Læsetid: 5 min.

I Babylons beton - forår i Berlin 3

13. maj 2000

Intermetzo

På Lindenstraße 9-14 i Berlin, i den gamle arbejder- og kunstner-bydel Kreuzberg, hvor den tyrkisk-tyske kultur i vore dage blomstrer, og unge tilflytter-iværksættere efter murens fald stadig presser huspriserne ydeligere i vejret, har bystyret i forbindelse med det gamle Berlin-bymuseum i Collegienhaus ladet opføre bundes-hovedstadens nye jødiske museum.
Ganske som kuplen over Rigsdagen - eller Bundesdagen - med dens vide udsigt over den genopstandne germanske hovedmetropol er Jüdisches Museum alle eventuelle rejsemøjsommedeligheder værd. Et værk, hvori man, netop nedstegen fra kuplens topografiske udsyn, tilbydes at se indefter i Tysklands og de tyske jøders historie.
Med frist til ud på efteråret kan berliner-besøgende formedelst en rimelig entré opleve museet uden distraherende fyld. Bygningen an sich, som de siger på de kanter. Man kan ikke betræde denne bemærkelsesværdige konstruktion på egen fod. En kyndig guide viser rundt og forhindrer gæsterne i at fare vild.
Befriet for museumsforpligtelser i almindelig forstand bevæger man sig således - motiveret af den kyndige til at se og forstå - fra kælder til kvist. Endskønt disse hverdagsagtige fagudtrtyk ganske mister mening i denne arkitektur, der vender megen traditionalitet op og ned.

Guiden forklarer og fortolker, eftersom hvert skridt i bygningen rummer muligheder for fortælling og tolkning. Et besøgende kvindemenneske i løbesko, joggingjakken om livet, uindfattede briller og afblegede fregner vil skolelærer-inkvisitorisk vide, hvorvidt disse tolkninger er guidens egne, eller om arkitekten har udtalt sig om sagerne?
Guiden trækker vejret tungt. Der er tolkninger og tolkninger, men på et givet forstandigt niveau kan man tillade sig at forfølge visse tankebaner, og arkitekten har ikke nødvendigvis selv patent på dem alle eller for den sags skyld på, hvilke tanker og fortællinger bygningen udløser for hin enkelte besøgende.
Hvad er for eksempel meningen med bygningens vældige z-formede grundstruktur? Et lyn, der med så tragisk kraft ramte jøderne i Tyskland og Centraleuropa? Den tanke er ikke guiden - og ophavsmanden fremmed.
En anden udlægning, som sagtens kan passe samtidig med lyn-teorien, fortæller at hver videreført retning i zig-zag konstruktionen, hver linie derfra peger ud i byplanen - i retningen hvor prominente berlinske jøder - især med rod i kulturlivet - har haft deres adresse: Heinrich von Kleist, Walter Benjamin, Heinrich Heine, Mies van der Rohe, Arnold Schönberg.
Den musikalske pottemager, kyndig i kabbalah, jødisk mystik, påpeger at formen også kan hentyde til den bevægelse eller struktur kabbalahens grundkomponenter ordner sig efter på det kosmiske træ, fra for oven Keter, krone, til Jesod, fundament eller rod.
Man bevæger sig i denne metafor fra side til side af træets stamme eller miderlinie eller akse, fra Binah, intelligens, over Hokhmah, visdom, til Hesed, kærlighed, Din, strenghed, o.s.v. Denne rute kan som antydet tilbagelægges i en zig-zag bevægelse hen over den stabiliserende midte. Som det jødiske museum.
Også dén tolkning af bygningsudformningen er utvivlsomt inden for rimelighedens rækkevidde. Ligesom formen også kan ligne en sønderbrudt Davids-stjerne.

Mesteren bag dette storværk, Daniel Libeskind, er selv tilsyneladende tøvende med at give éntydige tolkninger, hvilket af ovenstående årsager forekommer forstandigt. Det korte af det lange er, at Libeskind, som i øvrigt engang var gæsteprofessor på vort eget Akademiet for de Skjønne Kunster, har brugt overordentligt sanseligt fysiske virkemidler for at bringe bygningen i nærkontakt med den besøgende. Eller omvendt.
Adgangen til den nye museumsbygning sker fra det restaurerede barokke Collegienhaus, altså det oprindelige bymuseum i den gamle Berliner Kammerret, men ikke direkte. Man føres fra en brolagt forhal via et umiddelbart uoverskueligt trappeforløb nedefter, ned under jorden. Man går ned for at komme op i Libeskinds bygning. Alene denne bevægelse berører gæsten mentalt, således at man bogstaveligt skal i undergrunden for at komme nogen vegne.
Og til hvad? Museumsbygningens kælderniveau er delt i akser, tre udgående fra én hovedakse, som samtidig er en af de tre, hvis klinkegulvs anlæg får madame og den økologiske landmand til at mindes deres vilde barndomsture i Tivolis Mystiske Hus. En udefinerbar usikkerhedsfornemmelse i brolægningen forplanter sig i gangapparatet.

Valget står nu mellem at gå til højre, lige frem eller til venstre. Højre akse fører direkte til afdelingen for Holocaust og ender i et tårn, som udvendig står i den rå beton i modsætning til det øvrige museums zink-beklædning. Isoleret er Holocaust-tårnet fra resten af bygningen og udelukkende med adgang fra aksens kælderniveau. Ind i tårnet kommer de besøgende gennem en tung dør, der lukker sig med et drøn.
Derinde er der, sommer og vinter, rå bundkulde. Lyset kommer fra en sprække højt oppe uden for rækkevidde.
Opholdet i dette kolde halvmørke er synonymt med forladthed, en oprivende magtesløshedfølelse over for det forgangne. Her står man i sin tavse intethed og kan ikke komme af stedet.
Indtil en rask turist giver sig til at snakke i mobiltelefon og indstille selvudløseren på et bippende digitalkamera. Det hjælper ligesom på bevægelsen.
Den anden akse lige frem fører mod eksilet, som Libeskind har monumentaliseret ved en betonhave. 49 firkantede fire-fem meter høje hule jordfyldte betonpiller med for oven et sammenhængende pilekrat - en løvsal. De 48 piller symboliserer staten Israel (1948) den 49. Berlin.
En rundgang i denne E.T.A. Hoffmann-have, opkaldt efter dirigenten, digteren og juristen, der en overgang omkring år 1800 passede sin dont som embedsmand i Kammerretten i Collegienhaus, understreger den eksileredes desorientering og ensomhed.
Man kan kun gå tur én og én mellem de 49 betonpiller. Det skal prøves for at tros.
Den tredje akse fører opefter - i lyset - mod størsteparten af museet og den del af historien, der hverken er eksil eller folkedrab.
Men den besøgende påmindes ustandseligt om hullerne, lakunerne i jødisk historie, hvor alt hver gang gik tabt. Bygningens længderetning fremviser en række tomme rum og rumforløb, ofte i etager, som man ikke betræder, kun betragter udefra gennem aflange vinduessprækker og korsformede glughuller.
I den forstand er Libkinds bygningsværk - tillige med at være ramme om et kommende museum med samlinger som før har været udstillet i bymuseet - mindesmærke og monument, hvilket jo ikke kan komme bag på nogen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her