Læsetid: 2 min.

Dagen og vejen

2. maj 2000

John Nehm minder om, at foregangslandet Danmark også er skabt af folk, der har været parate til at knytte næverne

Ny bog
Den 25årsjubilerende John Nehm har aldrig været den store artist eller sprogkunstner, nærmest tværtimod. Han skriver over stok og sten og tager det ikke så nøje med, om der skulle ryge et par snese floskler af panden undervejs. Sådan er det også med hans nyeste roman, en ordentlig mammutbasse på over 400 store sider.
Den foregår i 1918, men det vil Nehm skide på, så at sige, og følgelig lader han sine personer skide på alting - og alting er skide det ene eller det andet, og det i et omfang så man tror sig hensat til nutidens københavnske brokvarterer. Det kunne man endda bære over med. Lidt værre er det, at man pludselig må høre en ellers fornuftig ung kvinde, i 1918 som sagt, slå over i moderne socialpædagoglingo og i ramme alvor fastslå, at man må lære, citat: at sige fra.
Det er jo næsten som at høre vores kulturminister snakke om, at nu må vi virkelig snart til at besinde os på danskheden. Man spørger sig selv, om folk der bruger sproget på den måde da slet ikke har skam i livet. Eller om de bare er tonedøve sådan i al almindelighed?
Heller ikke som romankonstruktør hører John
Nehm til de allermest raffinerede. Han maler med den bredest tænkelige pensel, de gode er gode, de stakkels er stakkels og de onde, ja de er faktisk temmelig ondskabsfulde. Nogle af dem er også liderlige og gud ske lov for det, for det er da et forsonende, menneskeligt træk. Midt i al den forudsigelige nedrighed.

Derude på landet
Men når det er sagt - og hvis man ellers er lidt hårdfør - er Dagen og vejen, som kolossen hedder, nu slet ikke så ringe endda. Gennem hele forfatterskabet har Nehm interesseret sig for den moderne industriarbejder, men denne gang har han valgt at fortælle erindringer - og ikke egne, vel at mærke, han fortæller så at sige på vegne af sin far, der blev sendt ud at tjene på en gård som seksårig.
Gårdmanden skildres som et klassisk dumt svin, en grov udbytter, men hvis man selv stammer fra samme underklassemiljø, svarer Nehms beretning nu ganske godt til, hvad man har hørt ældre slægtninge fortælle om folkene derude på landet, som Morten A. Korchs far holdt så meget af.
Fede gårdmænd og andre som skæbnen og samfundet forsyner med privilegier, vil grumme nødig af med dem, heller ikke selv om uretfærdigheden er så åbenbar, at det må gøre ondt at se på den. Sådan er det for resten stadigvæk, vi er bare så døllede af vrøvl om Danmark som velfærdets foregangsland, at vi dårligt nok registrerer det, når vi er ved at falde over en posedame på fortovet.
At læse John Nehms Dagen og vejen er en god måde at blive mindet om, at foregangslandet bestemt ikke kun er skabt af fremsynede politikere og humanistisk tænkende intellektuelle. Det er også skabt af folk, der har været parate til at knytte næverne, når det har været nødvendigt.

*John Nehm. Dagen og vejen. Roman. 453 sider, 298 kr. Forum

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu