"Risikoen for, at ØMU'en bliver ustabil, taler isoleret for at blive uden for og se tiden an"
Vismandsrapporten, maj 1997
Mon ikke Marianne Jelved for en sjælden gangs skyld er glad for, at hun ikke sidder med ved bordet, når økonomi- og finansministrene fra de 11 euro-lande her til morgen mødes i det såkaldte Euro-11 råd. For stemningen i mødelokalet vil med garanti være kulsort.
Ministrene mødes oven på en uge, hvor euroen nåede et nyt lavpunkt over for den amerikanske dollar. Og efter at have mistet en fjerdedel af sin værdi siden fødslen, ligner den styrtdykkende euro i stigende grad et varmesøgende missil, der har taget fejl af målet og nu sigter direkte mod affyringsrampen - Euro-11.
Så hvis euro-ministrene sveder i dag, er det nok ikke kun på grund af Europas varme forsommer. Den svage euro er for alvor ved at gøre livet hedt for EU's store eksperiment - den Økonomiske og Monetære Union (ØMU).
Faktisk så hedt, at euroens ankermænd i Den Europæiske Centralbank er begyndt at opføre sig ganske usædvanligt. Fredag så bankens direktør, hollænderen Wim Duisenberg, sig således nødsaget til at garantere euro-landenes befolkninger, at de ikke skal frygte for værdien af deres nye valuta. "Folk kan føle sig sikre på, at deres opsparinger og pensioner vil beholde deres værdi," hed det i en pressemeddelelse.
Det opsigtsvækkende løfte kommer i kølvandet på en stigende ængstelse for, at befolkningerne i euro-landene er ved at miste tilliden til eksperimentet.
Især tyskerne er bekymrede. Med erindringen om D-markens kollaps i 1920'erne, er valutaens styrke over for andre valutaer en ømtålelig sag hos vor sydlige naboer. Tysklands økonomiske overvismand, Jürgen Donges, gjorde for et par uger siden opmærksom på, at "mange er ved at miste tilliden til den nye valuta, før de overhovedet har haft den i hånden."
Og Donges stod ikke alene. Også Tysklands tidligere finansminister, Theo Waigel, der var en af arkitekterne bag euroen, havde iagttaget tyskernes ængstelse, og opfordrede til, at nogen beroligede dem.
Svaret på den opfordring kom med Duisenbergs udspil fredag. Men spørgsmålet er, om det er nok. Den britiske finansavis Financial Times skrev lørdag, at euroen vil komme under stærkt pres, hvis ikke euro-ministrene på dagens møde disker op med nye initiativer, der kan støtte den svage valuta. "Hvis de ikke kommer op med noget nyt, bliver det en meget grim dag for euroen. Der er behov for handling, ikke ord," lød det ildevarslende fra Jim O'Neill, der er cheføkonom for valutaafdelingen i den internationale investeringsbank Goldman Sachs.
Om de 11 ministre overhovedet kan gøre noget for at stoppe euroens nedtur er tvivlsomt. Værkstøjskassen med hurtigtvirkende politiske redskaber er nærmest tom. Eneste oplagte mulighed er hensigterklæringer a la den, som kom fra den franske præsident Jacques Chirac, da euroen nåede sit hidtidige lavpunkt torsdag.
Her lovede Chirac at fremme økonomiske reformer og arbejde for øget politisk enhed, når Frankrig den 1. juli overtager EU's formandskab. "Vores valuta er afhængig af et stadigt voksende politisk samarbejde mellem landene i euro-zonen," lød det fra den franske præsident.
Oversat til almindeligt valgkampsdansk mere end antyder Chirac, at det bliver nødvendigt, at skabe en politisk overbygning på ØMU'en. Spørgs-målet er ganske enkelt, om den nuværende euro-konstruktion er for spinkel og ustabil uden en politisk overbygning, der kan støtte Den Europæiske Centralbank.
Det påstår mange amerikanske økonomer anført af topøkonomerne Paul Krugman og Martin Feldman. Med et fast blik på den amerikanske konstruktion er de ikke i tvivl om, at ØMU'en har brug for en politisk overbygning, der fastlægger den økonomiske politik i Europa.
Påstanden afvises ihærdigt af de danske ja-sigere. Ganske rigtigt gør de opmærksom på, at det er svært at sammenligne EU's møntunion med den amerikanske. ØMU'en er et projekt uden fortilfælde. Med den såkaldte stabilitetspagt, der sætter rammer for den økonomiske politik og ellers overlader det til de nationale parlamenter at bestemme over den, har EU valgt en særlig konstruktion, som er holdbar og stabil, lyder det fra tilhængerne. Problemet er blot, at det har de ofte konservative valutamarkeder åbenbart haft svært ved at tro på.
Og det er yderst relevant at spørge, om konstruktionen er stabil, som valutamarkedet gør nu, og som vismændene gjorde det allerede i 1997. Og det er lige så relevant at spørge, om Danmark skal gå med i eksperimentet på et tidspunkt, hvor værdien af euroen
eroderer.
Spørgsmålet er så, om statsminister Poul Nyrup Rasmussen faktisk stillede spørgsmålene, da han udskrev folkeafstemningen, eller om han var så optaget af at kvæle Østrig-sagen, at han helt glemte at kigge på kurslisterne.
Under alle omstændigheder risikerer den svage euro at blive en alvorlig trussel mod regeringens ambitioner om et ja, som Danmarks tre største banker påpegede i Information lørdag. For med selve ØMU-symbolet i dyb krise kan det blive uendelig svært at overbevise danskerne om, at de skal stemme ja. Også selv om dagens rapport om de fire danske EU-forbehold fra Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI) vil vise, at Danmark løbende mister indflydelse i EU. ør
