Læsetid: 4 min.

Europa og tyren

6. maj 2000

STIKORD

GRÆKENLAND har fået løfte om at blive medlem af euroen. Og det er noget, Grækenland gerne vil. Man behøver ikke engang at spørge folk. Grækerne har altid haft det fint med Europa, hvis man skal tro deres klassiske mytologi, hvor Europa er et pigenavn, nærmest et kælenavn. Det betyder pigen med den brede pande. I øvrigt er etymologien usikker. Nogle har villet aflede ordet af det semitiske ereb, der betyder "vest" eller "aften" dvs. aftenlandet. Sådan formoder Chr. G. Tortzen det i Encyklopædiens artikel om Europas navn, mens Nudansk Ordbog foreslår, at ordets førstedel kan svare til græsk evros, der betyder "mug" eller "rust".
Ikke helt overraskende, at der er noget muggent ved Europa.
For nu at blive ved den græske myte, så fortælles det, at Europa var en smuk fønikisk prinsesse, som Zeus sin vane tro forelskede sig i med overordentlige følger, som han selv i en opremsning bekender det for sin hustru Here i en øm scene i Homers Iliaden: han begærede "Foinikerens datter, den væne prinsesse Europa,/moder til Minos og helten der var som en gud, Rhadamanthys" (XIV: 320). Der var kraft i den befrugtning, så det blev endda til en tredje søn, Sarpedon.

HISTORIEN FORTÆLLES detaljeret i den romerske Ovids forvandlinger, ligeledes oversat af Otto Steen Due.
Nu hvor Zeus så hedder Jupiter, får han dirigeret en flok kvæg ned til stranden ved Tyros, hvor kongedatteren leger med de andre piger. Og med sin sans for symbolik besnærer han i skikkelse af en hvid tyr Europa. Det er en indgående skildring i de fint gående heksametre af tyrens vælige udseende og pigens forundring: "hvor er den dog dejlig, og så ser den slet ikke ud til at stange!/
Skønt den er rar, så tør hun dog først ikke klappe dens side,/men snart går hun hen til dens snehvide mule med blomster i hånden./Forføreren fyldes af fryd, og i håb om de kommende glæder/kysser han hånden - og kan næsten ikke vente med resten" (II: 860ff).
Dér leger de så i sandet, hun rider på ryggen af tyren, og lige så stille sopper den ud i vandet og svømmer så med ét til havs med sit bytte. "Skælvende skuer den bortførte pige tilbage mod kysten,/griber om hornet med én hånd, støtter den anden på tyrens/kraftige ryg. Hendes klæder og lokker flagrer i vinden." Turen går til Kreta, hvor de forenes under en stedsegrøn platan.
Der var godt med tyr i den familie. Deres søn Minos blev en mægtig konge i Knossos. Hans dronning, Persifaë, blev ligeledes grebet af kærlighed til en tyr og fødte monsteret Minotauros, der kom til at husere i den berømte labyrint.

MYTERNE INVITERER som sædvanlig til aktuelle tolkninger, så man nu må spørge sig, hvad det er for en besnærende union, Europa er besat af, hvilken fælles avl der kommer ud af euroen. Politikernes myter er lige så blomstrende fantasirige som de antikke. Bliver Europa forført af kapitalismens brunstige tyr, eller befrugtes fællesskabet af ny vitalitet?
At der er tale om interessante forklædninger, kan man let tro, når eksperterne i den grad modsiger hinanden. Ligesom man ikke med sikkerhed véd, hvad navnet Europa kommer af, véd vi heller ikke, hvad unionen kan gå hen og blive, men har dog tillid til, at de labyrintiske og gigantiske menneskeofringer, som verdensdelen har været ekspert i, kan begrænses, om ikke for andet så fordi det ikke kan betale sig. Humanistisk valutabalance.
Vi danske er som sædvanlig i tvivl og sigter mod vores form for balance mellem ja og nej til euroen med halvtreds procent til hver, et billede af de indre, mentale vægtskåle.

LAD OS KALDE DET Lillebælt-syndromet, med tanke på den roman, som vi med stort og tydeligt flertal har kåret som 1900-tallets bedste og mest danske, Johannes V. Jensens Kongens Fald.
Den handler om tvivlen, samlet i billedet kong Christian II, der natten den 10. februar 1523 desperat sejler frem og tilbage over Lillebælt uden evne til at beslutte sig for, om han skal blive på Jyllandssiden og tage kampen op med adelen, som har opsagt ham, eller om hans skal resignere ved at blive på Fynssiden. "Som Sagerne stod, var han sig bevidst, at han opgav sin Sag, Danmarks Sag, naar han slap Underhandlingerne og forlod Jylland. Lillebælt var det Vand, Karon færger over."
Efter at kongen har beordret færgen vendt om gang på gang, afgøres det beskæmmende nok således, at han ved daggry er nærmest Fyn og altså lader den sag falde, han tvivlede om - sådan som skæbnen tilrettelægger det for den, der er uvis på sin sag.
Nu er der forlængst bygget bro over Lillebælt, Storebælt, Øresund, og broen over Femer Bælt er givetvis besluttet af dem, der uden at røbe så meget, er sikre i deres sag, uanset om det skulle komme til folkeafstemning.
Europa rykker sammen, uden at vi præcist véd, hvad navnet betyder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu