Læsetid: 4 min.

Den diskrete Jensen

18. maj 2000

Pensionisten Jesper Jensen klipper et liv sammen af solidariske billeder

Erindringer
Med Tidens tænder afslutter Jesper Jensen sine tilbageklipserindringer. I fem afsnit lader han pensionistens sørgmodigt diskrete erindringsarbejde tage form.
Stilen er knap og nedskrællet med en underfundig underspillet holdning, hvor personen Jesper Jensen aldrig træder frem og profilerer sig foran stoffet, men forsigtigt trækker sig tilbage.
Alligevel bliver disse erindringer til en både væsentlig og tæt fremstilling af en tilværelse, der hele tiden har været præget af en indædt vilje til at gøre modstand, til ikke at ville acceptere denne verdens fortrædeligheder, til at sætte sig spor. Og Jesper Jensen har sat sig mange spor, har været langt flittigere end man som læser umiddelbart husker det, fordi han også på den front altid har været den loyale holdarbejder.
I det smukke stemningsmættede indledningsafsnit "Sønnen", hvor sønnen og barndomsbillederne langsomt vågner og kommer til bevidsthed, samtidig med at pensionisten gør sine øvelser for at få gang i venepumpen og mærker slidgigten smerte i knæene, er der to små episoder, der præcist indfanger tekstens forsigtigt underdrejede tonefald.
Når han nu som pensionist bevæger sig rundt i Dragør, møder han stadig gamle klassekammerater, men lader ofte næsten som ingenting. Et lille nik er nok, tegnet på det han kalder en indforstået fælles blufærdighed.
Afsnittet afsluttes med en let resignerende melankolsk erkendelse af, at verdens smerte og elendighed tilsyneladende stadig breder sig, rykker én stadig nærmere ind på livet, og selvmordet derfor melder sig som en løsning, men straks bliver afvist, fordi han er for genert til at tage livet af sig.
Generthedens grundmønster, ønsket om ikke at blive lagt mærke til, ikke at findes kan ikke forenes med selvmordet, som netop ville være alt for afslørende.

Kredsen fra Borgerdyd
Diskretionen som omgangsform kunne man kalde dette princip, som også i høj grad er styrende for Jsper Jensens fremstilling af den efterhånden ofte fortalte historie om kredsen af kvikke elever og venner fra Vestre Borgerdyd, som senere sætter sig tungt og talentfuldt på kulturscenens centrale taburetter.
I virkeligheden var det sikkert mest af alt en historisk tilfældighed. En gruppe heftigt engagerede, ambitiøse og talentfulde unge elever bliver af skæbnens gunst og bureaukratisk tilfældighed bragt under samme tag og kan så sammen vokse op, modnes intellektuelt og kunstnerisk.
Og de var tidligt ude. Jesper Jensen fortæller en historie, som nok kan få det til at gibbe af misundelse hos en gymnasielærer i dag.
Når Jensen endelig bryder diskretionens princip er det aldrig næret af aggressivitet eller personligt nid og nag.
Men som oftest af enten det forsonligt humoristiske eller solidarisk beundrende, som episoden da de for første gang skal ryge joints hjemført fra Egypten af Hans V. Bischoff. Stanken af brændt gummi breder sig hurtigt, og de opdager, at de er i gang med inhalere et par præservativer.
Det er også denne loyale grundholdning, som bevirker, at man som læser måske ikke helt har overblik over den enorme produktivitet Jesper Jensen har lagt for dagen som skribent og oversætter. Men også her er det solidariteten, der har været orienteringspunktet.
Hvem andre end Jesper Jensen ville f.eks. finde det påtrængende nødvendigt en sen aften at liste op til Grevinde Dannerstiftelsen for at aflevere en lukket kuvert med en anonym hyldestsang til de kvindelige aktivister.
Solidariteten og engagementet holdes stadig i live som projekt, her er ingen slatten politisk bodsgang, men en vedvarende tro på ydmyg modstand og et engagement næret af indsigt og humor.

Den mørke bagside
Og så er der alligevel en bagside. De to sidste afsnit i bogen, kommer tættere på, kommer ind bag engagementer og humoren og afslører et tilsyneladende skrøbeligt væsen, som hjemsøges af heftige angstanfald og næsten desperat hjælpeløshed, når omgivelserne bliver for fremmede og ukendte, og sætter jeg'ets kontrol ud af drift.
Kun store pengesummer i den ene lomme og et glas stesoer i den anden kan afdæmpe angsten så meget, at det bliver muligt at overleve rejserne, bevægelserne fra et sted til et andet før man finder ro i det fremmede.
Der afsluttes med et mere selvanalyserende essay om kærlighedens væsen, om den lange kamp eller vaklen mellem drømmen om den lidenskabelige eros, og den jævnbyrdige kvinde, som fra det personlige arbejder sig ind en mere teoretisk refleksion i forsøget på at indkredse det entydigt menneskelige, og kærligheden bliver for Jesper Jensen det, der adskiller os fra andre levende væsner.
Det er denne blanding af en erkendt naivitet, ydmyg solidaritet og en stædig fastholdelse af modstanden og bevidstheden om, at man har sat sig spor i verden, man har forandret den, som er den bærende tankefigur gennem disse reflekterede erindringer.
Og det er denne diskret ydmyge, men alligevel engagerede holdning, der gør dem mere end læseværdige, fordi de med dette udgangspunkt delvis demonterer en af vor tids helt store mytologier uden at sætte engagementet over styr.

*Jesper Jensen: Tidens tænder - sidste tilbageklip. 192 s. 248 kr. Tiderne Skifter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu