Læsetid: 2 min.

Bydelsformand frygter maske-ballade

27. maj 2000

Militant demonstration mod Folketingets vedtagelse af forbud mod maskering

Formanden for bydelsrådet på Indre Nørrebro i København, Jesper Langebæk (SF), frygter uroligheder i aften, efter at et stort flertal i Folketinget fredag vedtog at forbyde deltagere i en demonstration at bære hætte eller maske.
"Vi fornemmer, at der er uro, og forventer, at der vil ske noget. Vi gør, hvad vi kan for, at vores indvandrerdrenge holder sig væk - især de unge, der plejer at komme som sidste bølge og blive dem, der bliver anholdt," siger Jesper Langebæk.
Plakater i det københavnske gadebillede har gennem flere måneder bebudet en demonstration fra Blågårds Plads klokken 17 dagen efter vedtagelsen af maskeringsforbudet. Fredag modtog Københavns Politi en officiel anmeldelse af en demonstration, der udgår fra Blågårds Plads, bevæger sig til Københavns Rådhus og tilbage til Blågårds Plads.

Sort blok
Det fremgår ikke af anmeldelsen til politiet, hvilken organisation eller gruppe, der står bag arrangementet. En kilde på Nørrebro bruger vendinger som "militant udtryk" og "sort blok" om den planlagte demonstration. På plakaterne, der indkalder til demonstrationen, står en opfordring til at huske maskering.
Maskering vil i øvrigt ikke være forbudt lørdag aften. Maskeringsforbudet, som er en tilføjelse til straffeloven, træder først i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende - det vil sige om et par uger.
Fra Indre Nørrebro Bydels gademedarbejdere får Jesper Langebæk indberetninger om noget, der virker som en skærpet politilinje i ugen op til demonstrationen:
"Vi oplever, at politiet kører en hårdere indsats og har skærpet sin no tolerance-linje. Det giver en ophidset stemning, som gør det svært at dæmpe gemytterne," siger han.

Ingen ændringer
Politikommissær Flemming Steen Munch, Københavns Politi, afviser al snak om en hårdere politilinje i dagene op til den planlagte demonstration:
"Der er ikke fra Københavns Politis ledelse lagt op til nogen som helst ændringer i den patruljering, der finder sted på Nørrebro," siger politikommissæren.
Han tilføjer, at politiet ikke forventer sammenstød med demonstratnerne:
"Vi går ud fra, at det er unge mennesker, som benytter deres grundlovssikrede ret til at demonstrere mod noget, de er utilfredse med," siger han.
Kun SF og Enhedslisten stemte imod ved Folketingets tredjebehandling af maskeringsforbudet fredag. Blandt de institutioner og organisationer, der har haft lovændringen til høring, har kun Det Danske Center for Menneskerettigheder kritiseret forslaget. Centret mener blandt andet, at forbudet risikerer at ramme andre end de demonstranter, der maskerer sig, fordi de har i sinde at begå vold og hærværk. For eksempel lovlydige borgere, der har trukket halstørklædet godt op om ørerne, men som er så uheldige at komme i nærheden af en militant demonstration.

FAKTA
Maskeringsforbudet
*Pgf. 134 b. Den, der i forbindelse med møder, forsamlinger, optog eller lignende på offentligt sted færdes med ansigtet helt eller delvis tildækket med hætte, maske, bemaling eller lignende på en måde, der er egnet til at hindre identifikation, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.
*Stk. 2. På samme måde straffes den, som på offentligt sted besidder genstande, der må anses for bestemt til tildækning af ansigtet under de i stk. 1 nævnte omstændigheder.
*Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte forbud gælder ikke for tildækning af ansigtet, der foretages for at beskytte mod vejrliget, eller som tjener andet anerkendelsesværdigt formål.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu