Læsetid: 2 min.

Efter Evans og Jarrett

24. maj 2000

Er Brad Mehldau det sidste skud på jazzpianisternes kongerække?

Koncert
Allerede posituren ved klaveret, sammenbøjet, med næsen i tangenterne i lange passager, gør sammenligningen nærliggende. Sådan har vi jo også oplevet Keith Jarrett, og før ham Bill Evans, men der er flere grunde til at den 30-årige Brad Mehldau, til ærgrelse for ham selv, ofte sammenlignes med sine to berømte forgængere.
Som dem er han en romantiker, der yder noget af sit bedste spil i langsomme ballader og i øvrigt holder det amerikanske song-repertoire fra 30'rne og 40'rne levende. Og som Evans og Jarrett bidrager han desuden selv til sit repertoire, et repertoire, der især kommer til sin ret i hans egne trio-versioner.
Og vel er Mehldaus trio ikke af det exceptionelle niveau, vi kender fra Evans' og Jarretts trioer, men hans samarbejde med bassisten Larry Grenadier og trommeslageren Jorge Rossy har meget af den samme intuitive indforståethed, baseret på et erfarings-fællesskab, der går tilbage til midten af 90'erne.

Den tyske tråd
Her viser sig også en af forskellene på hans og de to andres trioer. Den frigørelse af især bassens funktion fra den traditionelle akkompagnementsfunktion, som Evans introducerede, er hos Mehldau videreført til også at gælde trommerne, og samspillet mellem ham, Grenadier og Rossy bevæger sig ofte ubesværet gennem skiftende taktarter og ud i det nærmest fritrytmiske.
Både hos Evans og Jarrett er der inkorporeret elementer af europæisk klavertradition, som begge desuden har dyrket separat, især Jarrett. Men hos ingen af dem finder man i jazzspillet en så stærk bekendelse til det europæiske som hos Mehldau, der har en særlig forkærlighed for tysk klavermusik og tysk digtning.
Uden at her ligefrem er tale om crossover, repræsenterer Mehldaus musik dog en tilsvarende udvidelse af jazzens udtryksregister, og især heri viser det sig, at der er 15 år mellem ham og Jarrett, ligesom der også var 15 år mellem Jarrett og Evans. Musikken er gået videre, og jeg skal ikke beklage mig over det.

Indfølt
Især ikke, når jeg hører, som mandag aften, med hvilken indføling Mehldau fortolker standards som Harry Warrens "The More I See You" og Jerome Kerns "Long Ago and Far Away" for ikke at tale om den betagende ballade-fremføring af Kerns "The Folks Who Live On the Hill", der afsluttede første sæt.
Mehldaus begrænsninger i forhold til Evans og Jarrett ligger især i hans tilbøjelighed til at fortabe sig, til at lade sig lokke på afveje af et overdådigt pianistisk håndelag. At lade en enkel sang som Harry Warrens brede sig til op mod en halv time var et udtryk for det.

*Brad Mehldau Trio i Copenhagen JazzHouse mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her