleger, Kaspar Kaum Bonnén, sagde for nylig: "Det er alligevel i det store hele mændene, der løber med de store opgaver, professoraterne og karrieren, måske fordi dit, måske fordi dat." Kan du nikke genkendende til dette?
"Ja, det kan jeg. Der skal et godt bryst til at klare tilværelsen som kvindelig kunstner. Eller som det hedder sig, så gælder det om som kvindelig kunstner at få sig en rigtig god kone (grin over hele linjen). Nej, men det er da et problem, at professorerne på Akademiet ligger meget tæt - både fagligt og kønsmæssigt. Personligt føler jeg mig dog ikke forfordelt, jeg skal ikke klage, for det går godt for mig, men der er generelt endog meget langt igen, før kvinderne når op på siden af mændene i kunstverdenen. Det er intet under, at nyfeminismen florerer for tiden, og at mange af de unge, kvindelige kunstnere henvender sig til os mere etablerede for at få gode råd til at komme videre. Vi har fået mange til at tælle andelen af kvindelige kunstnere ved udstillingerne! Museerne, kuratorerne, kritikerne. Balance er der langt fra, men det er blevet kriminelt helt at udelukke kvinder fra udstillingerne."

*Lone Høyer Hansen: Stak ånde. Galerie Asbæk, Bredg. 20, Kbh. Ma.-fr. 11-18, lø. 11-16. Til 20. maj.

Fakta - Lone Høyer Hansen
Født i 1950 i København. Begyndte som kunsthåndværker, men i 1980-85 uddannede hun sig på Kunstakademiet hos Willy Ørskov. 1994 cand.mag i filmvidenskab og kunstpædagogik. Debuterede i 1980 og har været en vigtig del af det toneangivende skulpturmiljø i firserne. Modtog Statens Kunstfonds tre-årige arbejdsstipendium i 1989 og har deltaget i en lang række af de væsentligste gruppeudstillinger herhjemme og i udlandet samt en række separatudstillinger. Repræsenteret på en lang række danske museer, ligesom hun har lavet kunst til offentlige rum, bl.a. i Aabenraa, Egebjerggaard i Ballerup og Enochs gård i Roskilde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu