Læsetid: 3 min.

Bogstavelig talt

13. maj 2000

DER LIGGER LEGETØJ tilbage på grunden efter børns besøg. En bogstavterning, en dominobrik, en dukkearm i plastic. Også en voksenavis med store bogstaver INFORM - resten er bøjet om, trykket ømt mod græsset.
De er allevegne, bogstaverne, i tætte stimer omkring læsende og skrivende mennesker, tavse og højtråbende. Men man kan heller ikke gå hen ad gaden uden at støde ind i dem med øjet, på gade- og butiksskiltene, busserne, plakatsøjlerne, som skrift på vægge og mure. Også kloakdækslerne har bogstaver til at træde på. Bænke og parktræer er jævnlig forsynet med bogstaver, skåret til minde om ensomhed eller elskov. Og da er vi nær ordets etymologiske oprindelse, bogstaver er bøgetræsplader, som vi tidligt her i Norden satte vores tegn på.

AT SPROGET er en del af naturen, argumenterer Inger Christensen på sin vis for i digte og essays. Det viser sig måske tydeligst, når netop poesien slår bro mellem ord og fænomen. Mange digtere har haft og har et sansenært forhold til ord, så at man hører klangen i deres særlige, lydhøre arrangement af tegnene, og man oplever syntaksen som et tusind-årigt træ, der stadig vokser.
Enkelte tager bogstaverne for sig, et for et, og slipper dem løs eller finder dem i omverdenen, i naturen, som når Ole Sarvig i Jeghuset (1944) befinder sig ved E's rude, mens O's klare sol lyste.

Men det blev solnedgang
ved D,
og der var ingen kvinde,
intet B,
kun T'ernes skov
og det fremmede K.

Det er nu en konkret, mimetisk opfattelse af bogstav og virkelighed, nærmest kun en pudsighed, der også kan skabe lighed mellem tegn og lyd: Nu kvækker frøers x, en larmen om aftenen. Det er jo kendt fra oldtiden af, at frøernes tale er brekke-ke-kex-koax.
I Forstadsdigte (1974) samlede Sarvig sine bogstavdigte, og i forening giver de nu fornemmelse af en magisk, hemmlighedsfuld verden, som kan tolkes af bogstavets nøgle, finest i "DIGTER", skrevet med versaler.

Fra halvmånens skin
til kærten, som tændes:
samlet i sig selv,
i kølig skov, ved husets rude,
- og han lukker døren til huset
og går bort,
uvis, svag.

KODEN kan knækkes ved hjælp af titlen og de andre mere demonstrative digte, som Hans-Jørgen Nielsen gjorde det i sin anmeldelse af bogen i Information:
D er halvmånen, I er kærten, G er samlet i sig selv, T er træ i skoven, E er vinduesruden og R den gående.
Digteren er den, der helt romantisk, ensom i sit hus i skoven forvandler månelyset til kærtens kunstlys, som en personlig samlethed, hvorefter han forlader det jeghus, han har skabt. Overlader det til os. At han er uvis og svag, er måske en dårlig slutning, med mindre man siger, at nu er digteren tømt for sit indhold, usikker på, hvad vi vil mene. Jaja.
IDEEN BLEV TAGET OP af Robert Corydon i en samling prosadigte, eller 40 tekster, som han kaldte Bogstaver i græsset (1974). Han havde i alle sine digtsamlinger siden 1950 interesseret sig for naturens tegn, aflæseligt i alle bogtitlerne, kulminerende i Calligrapoetica (1968) med håndtegnede tekstbilleder. Men nu lød det helt sarvigsk:
"Klatrer omkring i dette verbale stillads, hænger i et E's midterbjælke, gynger med G'et gennem kløveren, kurer på et P i den hvide luft, stikker halsen dydigt frem gennem O'ets oval... Der bliver mening i dette vildnis, når mørket løser op for frodige glimt, ynglende til et sprog at være i."
Det er et stillads, digteren møjsommeligt har stillet op som et projekt, der også hedder: skridt for skridt at stave sig frem i en målsøgende gangart.
At læse naturen som en skrift eller skrive sig selv ind i naturen er måske sider af samme sag, svarende til en analytisk impressionisme og en subjektiv ekspressionisme. At landskaber er sjælstilstande, vidste de romantiske og symbolistiske skoler, og det kan forstås mere eller mindre bogstaveligt. Forbundne er vi naturligt med vore foretrukne landskaber.

DET ER AFTEN, de efterladte ting skal samles sammen, terningen skal finde de øvrige dele i æsken, dominobrikken ned til de andre bag skydelåget, armen trykkes på plads i dukke Lises skulder. De usynlige tegn forsvinder ude under T'ernes tusmørke. Om lidt kan halvmånens D ses inde fra vinduets E. Naturen er overladt til det fremmede K.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her