Læsetid: 2 min.

Som befrielsen så ud, da den kun var 10 år borte

5. maj 2000

Taknemmelighed mod befrierne var budskabet, da Informations grundlægger Børge Outze skrev bladets leder 4. maj 1955

Dokumentation
I den store krig var Danmark så ubetydelig, at man blandt de kæmpende utvivlsomt i perioder glemte os. Vi har selvsagt tænkt tusind gange mere på de allierede, end de på os, men da tankeoverføring er noget sjældent, mærkede de ikke til det. I nogle dage efter den 9. april 1940 har de haft medlidenhed med os. Den blev til foragt, og der gik år, før denne foragt ændredes til nogen forbavselse og tilsidst til en akceptering af, at vi åbenbart hørte til på den rigtige side.
De følelser, man nærede her i landet den 4. maj 1945, de tysk-venlige undtaget, var en blanding af taknemmlighed og sejrsrus og vist heldigvis mest taknemmelighed. Denne taknemmelighed må også have udtryk i dag, og den er ikke kun rettet mod folk, som kan nævnes ved navn og titel; den er rettet imod hele folkeslag.
Og først og fremmest imod de to, der blev eksempler på ukuelighed: det britiske og det norske. Det første holdt ud efter Dunkerque og slaget om London og reddede derved Europa; det andet kæmpede, skønt slagent, videre og gav os på sin hjemmefront et eksempel til efterfølgelse. Det skal aldrig glemmes, at Storbritannien og resterne af den slagne norske hær og flåde i en periode kæmpede alene.
Men dansk taknemmlighed retter sig også mod russerne, der knuste Hitlers hære, da han troede deres knust; lad efterkrigsbegivenhederne have fået mange til at glemme det - det er dog sandt, at vi engang holdt med russerne undtagen på den finske front, og at vor skæbne også blev afgjort i de russiske vintre og på de russiske stepper.
Vi tænker på amerikanerne, uden hvis hjælp den ene front ikke havde kunnet holde, og den anden ikke var blevet genoprettet, og som samtidig havde kraft til at kæmpe en verdenskrig for sig i Stillehavet. Og på alle de lande, som led vor skæbne, men som rejste sig igen, først og fremmest Frankrig og det land, der kom til at stå os nærmere end i mange år, da det blev vor partner i ulykken: Holland. Og lad os ikke glemme Grækenland, der så nær havde gjort en ende på Mussolini!
Men Hitlers "imperium af fængsler" havde haft mulighed for at knuse det britiske imperium, hvis hans ideer om, at det ikke kunne hænge sammen, havde været rigtige.
Lad os aldrig glemme, at mænd drog bort fra Australien og Canada for at hjælpe, og at de var med i det store felttog, der befriede os.
Lad os ikke glemme de hundredetusinder af søfolk, som i konvojerne sejlede med døden om styr-bord og bagbord og med stolthed huske, at blandt dem var næsten alle de danske, der havde nået allieret havn den 9. april.

Fakta - Læs mere om historieopgøret
*Hans Kirchhoff: Kamp eller tilpasning, 1987
*Henning Poulsen: Danmark i krig? Besættelsens eftermæle, Magasin, 1997
*Anette Warring: Tyskerpiger under Besættelse og retsopgør, 1994
*Rasmus Kreth og Michael Mogensen: Flugten til Sverige, 1995
*Anette Warring og Claus Bryld: Besættelsestiden som kollektiv erindring, 1998
*Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen og Peter Scharff Smith: Under hagekors og Dannebrog, 1998
*Kirsten Lylloff: Kan lægeløftet gradbøjes?, Historisk Tidsskrift, 1999
*Leif Davidsen og Karsten Lindhardt: Østfronten. Danskere i krig, 1999
*Lone Rünitz: Danmark og de jødiske flygtninge 1933-1949, 2000

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her