Læsetid: 2 min.

Dogme er i live

12. maj 2000

'Dogme 4: The King Is Alive' er ikke ligeså fuldendt en film som sine forgængere, men er dog intens, visuelt betagende og modig

Ny film
CANNES - Det er en spændt Vibeke Windeløv, som hilser på i Salle André Bazin lige før kørslen af Kristian Levrings Dogme 4: The King Is Alive, som hun har produceret for Zentropa.
Levrings film er med i Cannes Filmfestivalens sideserie Un Certain Regard, og de tre foregående dogmefilms sejrrige tur verden rundt har knyttet store forventninger til den sidste af de oprindelige fire film lavet efter Lars von Triers og Thomas Vinterbergs kyskhedsregler.
Og lad det være sagt med det samme: The King Is Alive lever ikke fuldt og helt op til den mesterværksstatus, som er blevet Vinterbergs og Triers film til del, men Levring har begået et både interessant og modigt drama med Oscarvinder Anders Thomas Jensens modne manuskript i hånden.

Kongen lever
Med inspiration fra Shakespeares Kong Lear beretter Levring om en busfuld turister, som strander i en forladt mineby uden for lands lov og ret i den afrikanske ørken - kun en gammel indfødt, filmens fortæller, er tilbage.
Efter at have sendt den mest ørkenkyndige af selskabet efter hjælp, belaver de meget forskellige mennesker, hovedsageligt sig på at vente. Men som dagene går, bliver de mere og mere rastløse, varmen går dem på, den lille vandreserve bliver mindre, og de gamle dåsegulerødder, som de må leve af, gør dem syge.
Personlige konflikter bryder ud i lys lue, begær, jalousi, had, misundelse og vrede forstærkes af varmen og den håbløse situation. Så foreslår den tidligere skuespiller Henry, at de sætter Kong Lear op for at fordrive tiden.
Men selvom stykket er fyldt med ord, så taler de medvirkende hele tiden forbi hinanden, og eksplosionen lurer lige under overfladen - side om side med døden.

Velkendt idé
På sin vis er The King Is Alive bygget over en ganske velkendt, men også effektiv skabelon - mennesker i nød - og den klartseende fortæller forlener historien med et skær af mystik og eventyr.
Det er de smukke billeder og meget indlevende skuespilpræstationer, som får filmen til at leve. Det digitale kamera, som filmen er optaget med, giver i samspil med den gyldne ørken filmen en knitrende stoflighed, som er helt fantastisk. Og de urolige, håndholdte kameragange og den tætte klipning sørger sammen med spillerne for et intenst nærvær.
Seværdige karakterskuespillere som Jennifer Jason Leigh, Bruce Davison, Romane Bohringer og Janet McTeer yder deres bedste i et gennemtænkt ensemble.
The King Is Alive er ikke nogen opmuntrende film og efter screeningen, var publikum da også bemærkelsesværdigt stille - "det er en rå og barsk film," sagde Allan Hunter fra Screen International, der var moderat positiv i sin umiddelbare reaktion.
I mine øjne er det en stilsikker, konsekvent og personlig film fra en instruktør, der efter 15 års fravær melder sig på scenen igen. Skal jeg sige noget negativt, kunne filmen godt have været 20 minutter kortere - det ville have øget intensiteten og fastholdt koncentrationen, der begynder at flakke mod slutningen af filmen.

*The King Is Alive. Instruktion: Kristian Levring. Manuskript: Anders Thomas Jensen og Kristian Levring. Dansk/ Amerikansk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her