STIKORD
MIDT PÅ NYTORV, placeret mellem byrettens tempelbygning og cafébordene, der sættes frem om morgenen, befinder sig en forhøjning, en ottekantet ø, på den let skrånende plads. I lunt vejr bruges den af unge par, der diskret gnider ben i solen eller gumler på en af Henrys pølser fra vognen derhenne. Der sidder også turister med kuglepen og dagbog eller postkort, eller små flokke af skolebørn har erobret øen og modtager distræt lærerens belæring om pladsens blandede arkitektur eller fortidens retsvæsen.
Hvis de flytter sig lidt, kan de mellem fødderne læse inskriptionen på oktogonen, at her stod indtil 1780 byens kag.
Det betyder ikke, at man da ophørte med at straffe folk korporligt med kagstrygning, dvs. simpel piskning, hvor delinkventen står bundet til en dertil indrettet pæl, kagen. Offentlig piskning af især tyveknægte og kvinder grebet i hor og den slags blev først ved lov afskaffet 1866, men skal efterhånden være sket noget sjældnere.
Strafudmåling og bødlens arbejde var der detaljerede direktiver om. Var pilekvistene, der blev brugt af alle kræfter, ikke saftige nok, blev de lagt i blød, så de blev rigtig tunge og smidige. Og mere end tre slag slog man for effektivitetens skyld ikke med samme pisk.
Et antal af 18 slag var det almindelige, 27 i militæret eller 54 ved særlige lejligheder. Til minde om begivenheden kunne det ske, at man modtog et brændemærke, gerne i panden, og livsvarigt straffearbejde i tillæg.
SAGESLØSE BRUGERE af mindestenen i disse solvarme dage vil måske kun mærke en behagelig varme brede sig i kroppen, på passende geografisk afstand fra steder og folk i verden, der stadig praktiserer lignende metoder over for afvigere fra lov og orden.
Hvordan så barbariske og endnu uhyrligere straffe har kunnet finde sted blandt vore forfædre så langt op mod nutiden, gennem hele den såkaldte oplysningstid, er gådefuldt. Mordere, blasfemikere, majestætsfornærmere var bogstavelig talt i endnu større knibe: Knibning med glødende tænger på vej til retterstedet, afhugning af hænder, langsom og systematisk radbrækning af lemmerne, før hovedet blev skilt fra kroppen, partering og udstilling på hjul og stejle, altsammen under mere eller mindre tvangsmæssig overværelse af publikum til blandet forlystelse og opbyggelse.
HISTORIKEREN Tyge Krogh har i sin nylig udgivne og omtalte disputats, Henrettelser og korporlige straffe i 1700-tallets første halvdel, med u- og omhyggelig dokumentation skildret magtsystemets bizarre skuespil for folket. Det er svært at se andet end en religiøs perversitet i det straffende ceremoniel.
Og hvad værre er, en karakteristisk del af den kristne, danske arv, som vi nu fra så mange sider opfordres til at besinde os på.
Meningen med sejpineriet var ikke blot og bar hævn, men et forsøg på udsoning. Det var den enevældige konges ansvar at afvende Guds vrede over folket gennem en sådan renselse af det onde, og bedst var det jo med klerikal hjælp og passende tortur at fremprovokere en omvendelse i folkets påsyn. Det var et magisk, rituelt sceneri.
HVOR KVALMENDE og betændt det efterhånden måtte forekomme, er intensivt skildret af P.O Enquist i romanen Livlægens besøg med henrettelsen på Fælleden 1782 af oplysningsmanden Struensee og hans følgesvend Enevold Brandt. Det hjalp ikke Struensee, at han forinden havde afskaffet torturen. Der var jo ikke tale om fornuft.
Det seksuelt animerende moment i retsvæsenet perversion blev på forskellig måde understreget, bl.a. ved de uforholdmæssigt strenge straffe for utugt og sodomi. Ved den slemme omgængelse med dyr, blev også de brændt, som var det en særlig kogalskab, parterne var besat af.
EN VÆRDIFULD dokumentation af disse særlige, gruopvækkende folkeforlystelse er bevaret gennem en større samling skillingsviser, der både med tekst og detaljerede tegninger fremstiller bødlernes interessante arbejde med pisken, øksen, sværdet og det tunge hjul, der brugtes til radbrækning.
Hængning og arkebusering kunne man også ty til. Materialet skyldes en samler med nærgående interesse for sagen, højesteretsdommer Henrik Hielmstierne, der 1750-71 også var en magtfuld sekretær i det danske Kancelli.
Han var både nidkær i sin varige omsorg for de strengeste korporlige straffe og en stor bogsamler. Man ser ham for sig siddende hyggeligt og sortere og registrere sine indkøbte henrettelser i træsnit. Ham er vi således stor tak skyldig.
DER VAR EN RIGDOM af variation i de ydmygende straffe, hvis hensigt var æresberøvelse. Gabestokken var også en fin ide og indretning på pladsen foran rådhuset, beregnet for mindre forseelser. Også den blev brugt til ind i 1800-tallet.
Dér sad de med strittende tæer i træblokken, mens retfærdige borgere spyttede på dem, f.eks. på den smukke Susanna med det ravnsorte hår, dog en romanfigur, grebet i hor eller lejermål.
Hun var naiv nok til at have åbnet sin dør og seng for herremandsønnen Otte Iversen, som Johannes V. Jensen fortæller det i Kongens Fald. Nu skal hun som straf bære sten af by. Dér vakler hun så af sted med sit tunge åg ad Vimmelskaftet og Østergade, "fulgt af den glade Sværm af ærlige og renlivede Folk fra Staden, Skomagere og Fiskere, Studenter og Barselkoner og Møer."
Nu samles de nysgerrige ved domhuset eller under Sukkenes bro, når prominente sigtede føres til retterstedet, berømte rockere, signaturforfalskere og gemytlige spekulanter fra mediernes gabestokke og benovede reportager.
Jeg kaster dagligt et blik på den varme sten, hvor kagen stod, vandrer med mappen tung af litteratur videre ad Vimmelskaftet og Østergade og blander mig lettet med den glæde sværm af godtfolk, gøglere og lommetyve på sommerens gågade.
