Læsetid: 3 min.

Berømmelsens banalitet

18. maj 2000

Celebrity udspiller sig underholdende men med svingende præcision i kendt Woody Allen-land

Ny film
Med generøs regelmæssighed udsender Woody Allen film på film, så umiskendeligt Allen'ske i tonefald og så konsistente i tema, at det snart ikke er muligt at holde dem ude fra hinanden.
Også hans seneste udspil i de danske biografer handler således om den bekendte gruppe midaldrende new yorkere fra den kulturelle middel- og overklasse, en gruppe velaflagte mennesker, der har uhyre vanskeligheder med at finde ud af deres liv, kærlighed og karriere og hvis hverdag synes at bestå af en endeløs strøm af premierer, cocktail parties og andre kulturelle receptioner hvor de kendte møder de kendte og hoben ser på. Og hører Celebrity ikke til blandt Allens sværvægtere, er den stadig underholdende og morsom, men kun indimellem skarp og præcis.
Hovedpersonen hedder denne gang Lee og er journalist i midtlivskrise med uforløste forfatter- og succesdrømme. Han er skilt fra skolelærer Robin i et desperat forsøg på at finde nye veje i sit liv og dyrker som reporter berømthederne som han desuden både bruger til seksuel selvrealisering og som mulig genvej til rigdom og berømmelse. Robin er desperat og frustreret, føler sig urimeligt kasseret, men undervejs skifter rollerne, og mens han ender i ensom desperation ender hun med ny mand, karriere som tv-berømthed og med det barn undervejs som det aldrig blev til med ham.

Patetisk figur
Lee spilles af Kenneth Branagh, der ikke bare spiller den rolle Woody Allen gerne giver sig selv, men også spiller den med Allen'sk tonefald og replikbehandling. Men netop fordi Branagh som person udstråler en robusthed milevidt fra den neurotiske Allen-figur, bliver resultatet en så meget desto mere patetisk figur, der forekommer så hul og ligegyldig, at det er svært at fastholde interessen for ham som filmens centrum. For der er noget latterligt i denne modne mands jagt på stars og starletter, fotomodeller og forfattere, der skal bruges som springbrædt i karrieren og samtidig til at afstive et ego, der er uden substans men kun består af luftige succesdrømme.
Robin spilles af en Judy Davis, først som en overgearet frustreret kvinde, senere som en overgearet succes, mærkeligt nok i en metier hun ellers kun har haft hånsord tilovers for. Modvilligt lader hun sig overbevise af den tilbedende Joe Mantegna om, at hun som kvinde er perfekt. Vidunderlig er scenen med deres møde, hvor hun opfordret af en veninde opsøger den tilbedte plastickirurg, der går for at være Manhattans Michelangelo. Mantegna ser et Michelangelo'sk mesterværk, for kun at opdage, at han møder hende før et indgreb. Hvem kan stå for det?

Væld af stjerner
Rundt om de to er placeret et sandt væld af stjerner. Melanie Griffith spiller den stjerne Lee skal interviewe, og som ender med at tilbyde en seksuel ydelse som i et Amerika efter Monica-gate ikke er en seksuel ydelse, der krænker ægteskabet, Wynona Ryder spiller servitricen og starletten som Lee betages af, mens hun betages af alle, og Leonardo DiCaprio spiller med overdådig udlevering af hele stjernehysteriet og -livet Hollywood-stjernen som Lee forsøger at få til at interessere sig for sit manuskript, mens han selv inviteres på coke, boksning og kostbart crap-spil.
Det er en film, der i høj grad får liv gennem sine skuespillere, som Allen med mesterskab får til at udlevere hele dette pseudoliv, så Lees hule, halvhjertede og flakkende ambitioner, der ikke handler om andet end penge og berømmelse, fremtræder endnu mere latterlig.
Allen fortæller denne historie i den abrupt klippede form som Deconstructing Harry rendyrkede, og først efterhånden tegner mønstret og historien sig, med tilskueren som meddigter, der kan fryde sig over elegancen og krumme tæer over grovhederne.
Sven Nykvist er igen fotograf, og denne gang har Allen valgt at lave filmen i sort-hvid, men har med omhu undgået det sublimt delikate register af gråtoner, der gjorde Manhattan til en visuel nydelse, for i stedet af satse på en bevidst markant kontrastrighed, ligeså bevidst grovkornet sort-hvid som figurerne.
Vi har set det før, ikke mindst i Woody Allens film, men så længe Allen kan fortælle sin historie om New York og new yorkere så underholdende som i denne films første del, tilgiver man ham, at der også indimellem fortælles for løst henkastet, at nogle af historierne ikke går i dybden, ikke afsluttes, og mangler den livgivende skarphed der skal til for at morskaben ikke skal fuse ud, og ironien bliver mere mekanisk.

*Celebrity. Instr.: Woody Allen, USA. Premiere i dag i Dagmar, København og Palads, Århus

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her