Læsetid: 4 min.

Evigheden og en dag

16. maj 2000

To af de amerikanske film
i Cannes er befriende afbræk fra de mange uendeligt lange konkurrencebidrag

Cannes
Sol, strand, vand, sand, kolde øl og varme, smukke, franske kvinder iklædt det bare ingenting - ja, De, kære læser, tror sikkert, at det er den rene svir at være udsendt filmmedarbejder for Dagbladet Information.
Men jeg kan love Dem, det er ingen dans på roser. Når man for fjerde gang i træk er nødt til at udholde en konkurrencefilm, der varer mere end tre timer og ville have godt af at blive klippet en time kortere, så er det, at man er ved at skrotte sin journalistiske integritet og udvandre i protest.
Heldigvis er der på en festival som Cannes trøst at hente i de konkurrencefilm, der ikke synes for lange og oven i købet nyder at fornøje sit publikum.
Det gør Coen-brødrenes seneste film, O Brother, Where Art Thou?, og den unge, amerikanske instruktør Neil Labutes sort-humoristiske Nurse Betty.
Coen-brødrenes udspil er en musical, ligesom Triers Dancer in the Dark, men hvor Trier har valgt en dyster og aparte indgang til genren, sørger de muntre filmbrødre, der for fjerde gang er i konkurrence i Cannes, for at ingen af deres fans går skuffede ud af biografen.

En 'moderne' Odyssé
O Brother, Where Art Thou? er inspireret af den græske krønikeskriver Homers Odysséen og fortæller historien om tre småkriminelle, der i 30'rnes amerikanske sydstater flygter fra hårdt fængselsarbejde lænket sammen af en tung kæde.
I spidsen for det umage trekløver står den veltalende og bedrevidende Everett Ulysses McGill (George Clooney som Clark Gable), der har lokket de to andre fanger, skeptiske Pete (John Turturro) og lidt tunge Delmar (Tim Blake Nelson) med til flugt ved at love dem andel i en million dollars, han har gemt af vejen et sted.
Men de har kun fire dage til at nå frem til pengene, før stedet, hvor de ligger, bliver sat under vand. Så de må skynde sig. Det bliver en forunderlig rejse, hvor de med ordensmagten i hælene løber ind i en blind pladeproducent, en skurkagtig, en-øjet bibelsælger, smukke, svigefulde kvinder, en adrenalinsøgende bankrøver, Ku Klux Klan og to storskrydende lokalpolitikere ude efter samme embede. Det hele akkompagneret af livlig og fodtrampende amerikansk folk og roots musik. Slægtsskabet med Homer er kun tilsyneladende - Everetts mellemnavn, trekløverets run-in med forførende sirener og kyklopen - for i det store og hele er O Brother... Coen-brødrenes helt egen. Det er ikke lige så forfriskende original og indholdsmæssigt og stilistisk forpligtende en film som f.eks. Fargo og Barton Fink, men O Brother... er bestemt de to filmbrødre, når deres fantasi og sans for pastiche og reference folder sig mest farverigt og morsomt ud. Den unge, amerikanske instruktør Neil Labute har vi ikke hørt meget til i Danmark. Det vil forhåbentlig ændre sig med hans seneste og tredje film, Nurse Betty, der får premiere i Danmark.

En omvendt kyniker
Labute er kendt for In the Company of Men og Your
Friends and Neighbours, to meget kynisk satiriske dissektioner af forkrøblede relationer mænd og kvinder imellem.
Med Nurse Betty er han tilsyneladende blevet i lidt bedre humør, for i modsætning til de to forgængere, rummer filmen både livsglæde og håb for fremtiden.
Titlens hjertensgode Betty er servitrice i en lille by i Kansas, hvor hun lever med sin utro mand af en bilsælger, Del. Hun er stor fan af sæbeoperaen A Reason to Love og forelsket i seriens stjerne Dr. David Ravell alias skuespilleren George McCord.
Da hun en dag overværer det blodige mord på sin mand, der har bøffet narko fra mafiaen, går hun i chok og begynder at tro, at Dr. David er en virkelig person, og at hun er hans tidligere forlovede. Så det er med mafiaens lejemordere i hælene, at hun som en anden Dorothy forlader Kansas for at opsøge sin store kærlighed i Los Angeles. Med Renée Zellwegers kønne, uhørt charmerende og let naive Betty i centrum er Nurse Betty på overfladen en skæv, tiltalende og munter historie om at finde og tro på sig selv.
Men Nurse Betty er intelligent og vittigt skrevet, og skuespillerne er alle gode: Morgan Freeman lejemorder, Aaron Eckhart som Bettys usympatiske tumpe af en mand og Crispin Glover som den lille bys kiksede journalist og Bettys ven.
Men trods de positive, nye takter har Labute ikke lagt satiren på hylden. Sæbeopera, tv-stjerner, small town-folks, lejemordere - de får alle et par, om ikke hånende, så i hvert fald bidske ord med på vejen. Og hans film er ikke det glansbillede, den umiddelbart giver sig ud for at være. Det kan være bevidst, eller fordi han har villet det positive denne gang for at nå et større publikum og således lægger bånd på sig selv.
Men selvom de to film er adspredende og velgørende indslag i et konkurrenceprogram, der endnu ikke har serveret en tydelig favorit, så mangler de dybde og perspektiv og synes ikke seriøst at bejle til palmerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu