Belgien bestilte i 1960 mordet på marxisten Patrice Lumumba, Congos første leder, hævder historiker. En kommission skal nu kulegrave sagen, der ripper op i Belgiens kolonifortid
BRUXELLES - "Det skete i et orgie af stank, hede og whisky. Vi var de rene dyr."
Med disse ord trykkede den 80-årige Gerard Soete, tidligere politichef i kolonien Congo, for nylig et af de sværeste kapitler i Belgiens nyere historie ud gennem tv-skærmen, og ind i de lune belgiske dagligstuer.
Det, politichefen talte om, var opgravningen af Patrice Lumumbas lig, Congos første demokratisk valgte premierminister, tre dage efter han blev myrdet i januar 1961. Sammen med sin bror savede Soete liget i mindre stykker. Det, der ikke forsvandt i et svovlsyrebad, brændte de.
For Belgien ville det nemmeste have være at lade tavsheden herske over dette stykke ubehagelig fortid.
Men den makabre tilståelse kan ikke affejes som tågesnak fra en morbid gamling. For Gerard Soetes ord understøttes af den belgiske historiker Ludo De Witte i bogen 'Mordet på Lumumba'. Her har De Witte indgående beskæftiget sig med månederne forud for mordet. Efter et større gravearbejde i det belgiske udenrigsministeriums arkiver, er De Wittes konklusion klar: Den tidligere kolonimagt havde hovedrollen i mordet, som man ellers i mange år antog var et stykke CIA-arbejde.
Hvor sandheden præcist ligger, vil de kommende måneders parlamentariske undersøgelse måske vise. Det er betegnende for det skred, der er sket i Belgien siden en grøn-rød-liberal regering kom til magten i fjor, at der overhovedet er kommet en undersøgelse. Det er blevet tid til et opgør med Belgiens fortid i Afrika, både den fjernere og den nære.
I april var ministerpræsident Guy Verhofstadt eksempelvis i Rwanda, hvor han gav en officiel undskyldning for landets medskyld i folkemordet i 1994, i form af passivitet fra belgiske FN-soldaters side.
Den officielle forklaring
I Belgien har den officielle forklaring hidtil lydt, at Lumumba brød ud af fængslet, for siden sporløst at forsvinde. De Witte har imidlertid blandt meget andet arkivmateriale fundet et brev, hvor daværende Afrikaminister, Harold d'Aspremont Lynden, skriver, at "det ultimative mål i Belgiens interesse er Lumumbas definitive eliminering."
I slutningen af halvtredserne var Lumumba og hans Nationale Congolesiske Bevægelse hovedkraften bag kampen for Congos selvstændighed i 1960. Fra starten valgte Lumumba bevidst, at være en sten i skoen på Belgien. På selve selvstændighedsdagen, en måned efter det først valg, der pegede på Lumumba, gik det helt galt. I en stort anlagt tale til parlamentet, glemte Lumumba at behage den indbudte belgiske Kong Baudouin.
Tværtimod knuste han det selvtilfredse billede, belgierne havde af sig selv som kolonimagten, der havde kristnet afrikanerne, og bragt civilisation, skoler og broer til Centralfrika: "Vi har oplevet ironi, fornærmelser og slag morgen, middag og aften, fordi vi er negre. Vi har oplevet byernes storslåede huse for de hvide, mens de sorte har faldefærdige stråhytter. På floddampere har vi rejst sammen med hønsene, for foden af de hvides luksuskahytter," tordnede Lumumba, mens Kong Baudouin måtte knibe sig i armen for at begribe dette brud på god etikette.
En ny Castro
Få uger senere udbrød der uroligheder med overfald på belgiere og voldtægt af kristne missionærer.
Belgiske soldater reddede egne borgere ud af kaoset. Til deres hjælp kom Lumumbas gamle fjende Moise Tshombé, leder af den mineralrige Katanga-provins.
Med militær og politisk opbakning fra Belgien, erklærede Tshombé provinsen for selvstændig. Det bekom Belgien såre godt for Bruxelles havde interesser i at opretholde forsyninger af mineraler til hjemlandets industri. Men uden Katangas skatkammer af kobber, uran og mangan, så Lumumba den økonomiske katastrofe i øjnene for Congo, og han appellerede om hjælp til at tvinge belgierne ud. Først til FN og siden til Sovjetunionen. Appellen til Moskva gjorde straks Lumumba til en ny Castro i
USA's optik.
Lejemorder var bestilt
Efter det var der ingen tvivl om, at Lumumba skulle ryddes af vejen. Nedturen startede fro alvor da Congos præsident Kasavubu afsatte ham. Men Lumumba havde stadig stor folkelig opbakning, og var derfor fortsat en trussel mod belgiske interesser. Lumumba befandt sig på det tidspunkt under FN-soldaters beskyttelse.
Ifølge De Witte opstod ideen om at eliminere Lumumba i september 1960 under kodenavnet Operation Barracuda. Planen blev imidlertid annulleret fordi Bruxelles frygtede en alvorlig diplomatisk krise, hvis den blev afsløret. Parallelt med det lagde USA's præsident Eisenhower planer med CIA, om at myrde Lumumba.
En lejemorder blev hyret, men Lumumba forsvandt. Han forsøgte i de følgende måneder at rejse befolkningen, indtil han blev arresteret i december 1960.
Lumumbas skæbne besegles af et oprør i fængslet i januar 1961, da han har fået nogle soldater over på sin side. Det får Bruxelles til at intervenere, og foreslå, at Lumumba overføres til et mere "sikkert" sted i landet. Ideen er at sende ham til Kasai-provinsen, der ledes Lumumbas dødsfjende Albert Kalonji, der har svoret, at lave en vase ud af hans kranie, hvis han får chancen. Planen erstattes imidlertid af ideen om at sende ham til Katanga-provinsen, hvilket sker efter belgisk pres.
Mishandles
Allerede under flyvningen bliver han mishandlet. Det forsætter i en barak tæt på lufthavnen, hvor han udsættes for tortur.
Det hele sker ifølge De Witte under konstant opsyn fra belgiske officerer, og en belgisk kaptajn leder henrettelsespelotonen.
Ligene bliver begravet på stedet, men Katanga-provinsens leder insisterer på, at de skal væk helt og aldeles. Tre dage senere kaster denne ordre politichef Gerard Soete ud på hans livs mest makabre opgave.
Lumumbas tænder, som han beholdt, hævder Soete nu at have smidt i Nordsøen. Soldaterskrøne eller ej, så har De Wittes bog formået at hive Lumumbas besværlige spøgelse op til overfladen igen .
