Læsetid: 2 min.

Baselitz er blevet stueren på sine gamle dage

6. maj 2000

Den tyske maler Georg Baselitz i fortyndet og forfinet form

Udstilling
Georg Baselitz (f. 1938) er i byen. På galleristen Bo Bjerggaards overraskende initiativ. Det sker ellers ikke tit, selv om en udstilling i 1998 i Ribe Kunstmuseum også - og i en bredere repræsentation end i det lille galleri, forstås - tog fat på at vise denne voldsomme kunstners værker. Han er en af Tysklands store malere, hvis værker henter næring både bagud hos kunstnere som Munch og ekspressionisterne - især Nolde - men som i meget høj grad også peger frem mod det ny-ekspressive maleri, der foldede sig så slagkraftigt ud i 80'erne. Men han er ikke en del af den ironiserende, stilciterende firserbevægelse, nej, det er langt stærkere sager, Baselitz er rundet af, og overalt trækker han spor fra krigen. Mest de spor, der er sat på sjælen.
Baselitz stammer fra DDR, og hans oprindelige navn er Hans-Georg Kern. I 1958 flyttede han til Vestberlin og tog navn efter sin fødeby Deutschbaselitz. Han er bedst kendt for at vende sine motiver på hovedet, og tager man ned gennem Tyskland og besøger museerne dér, så hænger han på alle museer. På hovedet. Here, there and everywhere. Herhjemme er både Statens Museum og Louisiana i besiddelse af værker af ham.
Baselitz begyndte at male sine hovedvendte motiver i 1969, fordi han ønskede at frigøre maleriet fra det forpligtende figurative maleri. Via en anden form for figuration og ved hjælp af grimme, grove og provokerende sløsede penselstrøg og en stærk, uharmonisk palet rystede han betragteren fri af forestillingens spændetrøje.
Allerbedst synes jeg i øvrigt om hans psykotraumatiske malerier fra 60'erne, hvor han undersøger sindets og hjertets mørke med et sjældent mod og med en visuel kraft af de sjældne. Baselitz er nok den mest politisk ukorrekte kunstneri det 20. århundrede. Det lugter altid af blod, sæd og skam i hans billeder.
Stor er derfor skuffelsen, når man ser den tynde afglans af fordums uafviselige kraft i galleriet. Dermed ikke være sagt, at Baselitz er blevet dårligt. Nej, men han er bare blevet stueren. Det er en parfumeret Baselitz, vi her ser. At se disse værker er som at putte vraggods fra krigen ned i en flettet kurv, indhyllet i et silkestof med blomsterornamentik. Noget i den retning. Fra grimhedens voldsomme æstetik er vi nu ovre i et lyserødt og violet, florlet univers, hvor der skal mere end en særdeles god hukommelse til at bygge bro til ophavsmandens ældre værker.
Men som Peter Laugesen skriver i katalogteksten, så "fornærmer Baselitz den gode smag i begyndelsen, og selvfølgelig bliver det lidt mere svært, når den gode smag hen ad vejen bliver en selv." Og det er ikke kun Baselitz' dilemma. Vi ser det ofte. Kun få kunstnere kan blive ved med at fornærme, forelske sig og forme påny. Sådan var Picasso, sådan er Louise Bourgeois. Andre bliver slotsejere og gamle før tid. Sådan er det bare. Og der er ikke noget at gøre ved det. Heldigvis har vi - i bøger, på plakater og altså i museerne - de 'gamle' værker, som vi kan slide videre på.

*Georg Baselitz: Maleri og tegning. Galleri Bo Bjerggaard, Pilestr. 48, 2. sal. Ti.-fr. 12-18, lø. 11-15. Til 10. jun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her