Læsetid: 4 min.

Diamanter er oprørerens bedste ven

10. maj 2000

Krisen i Sierra Leone opstod, da FN-soldater kom for tæt på diamantminer kontrolleret af oprørerne. Salg af diamanter bidrager også kraftigt til krigene i Congo og Angola

Uroen i Sierra Leone skyldes ifølge FN-diplomater, at FN-soldater i forrige uge forsøgte at afvæbne oprørssoldater i områder med diamantminer. Det ville oprørerne ikke være med til, da diamanter er en hovedindtægtskilde for dem. Diamanter er en del afrikanske rebellers bedste ven.
Rige, hvide kvinders hang til diamantsmykker er på mange måder Sierra Leones forbandelse. Siden de første diamanter blev fundet i det vestafrikanske land i 1930, har diamanterne været et stridens æble. Det er takket være salg af diamanter af høj kvalitet, at lederen af den Forenede Revolutionære Front (RUF), Foday Sankoh, har været i stand til at købe våben til de nu omkring 16.000 soldater, som han mere eller mindre har kontrol over. Soldater fra RUF udsmugler diamanter til f.eks. Liberia og Burkina Faso, hvor de videresælges eller direkte byttes om til våben især fra tidligere Sovjetblok-lande som Ukraine.
Ifølge en fredsaftale fra 1999 skal en stor del af RUF's soldater afvæbnes og sendes hjem. Avisen The Independent bemærker imidlertid, at det kun er ca. en fjerdedel af den samlede styrke på 16.000 soldater, som har afleveret våbnene. Og interessant nok er det i områderne uden for diamantminerne, at langt de fleste er blevet demobiliserede.

Katalysator for krig
En del af diamanterne fra Sierra Leone bliver videresolgt i Liberia. Her sidder præsident Charles Taylor ved magten, og det er i høj grad takket være diamanter. Under borgerkrigen i Liberia var det salg af diamanter fra Sierra Leone, som finansierede det militære isenkram, som Taylors styrker anvendte.
"Charles Taylor er gode venner med Foday Sankoh, og han har vitale interesser i at kunne trække på salget af diamanter," siger lederen af Center for Afrikastudier, professor Holger Bernt Hansen.
Andre steder i Afrika anvendes 'en piges bedste ven' også til våbenindkøb. I marts afslørede en FN-rapport, hvordan oprørsbevægelsen UNITA i Angola trods en handelsembargo siden 1998 får videresolgt diamanter for millioner af kroner. Faktisk menes UNITA at have fået indtægter på diamantsalg for mindst 30 milliarder kroner siden 1992.
Konstant stridsemne
Diamanter spiller også en uheldig rolle i Den Demokratiske Republik Congo. Udbyttet fra diamantminer og andre naturressourcer er en væsentlig drivkraft for de mange lande og oprørsgrupper, som er involveret i borgerkrigen.
For eksempel menes Congos præsident Laurent Kabila at betale for Zimbabwes 11.000 soldater i landet ved at lade forretningsfolk og officerer fra Zimbabwe få adgang til minedrift. Var Afrika bedre tjent uden sine mineralrigdomme?
"Der er nogle enkelte steder som Botswana, hvor minedriften er en succes. Men i mange andre lande er mineralerne et tvivlsomt gode, fordi de udgør et konstant stridsemne, som bliver brugt af skrupelløse politikere," siger Holger Bernt Hansen.

Diamanter og pelsdyr
Som betalingsmiddel for blodsudgydelser påkalder 'de blodige diamanter' eller 'oprørsdiamanterne' sig stigende international interesse og kritik.
Den britiske udenrigsminister, Robin Cook, giver ifølge nyhedsbureauet Reuters oprørsbevægelsen RUF og diamantindustrien skylden for krisen i Sierra Leone.
"Den seneste udvikling (i Sierra Leone, red.) viser betydningen af det arbejde, som Storbritannien har iværksat via G8 og FN for at få en ordentlig kontrol med diamanthandlen, så illegale diamanter solgt i Europa ikke nærer borgerkrige i Afrika," siger Robin Cook.
I den belgiske by Antwerpen omsættes ca. 80 procent af verdens diamanter, og her mærker man stigende eksport fra Afrika. Målt på værdien steg eksporten fra 1998 til 1999 med 23,4 procent til 758 millioner dollar.
For det markedsdominerende, sydafrikanske diamantkartel De Beers udgør 'de blodige diamanter' et stort problem. De Beers hævder ganske vist, at man nu gør sig store anstrengelser for at kontrollere diamanters oprindelsesland. Men det vil have store konsekvenser for diamanthandlen, hvis diamanter bliver stemplet som politisk ukorrekte. Sporene fra forbrugerboykotten af pelsdyr skræmmer.
Organisationen Global Witness har siden oktober i fjor kæmpet for bedre kontrol med diamanthandlen. Her har man dog bevidst ikke brugt ordet boykot. Det vil nemlig have meget store følger for hundredtusinder af afrikanere, hvis diamanthandlen gik i stå. De største afrikanske eksportører af diamanter er nemlig demokratiske lande som Sydafrika, Botswana og Namibia.

Fakta - Sierra Leone
*Forfatning: Republik, medlem af Commonwealth
*Historie: Den tidligere britiske koloni mellem Guinea og Liberia på Afrikas vestkyst blev midt i 1800-tallet tilflugtssted for tidligere slaver fra Jamaica, som i mange år udøvede en dominerende indflydelse. Landet blev uafhængigt i 1961 og havde civilt styre indtil kaptajn Valentine Strassers statskup i april 1992.
*Befolkning: 4,7 millioner i 1992. I dag lever mere end 200.000 som flygtninge i nabolandene, mens hundredtusinder er internt fordrevne.
*Religion: Muslimer (60 pct.), kristne (30 pct.), animister (10 pct.).
*Økonomiske ressourcer: Diamanter, rutil (titanmalm), bauxit, jern, guld og kromit. De fleste af minerne, som drives af udenlandske konsortier, er lukket på grund af krigen.Inf

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu