Læsetid: 5 min.

Over dammen

11. maj 2000

Efter den succesfulde selvbiografiske roman Angelas Aske om sin usle irske barndom fortsætter Frank McCourt med beretningen om sin opstigen fra bunden som indvandrer i New York

Roman
Frank McCourt er en mundtlig fortæller, der har skrevet sin livshistorie ned. Han var 65 da Angelas aske udkom i 1996. Man kan mærke på dén og efterfølgeren Lykkens land, der nu foreligger i Jan Bredsdorffs gennemførte oversættelse, at de begge er en sammenskrivning af historier, der har været fortalt igen og igen - til familie, venner - og nok også til de mange high-school-elever, McCourt har levet af at undervise i mere end 30 år, før han debuterede som storsælgende romanforfatter.
Angelas aske er en rørende, umiddelbart fortalt bog, set fra et barns perspektiv. Samtidig overvælder romanen læseren, fordi den skildrede fattigdom og de menneskelige omkostninger er så ekstreme, at man har svært ved at begribe, at det er sket i 1900-tallet og ikke på Dickens' tid; ikke underligt, at Allan Parker er blevet inspireret til en filmatisering af denne usædvanlige historie om fattigdom og barndom.
Lykkens land fortæller om en ung mands jagt på en boglig uddannelse og om en voksen mands problemer med at integrere sin fortid og sin nutid. McCourt er 19, da han drager af sted med en fragtbåd med kurs mod New York. I skibets bibliotek finder han Dostojevskijs Forbrydelse og straf, der berører ham dybt, for selv om han ikke som en anden Rakolnikov har dræbt sin gamle arbejdsgiver, pengeudlånersken, mrs. Finucane, som han skrev rykkerbreve for, så har han dog taget hendes penge, den dag han fandt hende død i stolen og på den måde finansieret sin udrejse til staterne.
Dialektikken mellem bøgerne og livet er et vigtigt ledemotiv bogen igennem. Netop ankommet til storbyen, havner han på en irsk bar, men ejeren sender han videre til New Yorks hovedbibliotek med pålæg om at læse Dr.
Johnsons Engelske digteres levned og i øvrigt holde sig langt væk fra enhver bar. Synet af hovedlæsesalen, Nord og Syd, gør ham svag i knæene, og som det skete for Anker Jørgensen bliver biblioteket en fast base for hans selvstudier.
En anden irer hjælper ham til et job med at tømme askebægre i lobbyen på Biltmore Hotel, hvor den unge fyr med "øjne som pishuller i sneen" på grund af en kronisk øjenlidelse og med dårlige tænder må finde sig i spot fra unge filmstjernelignende jævnaldrende amerikanere med blændende hvide tænder, der mødes sidst på ugen for at tale om fester og weekendophold.
Han drømmer om at blive som dem, men sandheden er, at han kun har en irsk grundskoleuddannelse med sig, og hvordan skal han nogensinde få mulighed for at tage en high-school-eksamen? Korea-krigen bliver hans redning, da han på grund af sit amerikanske pas, indkaldes til militærtjeneste. McCourt undgår selve krigen, bliver udstationeret i Tyskland og får en uddannelse som sekretær. Igen er der en behjertet person, der stikker ham en bog, en korporal, der har gjort Monte Casino med, og som ikke længere kan klare livet udenfor hæren, giver ham Studs Lonigan at læse, en desillusioneret udviklingsroman om at blive hængende i et irsk immigrantmiljø.

Had-kærlighed
Lige fra starten i New York har McCourt sendt penge hjem til moderen og sine tre brødre, men denne forpligtelse svinebinder ham til de laveste og dårligst betalte jobs, fordi ham aldrig kan få overskud til at uddanne sig. Da han er hjemme i Limerick på orlov fra Tyskland og oplever, at moderen ikke rigtigt selv gør noget for at udnytte det overskud, hans bidrag trods alt giver hende, lægges grunden til det had-kærlighedsforhold til hende, som er et af bogens mest interessante spændingsfelter.
Hvor drengen McCourt i Angelas aske, føler stor medlidenhed med sin mor, der er blevet svigtet af faderen, kommer hun i Lykkens land desuden til at repræsentere meget af den irske arv, som den unge og senere den voksne mand har så svært ved at integrere i sit nye liv, og som han derfor udvikler meget ambivalente følelser for.
Værnepligtsloven og en venlig studievejleder lukker ham ind på New Yorks Universitet, hvor han dog kun får lov at følge to kurser, et i litteratur og et i uddannelseshistorie, fordi han stadig arbejder fuldtids. I 1954 bliver han fuldtidsstuderende, men han arbejder stadig deltid på havnen og i pakhusene. Han er på vej, møder en smuk, blond, amerikansk pige, der også studerer til lærer. Den amerikanske drøm synes næsten opfyldt, men den sociale integration er vanskelig både i arbejdsliv og ægteskab.

Kunst eller orden
Kultursammenstødene viser sig både i forhold til hende og i forholdet til de hedonistiske highschool-elever i Bronx og Staten Island, som set med McCourts øjne har fået alt forærende. I starten har han stort besvær med at finde sine ben i forhold til de unge, der optræder som var de trådt lige ud af Vend dem ikke ryggen, - en film hvor en idealistisk ung lærer i skikkelse af Glenn Ford prøver at holde styr på en samling unge New Yorkere, der kun er interesseret i sex og forbrug.
Lykkens land er det meste af vejen særdeles livlig, humoristisk og underholdende. Den er formidabel i sine skildringer af de mange forskelligartede mennesker, han har mødt, men den bliver langtrukken hen mod slutningen. Det er som om McCourt ikke rigtig ved, hvordan han skal skildre den eksistentielle smerte ved rutinen i lærerlivet, de sideløbende tilløb til en beatnik-tilværelse, randlivet blandt kunstnere i Village og ægteskabets senere faser, hvor kunst og orden støder sammen, men her er også endnu levende at tage hensyn til; ofte den selvbiografiske genres begrænsning.
Det gælder ikke i forhold til den afdøde mor, hvor McCourt i beskrivelsen af hendes sidste tid i NY lader sine blandede følelser få lov at udfolde sig i fuld autenticitet. Ved begravelsen får hun den sang, der tilkommer enhver irsk afdød - og så må man jo konstatere, at McCourt med sine to bøger har sat hende et uforglemmeligt minde.

*Frank McCourt: Lykkens land. Oversat af Jan Bredsdorff. 411 s. 348 kr. Rosinante.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her