Med sin mageløse sangkunst var Josefine Cronholm juvelen ved genhøret med Django Bates og hans musik
Koncert
Da den engelske komponist, pianist og orkesterleder Django Bates for tre år siden modtog Jazzpar-prisen, afslørede han samtidig en ny side af sin musik. Hvor han tidligere - og stadigvæk - excellerede i mere eller mindre elskværdige satirer, som krydsede britisk humor med frank zappask ironi, viste han nu en anderledes romantisk åre, der især fandt udtryk i standardrepertoire.
Tilsyneladende faldt denne udvikling sammen med det nyetablerede samarbejde med den svenske sangerinde Josefine Cronholm, som Bates mødte under sit besøg i København, og som han introducerede ved Jazzpar-koncerterne. Selv om mødet mellem Bates og Cronholm var det mest betagende ved koncerterne, blev det ikke foreviget på Jazzpar-pladen (Like Life, Storyville, 1998), som kun viste Bates med store besætninger.
Efter koncerterne og den plade, som et halvt år senere blev optaget i England med Cronholm og Bates' kvartet, Human Chain (Quiet Nights, Screwgun, 1998), har det været mit store ønske at genhøre denne kombination, også fordi Cronholms sangkunst ellers ikke har fundet en ideel ramme. Lørdag aften lykkedes det så endelig ved en koncert i Den sorte Diamant.
Et selvfølgeligt centrum
For den, der sætter pris på Bates' parodi-talent, var det selvfølgelig tilfredsstillende at få hele to prøver på hans deeply respectful tributes, begge til Frank Sinatra - "New York, New York" tidligere hørt med stor besætning, og "My Way" - en ny efterfølger for lille gruppe. Og en tilsvarende grotesk behandling, nu à la Frank Zappa, udsattes Van Heusen-klassikeren "Like Someone In Love" for.
Det var dog et par andre gengangere fra Quiet Nights-pladen, der blev koncertens store oplevelser, Kurt Weills "Speak Low" og Harold Arlens "Over the Rainbow", fremført i Cronholms mest nedtonet-sanselige stil og med hendes klokkeklare intonation. Samme næsten
naivt lyriske kvaliteter fandtes i Jobims "Quiet Nights", endnu en genganger, og i Bates' egen "Horses In
Rain", som han tidligere har indspillet med den norske Sidsel Endresen.
Selv om Cronholm med sin musikalske udstråling og sit sceniske nærvær blev det selvfølgelige centrum for begivenhederne, fik hun mesterligt modspil fra Bates, især med klokkeagtigt svævende synthesizer-klange, og fra Iain Ballamy med fåmælt, virilt tenorsaxspil. Og det diskret-myndige akkompagnement af Michael Mondesirs el-bas og Martin Frances trommer rundede kvintettens fremtræden af på ideel vis.
Det må også med, at koncerten indledtes med en fascinerende version af "Teach Me Tonight", der med sangens diskontinuerlige melodik og store interval-spring fik karakter af art song, og med en "Mack the Knife", som, takket være brugen af svensk sangtekst, blev præsenteret som the original
Swedish version (!)
En vittig hund, den Bates, som også indledte aftenen med at erklære, at det var 'nice to be back in a civilized country.' Ja, gid det var så vel, og gid det i det mindste havde givet sig udtryk i lidt mere end det alt for sparsomme fremmøde til en så givende koncert.
*Django Bates med Human Chain og Josefine Cronholm i Dronningesalen, Det kgl. Bibliotek, lørdag
