Signatur
Der findes en god forklaring på, at mange romaner af Theodor Fontane (1819-98) har kunnet filmatiseres fornemt. De bugner af stof, af iagttagelser, af håndgribelig menneskekundskab. De leverer filminstruktøren den ene scene efter den anden fuldt færdig i hånden. Fassbinder f.eks. nød godt heraf, da han i 1974 lavede Effi Briest over bogen af samme navn (1894).
Af speciel dansk interesse er romanen Unwiederbringlich fra 1891, hvis handling udspiller sig i Slesvig-Holsten på den tid, da området endnu regeredes ovre fra København. Som udgangspunkt vælges en herregård beliggende smukt ud mod Flensborg Fjord; men lange partier foregår i Bredgade-kvarteret samt omkring Frederiksborg Slot. Ja, dets spektakulære brand ind under jul 1859 danner faktisk dramatisk højdepunkt.
Hvordan går dette nu til? Jo, på slægtsgodset Holkenæs nær Lyksborg residerer grev Holk, kammerherre under Frederik den Syvendes tante. Han er, nu snart på 20. år, som det synes, ret lykkeligt gift med Kristine, en datter fra nabogodset Arnevig.
Revner i glasuren
Allerede af optakten fremgår det imidlertid, at der er fæle revner i og bag glasuren. Fruen er nemlig opdraget i strengt pietistisk ånd og forsømmer ingen god lejlighed til, stilfærdigt, men bestemt at promenere sin høje, udadlelige moral og sit stålsatte kristne sindelag. Han derimod lever helst i og for øjeblikket, og trækker en samtale op til alvor, slår han det hele hen i spøg.
"Jeg tvivler," siger en skarp iagttager, "ikke et øjeblik på, at han hver søndag sidder i sin landsbykirke og farer op af sin halvslummer, hver gang trosartiklerne læses højt, men jeg tvivler på, at han ved, hvad der står i dem, og dersom han ved det, så tror han ikke på det. Alligevel farer han i vejret, eller måske netop derfor."
To faktorer åbner katastrofen. Den ene er børnenes opdragelse: Hvor skal mon den halvvoksne datter og søn sendes hen, hvis ellers de skal dannes til denne syndige verden? For Holk kan det være hip som hap, Kirstine derimod har en plan. Den anden udløsende ydre tildragelse bliver grevens tjenesterejse til København efteråret 1859.
Forlystelsesglad og nydelsessyg lader han sig hurtigt hvirvle ind i et kærlighedseventyr med en køn, charmerende hofdame af den kokette type, og da de tilfældigvis opholder sig på Frederiksborg under branden, falder det i hans lod at redde Ebba ved sammen med hende at kravle langs et tag, uden overtøj på.
Tændt op i det indre
Theodor Fontane har omhyggeligt forberedt os på denne scene. Ved Holks ankomst til slottet registrerer han, uden at tænke videre over det, tagrendernes placering, og få dage efter strejfer konversationen de utætte vinduer og skorstenene, der ikke er fejet. Vi opholder os, forstår vi, i en brandfælde af de virkelig slemme. Symbolikken forekommer til at tage og føle på.
At der også er tændt op i det indre, viser en udflugt på Arresø, hvor greven og unge Ebba skøjter af sted på tynd is, langt væk fra det øvrige selskab, og først besinder sig, da i et fortroligt øjekast en tavs fælles beslutning er truffet.
Mesterlige stikpiller
Sådan gør Fontane stilfærdigt rede for alt. Lige så mesterlig bliver hans antydende teknik, når han vil vise, hvordan grev Holk og fru Kirstine glider fra hinanden: ingen voldsomme optrin, ingen klam sentimentalitet, kun spydigt spøgefulde replikker og small talk med stikpiller i.
Hertil kommer breve, af hvilke Holk kun sender få og små, hvorimod hustruen side op og side ned demonstrerer sin hellige ufejlbarlighed, sin "rædselsfulde fortræffelighed".
Ordene er hendes mands, og de indgår for ham i et regnestykke, der fantasifuldt fortolker scenen ved slottets brand som et tegn fra de højere magter. Optændt af handlekraft haster han hjem til sit gods - og bliver så draget til regnskab af konen. Opfyldt af lidenskab drager han tilbage til København - og modtager en flov kurv af veninden.
Hvorefter både hans og hustruens rygte er definitivt ødelagt.
Der er ikke så lidt grum ironi i denne minutiøse skildring af en mand, der geråder i sin lidenskabs vold. Men Fontanes menneskekundskab går dybere.
Som nøgtern realist konfronterer han landadel med hofadel, solid fornuft med flygtig illusion, det gamle med det nedbrydende, men uafvendelige nye - og tilføjer derved sin analyse af kærlighedens komedie en robust social og historisk forankring.
Solid elegance
Som det gik, sådan måtte det gå. Det afsluttende kapitel oser af tung tragedie, blot er det igen karakteristisk, at Fontane i respekt for sine læsere går indirekte til værks.
Grevinde Holk tager sig af dage, dét forstår vi godt, såvel som hvorfor det sker. Men måden det siges på, røber den drevne fortæller. Først hører vi om begravelsen, så læser vi til sidst et afdæmpet brev, hvori guvernanten beskriver Kirstines forsvinden: Det uoprettelige eller ubodelige, som titlen jo hentyder til.
For en dansk læser opleves det som ret kuriøst at følge romanens skæbnedrama og sideløbende hermed få småportrætter af bl.a. Grevinde Danner og general de Meza.
Hvad der dog bliver siddende i én, er forfatterens sikkerhed, hans finesse og solide elegance. Fontanes realistiske prosa gør læseren filmisk nærværende.
*Unwiederbringlich foreligger i en forældet dansk oversættelse ved I. Thaysen under titlen 'Grevinde Holk' (Jakob H. Mansas Forlag, 1893). Den bedste monografi over Fontanes romankunst, af Walter Müller-Seidel, kom 1975 (2. udg. 1980)
