Læsetid: 3 min.

I dødens gab

2. maj 2000

På weekendens filmfankongres i Malmö kunne man bl.a. møde James Bonds nemesis Richard Kiel alias Jaws

Fankultur
"Christian, with a C H, as in being Christian," siger jeg til den store mands lille medhjælper.
"I am too," svarer den store mand smilende og kigger på mig hen over sine briller, uden at jeg kan greje helt nøjagtig, hvad han mener med den bemærkning.
Så skriver han sin korte dedikation og autograf på billedet, jeg betaler de 100 kr. til medhjælperen, hvorefter den store mand rækker mig sin gigantiske, kødfulde næve, som blidt og varmt opsluger hele min lille hånd.
Det er et stort øjeblik for mig, som det sikkert har været det for de mange andre hundrede fans, der er mødt op i Malmø denne lørdag for at møde den amerikanske skuespiller Richard Kiel.
Kiel, imponerende at skue med sine 2,25 meter, er mest kendt for sin rolle som den frygtindgydende og tilsyneladende usårlige Jaws med jerntænderne i to James Bond-film, Spionen, der elskede mig og Moonraker.
Sammen med skuespilleren Peter Mayhew, der i de tre første Star Wars-film befandt sig inden i Han Solos trofaste og behårede wookie-ven Chewbacca, var Kiel det store trækplaster på den fjerde Scandinavian Sci-fi, Game & Toy Convention i Malmø i den forgangne weekend.

Kræmmermarked
Formedelst 50 svenske kr. får man adgang til Slagtehallen, som ligger et stenkast fra flyvebådene fra København, og man har så mulighed for at vælte sig i legetøj, plakater, samlesæt, spil, bøger, tegneserier og filmrekvisitter fra Star Wars, Star Trek, Indiana Jones, South Park og James Bond.
Selvom det umiddelbart ikke ser ud af meget, og mange af tingene mere er ragelse end reel kvalivare, så er begivenheden et tilløbsstykke og slaraffenland for svenske og danske fans af nogle af verdens bedste eventyr- og sci-fi-film.
Mænd og drenge er der flest af - den danske Star Trek-forening er dog repræsenteret af tre piger - det er et broget udvalg af filmfans og die hard-elskere af alskens popkultur. Opstemte nørder, grungere, skatere og metalhoveder går søgende rundt mellem alle de bugnende borde, og mange forlader stedet belæsset med poser og plakatrør.
Hvad med en Moonraker-raket som samlesæt til 400 dask eller en laserriffel fra Jediridderen vender tilbage til 925 kr.?
Nogle stimler sammen omkring en ung, dansk mand i oprørs-outfit fra Star Wars, mens han begejstret demonstrerer battle action-legetøj.
Andre går i en stor bue udenom en bod med svensk gys og erotica, mens de i smug og nysgerrigt kigger på den opstillede tv-skærm, hvor en kvinde skøjter nøgen rundt på en sø.

Demonstration
I et hjørne har en spilbutik fra Malmø linet op med Segas Dreamcast og Sonys kommende multimaskine Playstation 2. Muligheden for at afprøve og vurdere de to maskiner i forhold til hinanden trækker folk til, og på PS2'eren, der er Sega langt overlegen m.h.t. afvikling og grafik, sparker en koncentreret ung mand røv på sin computermodstander i spillet Streetfighter EX3.
I den anden ende af hallen demonstreres DVD-afspillere og surround sound-systemer, og en hoben besøgende ser grinende til, mens Jim Carrey kæmper sig ud af røven på et næsehorn i Ace Ventura 2 - når naturen kalder.
Lige ved indgangen er der mulighed for at se på ægte kostumer fra Indiana Jones, Total Recall og Star Wars, og man imponeres over den lille, grønne jedimester Yodas stok og hans elev Obi Wan Kenobis lyssværd. Filmrekvisitterne, som for en tid er forvandlet til relikvier, de troende overvældede defilerer forbi, er samlet af sci-fi-kongressens arrangør, Jesper Isbrand, der også ejer en avis specielt fremstillet til sidste del af Tilbage til fremtiden-trilogien og selveste den hellige Gral fra Indiana Jones og det sidste korstog.
Men det er stadig Mayhew og Kiel, som trækker publikum til. Kø er der ved den stand, hvor de to trætte sidder og skriver autografer. 56-årige Mayhew og 60-årige Kiel tjener begge gode penge på at optræde på denne slags fankongresser, og Kiel, der har en imponerende karriere og et hav af reklame-, spille- og tv-film og -serier bag sig (også som instruktør og manusforfatter), har siden 1996 også rejst rundt og fortalt om sit liv med kristendom.
Og pludselig går det op for mig, hvorfor han sagde, som han gjorde, da jeg stavede mit navn.

*Jesper Isbergs samling kan beses på www.propworld.nu og Kiels fanklub findes på www.richardkiel.com.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu