Læsetid: 2 min.

Californisk mor med et pift 'Yvonne'

13. maj 2000

Mor-datter-forhold i både indfølende og humoristisk belysning i 'Hvor lykken er' med Susan Sarandon

Ny film
Med tidens skilsmisserate er det ikke så underligt, at der laves film om enlige mødres problematiske forhold til opvoksende døtre og vice versa. Hvor lykken er sætter målbevidst mikroskop over det ømtålelige emne, med teenagedatteren Ann som vor synsvinkel på generationskonflikten og afhængigheds-dilemmaet. Ann er fortælleren - moderen er problemet.
Mor-datter-film er faktisk en hel lille undergenre for sig, med rødder tilbage til det gamle Hollywood og et klassisk Joan Crawford-melodrama som Mildred Pierce. Og for en snes år siden var emnet i europæisk fokus med en filmatiseret historie af Marie Cardinals Ord som forløser.

Californisk drøm
Så tungsindig er Hvor lykken er heldigvis ikke, og det er først og fremmest Susan Sarandons skyld. Hendes Adele er en handlekraftig, slagfærdig drømmer på flugt fra en lille provinsby i Wisconsin og sin anden ægtemand, med alle fremtidsforhåbninger rettet mod det Californien, der er solskinsdrømmen for mange amerikanere.
Datter Ann ville helst være blevet hjemme. Hun er glad for sin rare stedfar, sin kærlige fætter, sit lille, men trygge provinsliv. Og der er derfor lagt grundigt i kakkelovnen, da parret slår sig ned i Los Angeles, og moderen ihærdigt prøver at tage konkurrencen op med den dyre livsstil i det nye 'paradis'.
Sarandons Adele er propfuld af geskæftig livsapppetit, uden megen realitetssans. Både skolelærer-karriere og kærlighedsliv skranter, og Ann føler sig tilsidesat af moderens bedrevidende egotrip.
Men mens Adele må se sine forhåbninger smuldre, har Ann stadig en fremtid for sig, som Adele ikke kan forme efter forgodtbefindende. Moderen må fire på ambitioner, der ikke harmonerer med datterens inderste ønsker - hun må lære at lytte og underkaste sig.

Vital nerve
Filmen lever på sine to hovedrollespillere, der gang på gang nuancerer et forhold, som ellers kører lidt rigeligt i samme dramatiske rille. Susan Sarandons ubetænksomme kraftcenter af en mor fungerer nemlig også som en slags veninde for Natalie Portmans tilbageholdende, indadvendte datter: Trods alle konflikter kan Ann til tider ikke undgå at lade sig rive med, når moderen får et af sine sjove, skøre indfald. Her er både symbiose og frastødning, reel afhængighed og uundgåeligt oprør.
Sarandons figur balancerer på den farlige grænse mellem det irriterende og det rørende, og af og til ligner hun rent ud sagt i distraherende grad vor hjemlige Kirsten Walther i Yvonne-udgave. Men hun når også ind til den dirrende livsnerve, den uudslukkelige vitalitet, der får datteren til at holde af hende trods alt. Og Natalie Portman er lidt af en åbenbaring i den svære rolle som Ann, der så ofte bare skal registrere surmulende afvisning. Portman udstråler intelligens, karakterstyrke og den sårbarhed trods alt, der bevarer sympatien.
Wayne Wang, der tidligere har lavet bl. a. Klub Held og Glæde og Smoke, levendegør uden letkøbt vrængen den californiske drømmeverden, som mor og datter henholdsvis elsker og hader. Han sørger for præcise, velturnerede birolleportrætter, men først og fremmest for maksimale udfoldelsesmuligheder for hovedfigurerne. Først i slutningen tager følsomheden overhånd og bliver føleri.
"I love you", lyder det obligatorisk og én gang for meget, for trods de mange opgør har man jo aldrig været i tvivl.

*Hvor lykken er (Anywhere But Here). Instruktion: Wayne Wang. Manuskript: Alvin Sargent efter roman af Mona Simpson. (Palads, Palladium)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her