Læsetid: 5 min.

Birte og bosnierne

9. maj 2000

Birte Weiss' forsøg på at relancere sig selv som de bosniske flygtninges ven er velkoordineret - som bog, som film, som Press-artikel - men præget af nøje afmålt humanisme samt en selektiv hukommelse

Kommentar
Samtidigheden er slående. I denne uge får læserne af Månedsbladet Press en tophistorie om Birte Weiss' afgang som indenrigsminister og om efterfølgerens forsøg på at gennemføre de stramninger i udlændingepolitikken, som hun sagde fra over for. I dag udkommer bogen Vanviddets vidner, som Birte Weiss sammen med Balkan-eksperten Karsten Fledelius har skrevet om de bosniske krigsflygtninge. Og i overmorgen kan tv-seerne på DR 1 se filmen En minister krydser sit spor om samme emne.
"Først og fremmest skildrer filmen en politiker med den personlige integritet i behold. En politiker som tager konsekvensen og går af, da det står klart for hende, at de politiske krav om stramninger ikke harmonerer med de oplevelser, hun har haft med flygtninge," siger filmens tilrettelægger Ulrik Holmstrup i den udsendte pressemeddelelse.
I skrivende stund kendes kun Press' dækning og bogen. Filmen præsenteres for pressen her til formiddag.

Godt skåret
Denne tekst skal primært handle om bogen og dens hovedforfatter. Vanviddets vidner er en velfortalt, godt skåret og følelsesladet beretning om en gruppe bosniakker - også kaldet muslimer - fra egnen omkring Kljuc i det nordvestlige Bosnien-Hercegovina.
De flygter fra krig, grusomheder og lidelser og søger tilflugt i andre lande - hovedpersonerne i Danmark.
Karsten Fledelius' navn står på forside og titelblad, og man aner hans indsigt bag skildringerne af Eks-Jugoslaviens historie. Men det er Birte Weiss, der i jeg-form og over egen signatur skriver bogens indledende kapitel. Og hendes synsvinkel som indenrigsminister 1993-97, der gennemsyrer bogen.
Nu skal der en meget dårlig hukommelse til blot at læse den rørende og gruopvækkende historie som en nøgtern skildring af en forfærdelig krig og dens konsekvenser.
Den læser, der kan huske syv år tilbage, kan vanskeligt undgå at erindre, at Weiss som indenrigsminister var politisk ansvarlig for indførelsen af visumpligt for flygtninge fra Bosnien fra juli 1993. Hun var ansvarlig for den stophane, der blev sat på flygtningestrømmen i form af et dansk visumkontor i Zagreb, hvis leder blev den kontorchef i Direktoratet for Udlændinge, der seks år tidligere havde modtaget og udført den ulovlige ordre om at sylte tamilernes familiesammenføringer. Og for dårligt fungerende ordninger, hvor tusindvis af bosniske flygtninge i Danmark i mange, mange måneder blev isoleret ude på landet, holdt langt væk fra danske arbejdspladser og danske skoler og spist af med dårlige indkvarteringsforhold og tilbuddet om nogle få timers ugentlig skolegang uden ordentlige undervisningsmaterialer.

Jugoslaverloven
Hun var den minister, der administrerede "jugoslaverloven" (vedtaget under VK-regeringen i november 1992), som fratog bosnierne retten til at få deres asylansøgninger behandlet i to år, og som i 1994 forlængede ordningen med yderligere ét år, mens ventetiden og uvisheden i Røde Kors-centrene i sig selv øgede bosniernes lidelser og nedsatte deres evne til på længere sigt at indgå som værdifulde bidragydere til det danske samfund.
Det var hende, der trodsede indstillingen fra en embedsmandsgruppe og forhindrede lempelige regler om familiesammenføring for bosniske flygtninge. Og da Socialdemokratiets daværende udenrigsordfører Ritt Bjerregaard (og lidt senere Venstres Peter Brixtofte) i sommeren 1993 påpegede, at man lige så godt kunne begynde at sluse bosnierne ind i det danske samfund, eftersom de fleste alligevel ville blive boende, svarede Birte Weiss - ifølge Informations referat - "syrligt": "Danmark har valgt at lytte til FN og ikke til Ritt Bjerregaard."
Såvidt indenrigsminister Birte Weiss' gerninger i første halvdel af 1990'erne.
Vanviddets vidner er ikke først og fremmest en bog om dansk udlændingepolitik. Det meste af den foregår i Bosnien og handler om konkrete bosnieres skæbner og tanker.

Politiske slagsmål
Men selvfølgelig beskriver Weiss også - yderst selektivt - Christiansborgs politiske slagsmål om bosnierpolitikken. Uden dog at forfalde til kritisk selvrefleksion i nævneværdigt omfang.
Tilløb til det var der i Aktuelt i fredags, da Birte Weiss lancerede bogen og filmen i et helsidesinterview. Hun blev spurgt, hvad hun gerne ville have gjort anderledes, og svarede: "At vi ikke havde holdt folk i uvished så længe. Alene de to år, som Folketinget havde vedtaget, var med til at drive mange ud i de tyndeste nervespidser. Men det var der ikke politisk mulighed for at ændre på."
Eller var der? Socialdemokraten Birte Weiss sad i 1993 som indenrigsminister i en flertalsregering med tre små, borgerlige partier, som alle har og havde en mere liberal flygtningepolitik end hendes eget parti. Flankeret til venstre af SF, som også trak i den retning. Hvis hun og hendes parti havde ønsket det, er det ikke svært at få øje på de politiske muligheder for en mere human kurs.
Når man, som det igen og igen gøres i hendes eftermæle som indenrigsminister, fremstiller Birte Weiss som den modige humanist, der sagde fra over for Nyrups leflen for højrekræfterne og galluptallene, hører det med, at der - ikke mindst i bosnierpolitikken - var rig, men altså forsømt, lejlighed til at sige fra og vise integritet.
Det eneste sted, Birte Weiss i bogen er spids over for en partifælle, gælder det Århus' daværende borgmester, der i 1994 citeres for, at "Folketinget må overveje, om vi for tiden kan tage flere udefra" og for at "Glistrup begynder desværre at få ret".
Borgmesteren hed som bekendt Thorkild Simonsen og efterfulgte Weiss i 1997.
At slå ham i hovedet med et citat fra 1994 nu, hvor han endegyldigt er blevet pensionist, er lidt formålsløst. I betragtning af, at Birte Weiss nu igen er medlem af Nyrups regering, hvis udlændingepolitik er strammet yderligere op under Simonsen og i løbet af kort tid bliver det under Karen Jespersen.
Hvis vi skal snakke politisk integritet, findes der klarere måder at sige fra over for regeringens kyniske manøvrering efter galluptallene. Meget klarere end betragtningerne i Vanviddets vidner er udtryk for. Men næppe nogle, der gør det muligt at sikre sig en ny ministerpost.

*Bogen: Birte Weiss og Karsten Fledelius: Vanviddets vidner. 216 s. Ill. 199 kr. Gyldendal. Udkommer i dag.

*Filmen: En minister krydser sit spor. Tilrettelagt af Ulrik Holmstrup. DR 1, 11. maj, kl. 22.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu