Diskussionen om et EU i flere hastigheder har taget fart den seneste måned tid. Ikke mindst med det vigtige indspark fra Tysklands udenrigsminister Joschka Fischer. Med sin tale på Berlins Humboldt Universitet har han sat gang i en diskussion om behovet for en mere langsigtet vision om EU's indretning med 25-30 lande. Erfarne EU-diplomater, der ved starten på EU's regeringskonference i år spåede tankerne om flere hastigheder en stille død, erkender nu, at sagen er rykket op på dagsordenen. Det udelukkes nu ikke, at den ny traktat-tekst, der skal ligge klar til december i Nice, risikerer at give startskuddet til et EU med lettere adgang for flere hastigheder.
Kort fortalt handler denne fleksibilitet om, at en mindre gruppe EU-lande skal have mulighed for at samarbejde om et område, uden at alle behøver at være med. Så snart det er sagt, bliver det sværere. Det er nemlig karakteristisk at der - alt efter hvem man spørger - tales om forstærket samarbejde, variabel geometri, flere hastigheder, fleksibilitet, og senest, fra Fischers mund, om et "gravititetscentrum". Der er faktisk tale om en reel uenighed, der rækker ud over barnets navn. Tidligere Kommissionsformand
Jacques Delors foreslår for eksempel en traktat i traktaten, der binder en lille gruppe lande, EU's seks grundlæggerstater. Andre tænker sig en fleksibilitet fra sag til sag med forskellige grupperinger af lande.
Der findes allerede en åbning for forstærket samarbejde i EU-traktaten i dag. Men det er en yderst snæver dør, fordi alle 15 lande skal være enige om at lade en mindre gruppe gå videre. Det er denne veto-ret imod avantgardens ambitioner, der nu er kommet op til diskussion. Ingen vil helt nægte behovet. Men lige efter det følger dyb uenighed om de præcise betingelser for at gå videre, og på hvilke politik-områder.
Det mest konkrete eksempel på fænomenet er euroen, hvor der stadig kun deltager 11 lande ud af 15 mulige. Netop her fik diskussionen søndag frisk blod, da Frankrigs premierminister Lionel Jospin for at styrke den svage euro slog til lyd for en større formalisering af samarbejdet mellem de lande, der mødes i Euro 11-klubben forud for de ordinære EU-finansministermøder for alle 15 lande. Om nødvendigt skal det ifølge Jospin ske ved at ændre på traktaten. Altså en yderligere udmøntning af fleksibilitet i praksis. Det er dårligt nyt for outsiderne, der med økonomiminister Marianne Jelved i koret, hidtil forgæves har strittet imod, at de holdes uden for døren på Euro 11-møderne. For udviklingen går mod, at en stadig større del af EU's økonomi- og finanspolitik fastlægges hos de 11. Fleksibilitetens konkrete resultat kan således oversættes til en mangel på indflydelse for restgruppen. Jospins tanker understreger kun denne retning.
Det er et hovedproblem ved fleksibilitet. På papiret ligner det en perfekt måde at undgå både avantgardens tvang, og at EU står i stampe på grund af grundlæggende uenighed. Men i realiteten er det mere kompliceret. For som i Euro 11 vil det, der vedtages af avantgarden uvægerligt have tendens til at smitte af på resten. Og for de lande, der senere måtte vælge at gå med, vil grundreglerne allerede være fastlagt. Og de kan blot følge trop. På andre områder, hvis man forestiller sig skattepolitik, hvor EU-landene det seneste år forgæves har kæmpet for at gøre fremskridt, er det netop alle 15 landes deltagelse, der sikrer, at det overhovedet giver mening, at EU foretager sig noget. På længere sigt kan fleksibilitet gøre EU til et uoverskueligt samarbejde, hvor EU-regler ikke gælder alle lande, men kun for EU 6, EU 9 eller EU 19. Iagttagere påpeger også, at selve adgangen for nogle lande til blot at gå ind i en supergruppe, vil gøre stor skade på den konsensuskultur, der på godt og ondt er EU's daglige funktionsmåde. Hele dynamikken bag diskussion og studehandler er, at der på hvert møde skal findes løsninger, som alle lande mere eller mindre kan leve med. Det risikerer at gå tabt, hvis det er for let at gå ind i en supergruppe.
Samtidig med den lidt teoretiske diskussion om fleksibilitet udspillede der sig i går en helt konkret version af fænomenet med rod i det danske forbehold over for EU's retlige samarbejde. På et EU justitsministermøde blev man for første gang enig om tre civilretlige forordninger. Det drejer sig om gensidig anerkendelse afgørelser i konkurssager, og i sager om ægteskab og forældremyndighed. Et bredt flertal i Folketinget bakker op om, at Danmark senere tilslutter sig indholdet. Og justitsminister Frank Jensen mener sågar, at Danmark via EU-Kommissionens mægling kan få aftaler på plads, så reglerne indføres på samme tid i Danmark, som i resten af EU. Det er EU-forbeholdet i praksis. I de tre sager skal det dog tilføjes, at der allerede lå konventioner, som Danmark har forhandlet sammen med de øvrige lande. Spørgsmålet er, om prisen for den særlige danske fleksibilitet ikke bliver for høj, når EU, helt uden for dansk indflydelse, de næste måneder går videre med centrale emner som asylpolitik og familiesammenføring.cobla
